[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
sammenligning syndefaldsmyten i kristendom og islam.
hej vi har et spørgmål ang sammenligningen syndefaldsmyten i kristendom og islam.
vi forstår godt syndefaldsmyten i kristendommen, men i islam er det svært at vide hvad de mener og hvad der er sammenhængen er mellem de to religoner udover at at opdager de nøgne efter vi har spist af træet. men hvad er konsekvensen i islam? ( Koranen – Sura 20, 113-135 )
Svar:
Jeg tager udgangspunkt i ©Aminah Tønnsen, besvarelse april 2000 på islamstudie.dk
For at forklare, om Koranen omtaler et syndefald, er
det nødvendigt at tage udgangspunkt i skabelsesberetningen:
Vi sagde. “Oh Adam! Dvæl med din hustru i Haven og spis af dens frugter som I lyster; men nærm jer ikke dette træ, for da vil I høre til de uretfærdige (zalimun).” Satan fik dem (begge) til at fejle (egl. snuble) og bragte dem (derved) ud af den (paradisiske) tilstand, de (indtil da) havde befundet sig i. Vi sagde: “Gå ud af Haven! I (mennesker) og Satan skal fremover være hinandens fjender. Jorden skal være jeres bolig for en tid, og dér vil I finde underhold.”
Herren lærte Adam at angre (tawba, egl. vende om), for Herren går de angrende i møde. Han er kærligt overbærende og allerbarmhjertigst. Vi sagde: “Gå alle ud herfra. Og når Min vejledning kommer til jer, behøver de, der følger den, hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen). De, der afviser troen (kafirun) og Vore tegn som løgn, vil være Ildens beboere, dér vil de dvæle. (2:35-39)
Ved list og svig forårsagede han (dvs. Satan) deres fald. Da de smagte af træet, blev de deres skam var, og de dækkede deres legemer med Havens blade. Herren sagde til dem: “Forbød Jeg jer ikke dette træ og fortalte jer, at Satan var jeres svorne fjende?” De sagde: “Herre! Vi har skadet os selv. Hvis Du ikke tilgiver os og forbarmer Dig over os, vil vi visselig være fortabte!” (7:22-23)
Her vises forskellen tydelig mellem jødedommen, islam og kristendommen.
I kristendommen er det Jesus der opfylder og betaler for konsekvenserne af svigtet.
Se denne side: http://islamstudie.dk/?page_id=78
Litteratur:
Islamic Awareness: Adam – the original sin
Islam Religion: The original sin
Steen Skovsgaard skriver:
Det kristne syn på synden er, at den er et grundvilkår, en selvcentrerethed, hvor mennesket lytter til og retter sig efter sit eget grådige begær. Mennesket står i en så nær relation til Gud, at det, når det synder, ikke alene gør sig skyldig i ulydighed mod loven og mod andre og sig selv, men først og sidst gør det sig skyldig overfor Gud: ”Mod dig alene har jeg syndet” (Sl 51,6). Når Jesus græder over Jerusalem, fordi byen ikke vil tage imod ham (Luk 19,41), kan det tolkes på tilsvarende vis. Jerusalems afvisning sårer ham/Gud. Omvendt gælder, at når et menneske handler godt og rigtigt eller omvender sig, er det Gud, der bliver handlet godt imod (Matt 25), ligesom der bliver glæde i himlen, når en synder omvender sig (Luk 15,7).
For islam gælder det, at når mennesket begår synd, synder det primært mod andre mennesker og sig selv, og ikke imod Gud. Gud er stor og ophøjet og er i sig selv upåvirket af menneskers synd. Det fremgår af følgende suraer: ”Det var ikke Os, de handlede uret imod, men sig selv” (sura 2:57) og ”Den, der overtræder Guds bud, handler uret mod sig selv” (sura 65:1). Mennesket kan være ulydigt imod Guds lov og dermed fortjene hans straf; men Gud selv kan ikke krænkes af mennesket, ved at man krænker hans lov. Det kan sammenlignes med forholdet mellem en verdslig lovgiver, f.eks. folketinget, og dets forhold til en enkelt lovovertræder. Folketinget vil som sådan aldrig blive personligt krænket over en lovovertrædelse. Der vil være bestemt en straf for lovovertrædelsen, så retfærdigheden kan ske fyldest; men folketinget som institution vil være uberørt. Således forholder det sig også med Gud i islam, selvom der også her er nuancer.
Det kristne menneskesyn definerer på én gang menneskets storhed og dets dybe elendighed. Synden er en del af menneskets natur. I Mark 7,21-23 siger Jesus: ”For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.” Det syndige er ikke bare menneskets handlinger eller intentioner, synden findes i menneskets indre, i hjertet. Synd er en indre brist, hvorfor det heller ikke nytter at anstrenge sig eller kæmpe for at blive bedre eller befriet fra synden. Det gør blot situationen værre. Dette er konsekvensen af, at alle mennesker er undfanget og født ind i en falden verden (Sl 51,7). Der er brug for en hjertetransplantation. Gud må skabe et rent hjerte i én (Sl 51,12), for kun derved kan gerningerne blive gode. Som Luther formulerer det med en prægnant formulering: ”En god mand gør gode gerninger. Det er ikke gerninger, der gør en mand god”. Og den gode mand er vel at mærke kun god, fordi Gud ved Helligånden virker i ham. Fuldkommengørelse kan kun ske ved en guddommelig indgriben. Synden kan ikke forbedres bort. Den kan kun dø bort. Det betyder, at et menneskes gerning og kærlighed ikke i sig selv eller ved egen styrke eller anstrengelse vil kunne være fuldkommen eller rosværdig på dommens dag. På en paradoksal måde kan man tale om, at det skarpe fokus på synden er med til at sætte gerningerne i et nyt lys. De gerninger, som er værdifulde i Guds øjne, er nemlig ikke menneskets egne, men troens frugter, som Gud alene har æren for, og som intet menneske kan udføre gennem anstrengelser eller særlig ”fromhed”.
Håber at svarene kan bruges og giver mening til din opgave.
Venlig hilsen
Alex Wallin
Svaret af:
Alex Wallin, Redaktør og webmaster
Netkirken
[ Stil et spørgsmål ]
|