DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Borgerlig viet

Mig og min mand er blevet gift på rådhuset, men er på nuværende tidspunkt i gang med at planlægge en større bryllupsfest og har derfor også overvejet at få en kirkelig velsignelse. Jeg har været inde på nogle sider der beskrev både den kirkelige vielse og den kirkelige velsignelse og det lader til at forskellen er at man ikke siger ja til hinanden, når man får velsignelsen (vel fordi man allerede er gift). Mit spørgsmål går så på om man kan få en ceremoni, som minder mere om vielsen (altså hvor man også siger ja til hinanden) selvom man allerede er gift? Det ville nemlig betyde meget for mig også at få lov til at sige ja til min mand i kirken

Mette

Svar:

Kære spørgere.
Jeg er da glad for at kunne oplyse, at I også ved en "kirkelig velsignelse" får lov at sige ja til hinanden.
Ganske vist skal I ikke sige ja til at ville "have hinanden som ægtemand/ægtehustru", - for det har I jo sagt ja til på rådhuset.
Det bliver også nævnt i præstens tiltale til Jer: Først nævnes navn på mand og hustru - og så lyder det: I er allerede rette ægtefolk og er i dag kommet ind i Guds hus for at få Guds velsignelse over Jeres ægteskab.
Og så lyder det: "Så spørger jeg dig NN (ægtemandens navn). Vil du elske og ære NN (hustruens navn)og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke Jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller Jer ad". - og så spørges hustruen med samme spørgsmål.

Så er det nok lidt forskelligt, hvordan præsten fortsætter, - men da de fleste gerne vil have det så tæt på et bryllup som muligt, - så har jeg valgt at lade parret give hinanden hånd på det, - og så sagt: "Da I tidligere har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab, - og i dag har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg Jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker."

Og så fortsætter jeg med at lade parret udveksle ringe, - hvis de ønsker det, - og så følger bønnen om Guds velsignelse, - hvor jeg blot siger "dette ægtepar" i stedet for "brudgom og brud", - i respekt overfor den kendsgerning, at mand og hustru jo altså er gift, allerede før de kommer ind i kirken.


--- Så altså .Der burde ikke være noget i vejen for, at I også i kirken kan sige ja til hinanden ved Jeres velsignelse, - men husk også, - at I jo skal sige ja til hinanden mange gange - hver dag - hele livet.

Til lykke med det, - og må Gud velsigne Jer.

Med venlig hilsen

Ivan L. Jakobsen



Svaret af:
 
Ivan L. Jakobsen

Ivan L. Jakobsen, Tidligere sognepræst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk