DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Kan man have to gudmødre?

Hej.

Vi er i den dejlige situation at vi venter os en lille til februar. Det er vores første, så der er selvfølgelig en masse ting, vi lige skal finde rundt i.
Vi taler allerede om nu, hvem der skal være gudmor/gudfar.
Men vi er simpelthen kommet frem til at vi ønsker to gudmødre (min søster og mandens kusine). Og altså ingen gudfar.
Er dette muligt eller skal vi vælge en mand og en kvinde?

Svar:

Kære Katja,
Til lykke med at I venter jer - og hvor er det dejligt, at jeres lille barn skal døbes!
Nu skal du høre:
Fra gammel tid har man ofte brugt betegnelsen "gudmor" eller "gudfar" om den person, der bærer barnet til dåben, og i vore dage indskriver vi den, der bærer, sammen med dem, der er faddere. Og det er helt uden betydning om det er kvinder eller mænd.
Derfor er begge de to, som I har tænkt på - nemlig din søster og din mands kusine - de er begge det, vi kalder "faddere" - og hvis I ønsker at en af dem skal bære jeres barn til dåben, så vil man nok lige indføre det i kirkebogen. Det kan også være en af jer, der bærer barnet, eller en helt tredje - og det vil man så også lige notere i kirkebogen.
Facts om faddere:
Der skal være mindst to højst fem.
Faddere skal være døbt med en kristen dåb og være over konfirmationsalderen.
De må meget naturligt heller ikke have tilsluttet sig et ikke-kristent trossamfund.
Så hermed: Al Guds velsignelse til jer - både med graviditet og fødsel og dåb!
Venligst,
Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk