[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
Etiske overvejelser angående kirkelig vielse
Min kæreste og jeg talte forleden om fremtiden, og ægteskab - ikke fordi det ligger lige for, men det er da en overvejelse når man når et vist punkt i forholdet. Det bragte nogle overvejelser op hos mig, hvad angår en eventuel vielse. Min kæreste er meget traditionelt anlagt, og drømmer derfor om et kirkebryllup, og er temmelig insisterende på at sådan skal det være, den dag han skal giftes. Jeg derimod er egentlig ikke så ægteskabsorienteret, endsige fortaler for ægteskabet som en obligatorisk del af et voksent / familieliv, og derudover er jeg agnostiker fuld ud. Mit problem er derfor et mere etisk (og hypotetisk) et af slagsen, for skulle det komme til, at min kæreste og jeg bliver gift, vil jeg have meget svært ved at stå i en kirke og blive velsignet i kristendommens navn. Dels pga det vil være i strid med egne overbevisninger - at sige ja og amen i en guds - som jeg ikke selv anerkender - navn, vil i og for sig gøre et løfte ugyldigt (i en moralsk forstand), dels vil det vel også være at spotte både præsten, der foretager vielsen, samt alle de mennesker der har kristendommen som tro, og ikke mindst hele ritualet?
Når man bliver viet i kirken, er det jo et kristent ritual, man skal knæle foran alteret, modtage guds velsignelse, og man bliver vel viet i guds navn? Så en agnostiker i et sådan ritual, vil vel underminere hele det fundament? Jeg vil føle, at jeg gør grin med kristendommen, præsten, og mig selv.
Det er nok ikke et egentlig spørgsmål, men blot overvejelser. Jeg vil dog sætte pris på at høre, hvad en præst tænker om hele princippet med at vie kulturkristne, og en agnostiker som undertegnede. - Ja, faktisk ikke blot vielsen, men også dåben - for traditionen byder jo også en kirkelig dåb for mange små børn, men hvis forældrene ikke er kristne, blot ønsker kirken som ramme, og ønsker at følge en tradition bygget på kristendommen som et mere kulturelt fundament end egentligt religiøst, er det så ikke også en latterliggørelse af kristendommen som religion, når et barn bliver viet til en gud, som forældrene ikke tror på?
Mvh. Camilla
Camilla Jakobsen
Svar:
Kære Camilla,
Tak for dit udfordrende og ærlige indlæg og for dine dybe og spændende tanker.
Det er jo klart, at den endelige afgørelse, om du vil vies i en kirke,under Guds velsignelse og fred - det kan kun du selv afgøre.
Men jeg vil meget gerne dele nogle tanker med dig.
Jeg har været præst i Folkekirken i masser af år, og jeg har også altid arbejdet tværkirkeligt - altså med andre kristne kirker - og nogen gange siger vi lidt for sjov, at det er de troende kristne, der kommer i frikirkerne, og de ikke-kirkelige kristne, der dukker op i Folkekirken...
Og det er for mig en stor udfordring og en stor glæde.
I søndags fx havde jeg to dåb i min kirke - masser af mennesker, både familie selvfølgelig og mange unge venner til dåbsforældrene, og det vil sige en masse mennesker, der ikke ellers har noget med kirken at gøre.
Den store glæde for mig er, at vi stadig - som det gamle kristne land - har den kulturelle vane med, at store begivenheder fejres i kirken.
Den store udfordring for mig er, at netop dén dag, for netop de mennesker er der en unik mulighed for at pege på, at Gud er der for dem, der sidder i kirken. Netop dén ene dag, er det vigtigt at fortælle, at det ikke begynder med vores tro på Gud, men på at Han tror på os, kunne man sige. Vigtigt at formidle, at Gud ser os som sine elskede børn, og at Han lytter til os, , bærer med på svære ting i livet, og at Han ønsker at velsigne os ikke bare ved dåb, konfirmation, bryllupper, begravelser - men hver dag!
Jeg tænker på samme måde med begravelser fx . Kirken tilbyder en god, kulturel ramme for afsked - men for mig som præst er det igen en unik mulighed for at pege på den Gud, hvis lys skinner i mørket, og hvis liv er stærkere end døden.
Hvert efterår kommer der også masser af konfirmander til vores kirker. Det er en gammel tradition, sådan lidt ungdomsfest-agtig, men faktisk kommer konfirmanderne med en stor nysgerrighed over for, hvad tro er. Igen er der for mig en stor glæde og en stor udfordring i arbejdet med konfirmander.
Jeg har gennem årene set nogle af konfirmanderne opdage, at troen på Gud kan blive en del af deres liv, og nogle fortsætter i vores teenklub efter konfirmationen.
Andre er tilfredse og glade og bliver konfirmeret og har ellers ikke noget med kirken at gøre. Men de bliver alle velsignet i Guds navn.
Så jeg tror, kære Camilla, at min holdning som præst er, at når folk træder ind i kirken, til dåb, konfirmation, bryllup, begravelse, gudstjeneste - så er det en stor glæde - og netop dén dag og netop dé mennesker er ufattelig vigtige. Og samtidig er det en stor udfordring og ufattelig vigtigt at formidle evangeliet - lige her og nu! til dem!! - om Guds trofasthed og kærlighed og fred og velsignelse.
Mit udgangspunkt som præst vil ikke være at spørge mennesker, hvorfor de er der, og hvor meget troen betyder eller ikke-betyder for dem. Jeg tænker mere, at det er dejligt, at folk er kommet, og at vi træder ind i en kirke, hvor Gud velsigner.
Camilla - nu ved du lidt om mine tanker som præst, både når de kirkelige kristne er til gudstjeneste, og også når ikke-kirkelige folkekirkemedlemmer... eller agnostikere... eller ateister træder ind i kirken, ind i Guds hus: de er velkomne!
Folkekirken har jo officielt oftest to kasketter på - den registrerende borgerlige myndighed til at vie (eller navngive eller begrave) folk - og så alt det med Guds velsignelse.
Og afgørelsen om du vil have det sidste med, kan selvfølgelig kun træffes af dig. Men du vil være velkommen. Gud velsigner ikke på grund af vores tro, men fordi Han velsigner.
Gode hilsener og God bless...
Signe Voldby, præst
Svaret af:
Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
