[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
Korsets tegn i folkekirken?
Katolikkerne har det ritual, at de gør korsets tegn, når de træder ind i kirken. Må man det i folkekirken, og hvordan og nærmere hvor bør det i givet fald så foregå?
Når jeg spørger, er det, fordi jeg synes, at det er en fin og respektfuld hilsen, og at det i øvrigt understreger skiftet fra det verdslige til det hellige rum...
Claus
Svar:
Kære spørger.
Jo, man må meget gerne slå korsets tegn for sig - også i Folkekirken. Præsterne bruger korsets tegn både ved dåb, altergang og ved velsignelsen. Det gør vi for at vedkende os, at det vi er samlet om i kirken bygger på, at Jesus har givet sig selv på korset for os.
I kirken er der ofte nogle, der slår korsets tegn for sig ved altergangen og når præsten lyser velsignelsen.
Vi er måske ikke så vant til at bruge korsets tegn i det daglige, - men jeg gør det selv. Både som taknemmelig hilsen, - og som et tegn på, at jeg stiller mig ind under Jesu beskyttelse.
Jeg kan huske, at håndboldspilleren Anja Andersen engang i en håndboldfinale slog korsets tegn for sig, før hun skulle skyde straffekast. Hun brændte ganske vist, - men "vi" vandt i omkampen. Det at stille sig under korsets tegn betyder ikke, at alting så bare går godt, - men det betyder, at vi kke skal være alene - heller ikke i besværligheder.
Med venlig hilsen
Ivan L. Jakobsen
Svaret af:
Ivan L. Jakobsen, Tidligere sognepræst
Netkirken
[ Stil et spørgsmål ]
|