[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
Valg af gudmor
Jeg har kigget jeres spørgsmål igennem og jeg synes ikke jeg kan finde noget svar på den problemstilling jeg er løbet ind i.
Min mand og jeg skal have vores 3. barn døbt, og står nu overfor at skulle vælge gudmor. vores 2 først børn er blevet båret ved dåben af hhv. min mor og far. Min mands familie er ikke troende og har ikke lyst til at skulle bære ved en barnedåb. Jeg har talt med min mor omkring det, og eftersom min gamle bedstemor kommer til dåben fra Kbh., lagde hun ligesom op til, mellem linierne, at det ville gøre hende meget stolt hvis hun blev gudmor, idet hun også var min gudmor.
Min moralske opfattelse af hvem der skal være gudmor er, at det skal være èn der vil have betydning for barnet i dets liv. (Jeg kender godt den reelle betydning af det at være gudmor/fadder)
Det med betydningen i barnets liv er ikke realistisk mht. min bedste, da de bor i Kbh. og vi i Nordjylland, og kun ser mine bedsteforældre ca. 2-3 gange om året. Jeg har inderligt lyst til at spørge min søster, som altid vil være en vigtig person i barnets liv, jeg er bare bekymret for at skuffe min mor......Hvad skal jeg gøre?
Svar:
Hej Spørger,
Tak for dit spørgsmål med dine mange tanker...
Og til lykke med jeres 3. barn!
Jeg kan sagtens mærke, at du kender den kirkelige betydning af at være gudmor/fadder, og jeg forstår vældig godt, at I ikke beder den ikke-troende del af familien om at bære jeres barn.
Jeg har tænkt lidt over dit spørgsmål - særligt fordi du har tænkt det godt igennem fra flere vinkler, og "kender reglerne" - derfor vil jeg bare give dig nogle personlige ideer eller råd -fra mig som præst til dig som mor!
For det første KAN man jo godt bruge den samme gudmor/gudfar flere gange. I har jo været ganske tilfredse med, at dine forældre har båret de to store, så en af dem kunne sagtens bære igen.
Men sådan som jeg forstår dit brev, så vil I rigtig gerne have, at jeres børn har hver sin gudmor/gudfar - og det er sikket derfor, at I nu pludselig står med to muligheder - din mormor og din søster...
Og når jeg læser det, du skriver, kan jeg mærke, at du nok helst vil have din søster til at bære, men er bange for at skuffe din mormor, mon ikke det er sådan?
Så hvis du er i tvivl, kan jeg - udefra! - sagtens se, at der kunne være noget sjovt ved, at din mormor bærer barnet, fordi hun osse har båret dig!! Selvfølgelig vil hun ikke være så meget i jeres barns liv - hverken i hyppighed eller i antal år - til gengæld vil hendes kærlighed være der - og måske vil hun også bede for jeres børn, måske en aftenbøn med et stille Fadervor?
Hendes kærlighed vil dog nok også være der, selv om hun ikke bliver gudmor!!
Men hvis du IKKE er i tvivl og ganske klart kan mærke, at du helst vil have din søster til at bære - og alligevel ikke vil skuffe din mormor - så synes jeg, at du ved dåbssamtalen, når I aftaler, at din søster bærer, skal spørge præsten, om din mormor kan få lov til at tørre barnets hoved - på den måde viser du din mormor, at du rigtig gerne vil have hende med...
Jeg håber, du måske kan bruge disse tanker og forslag, og jeg vil ønske dig og din familie en velsignet dåbsfest.
Venligst,
Signe Voldby, præst
Svaret af:
Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken
[ Stil et spørgsmål ]
|