DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Far står ikke på dåbsattest

Hej Netkirken

Jeg er født på Grønland og har en dansk far. Han står ikke på min dåbsattest, der står jeg er født uden for ægteskab.

Er det på nogen måde muligt at få ham på min dåbsattest? Og har det nogen betydning? Jeg er over 18 år, og han har indtil jeg var 18 betalt børnepenge.

Hilsen Hanne

Svar:

Kære spørger,
Tak for din mail om din manglende far, som alligevel er der...
Det, der er tricky, er, som jeg forstår dig, at hverken du eller din mor eller din far i tvivl om, at han er din far, og han har trofast betalt børnepenge til dig.
Alt det kan være fuldstændig rigtigt, men hvis ikke faderskabet formelt er anerkendt, så er der ikke noget juridisk forpligtende mellem dig og din far, og det har absolut betydning fx i forbindelse med arv.
Der er derfor et par muligheder.
Den første er, at din dåbsattest måske er udskrevet i Grønland, inden din fars faderskabssag var faldet på plads. Når han har betalt børnepenge til dig i 18 år, tyder det på, at han formelt har anerkendt at være din far.
Du kan jo fx starte med at spørge din far om dét!
Du kan også anmode om en attest fra det sogn i Grønland, hvor du er fødsels/dåbsregistreret - det kan være, at alt står korrekt dér - med begge dine forældre. Det koster dog 150 kr at få fat i en sådan grønlandsk attest.
Du kan også gå ind på det lokale kirkekontor her i Danmark og bede dem tjekke dine oplysninger fra Grønland - de kan nemlig fra kirkekontoret se, hvad der står i registreringen om din fødsel/dåb/forældre - men de kan ikke udlevere dig en attest, da navngivning/dåb netop er foretaget i Grønland. Men så får du at vide, om din far er registreret.
Hvis din far IKKE er registreret som din far, så har du, når du er over 18 år, ret til at starte en faderskabssag gennem det, der hedder Familieretshuset. Der vil, når du har startet sagen, blive sendt mail ud til din far, om han vil anerkende faderskabet.
Hvis han siger "ja", så er det fint, hvis han siger "nej", så skal det sandsynligvis afgøres ved dom.
Så, kære spørger, jeg ønsker for dig, at det går godt og nemt altsammen - og jeg vil også ønske dig al Guds velsignelse...
Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk