[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
Samme Gud, men forskellig tilgang?
Til Præsten!
Gennem mit job (psykiater) møder jeg ofte muslimer, der er i psykisk krise, og som forsøger at bruge deres tro til at komme igennem krisen, men jeg ser, at de ofte føler sig fordømt og bliver bange. Jeg er selv kristen, men er bevidst om, at jeg sidder overfor meget sårbare mennesker, så jeg prøver at hjælpe dem til at finde kærligheden i deres tro, - og er bevidst om ikke at ødelægge noget for dem, eller pådutte dem min tro.
Men jeg oplever jo, at deres tro ikke indeholder den samme ubetingede kærlighed, tilgivelse eller håb, og jeg tænker, at det kan ikke være den samme Gud, som jeg tror på.
Jeg føler ofte et dilemma, og tænker på, om det er forkert af mig ikke at fortælle om Kristus og Hans kærlighed, for jeg ved jo inders inde, at de vil kunne finde den sande kærlighed og fred i Kristus, men ser i stedet på, at de er fanget i en slags muslimsk lovtrældom.
Jeg fortæller sommetider, hvis det falder naturligt, hvad jeg tror på, men oplever så ofte, at de vil overbevise mig om, at deres tro er den rigtige - ikke min.
Min spørgsmål er: Kan man med sandhed sige, at muslimer og kristne har den samme Gud, men vidt forskellige måder at nå frem på? Eller er det at svigte Jesu ord " Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem ...", når vi ikke forsøger at "gøre dem til Jesu disciple"?
Else
Svar:
Kære Else,
Hvor er det dejligt at også muslimer søger hjælp i sundhedsvæsenet for at komme over psykiske kriser. Og det er da kun godt, at troen bliver en ressource. For ja, selv om islam i store træk er en lovreligion - eller en livsvej, som de selv vil udtrykke det - er der masser af stof at trække på.
For det første: Der er kun én Gud. Det er os mennesker, der giver ham forskellige navne og træk. Derfor er der forskellige forestillinger om Gud.
Og nogle kan sandt nok være, at han er en streng og krævende Gud. Men her er muslimer ikke de eneste. Også i kristne kredse trives denne forestilling.
For det andet: selv om vi som kristne tror, at Guds ypperste åbenbaring er i Kristus og Det Nye Testamente, kan vi ikke udelukke at Gud også åbenbarer sig i andre religioner og skrifter. Således brugte Paulus citater fra grækernes digtere, da han skulle forklare evangeliet for dem.
Og I Koranen og Islam er der mange ord til trøst: Hvert kapitel begynder med at Gud er
tilgivende og barmhjertig, og det skinner altid igennem, at han ved bedst og at han får ret til sidst. Vi mennesker behøver altså ikke altid at kæmpe vores egen kamp og føre vores egen sag. Jeg ved at det til stor trøst for mine muslimske venner, som er ofre for krigen i Syrien, at Gud til sidst vil lade retfærdigheden ske fyldest.
For det tredje: Når du deler din tro, skal du ikke dele den som en religion, dvs. et sæt lærebygninger og en lang historisk tradition. Del dit personlige forhold til Jesus med dem. Ham har de meget respekt for. Han kaldes i
Koranen for Messias, Guds ord og Guds ånd, og hans liv, død og opstandelse velsignes. Det er ifølge Koranen Jesus, der ved tidernes ende skal dømme jorden.
Til sidst: Du og jeg har lov at dele vores tro på lige fod med alle andre og i øvrigt på lige fod med al den reklame og massive meningspåvirkning, vi udsættes for gennem medierne hver dag. Så det er der ikke noget odiøst i.
Men vi skal holde os til reglerne på de steder, hvor vi studerer og arbejder, og så ellers gå frem med stor visdom og empati. Det er jeg sikker på at du gør, da du jo stiller spørgsmålet for at kunne gå frem på bedste
måde.
Gud velsigne dig!
PS: Hvis du vil studere og sammenligne de religiøse skrifter - fra jødedom og hinduisme til kristendom og islam - kan min bog Kristus i verdensreligionerne sikkert inspirere. Læs mere ved at scrolle lidt ned på siden her: www.cbooks.dk.
Venlig hilsen,
Svend Løbner
Svaret af:
Svend Løbner Madsen, journalist, redaktør og mentor
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
