[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]
Begravelse i DK som udlandsdansker
Det er måske et lidt underligt spørgsmål at stille som kun 42-årig, men på det seneste er jeg begyndt at tænke på døden og bekymre mig om, hvad der så skal ske med mig. Ikke fordi jeg er syg eller bange for at dø, men begge mine forældre døde meget unge og så er jeg udlandsdansker og dermed ikke medlem af folkekirken ... kan jeg blive begravet fra en dansk kirke, på en dansk kirkegård og med en præst tilstede?
Der står flere steder, at man ikke har krav på det, når man ikke er medlem af folkekirken, men jeg har jo aldrig meldt mig ud ... jeg bor bare ikke længere i DK. Jeg er både døbt, konfirmeret og viet i en dansk kirke og begge mine børn er også døbt ... kan en præst sige nej til mit ønske?
Et andet spørgsmål er, at jeg insisterer på begravelse og min mand på bisættelse ... kan vi "begraves" ved siden af hinanden?
Svar:
Kære Spørger.
Jeg synes bestemt ikke, at det er et underligt spørgsmål. Jeg synes tværtimod, at det vidner om rettidig omhu og omtanke.
Jeg kopierer først et lille afsnit fra Kirkeministeriets hjemmeside:
http://www.km.dk/borgerportal/medlem/medlemudland.html:
Et medlem af folkekirken, der flytter til udlandet, bevarer sit medlemskab af folkekirken, medmindre han eller hun selv melder sig ud.
Et medlem af folkekirken, som bor i udlandet, har ret til kirkelig betjening af præsten (eller præsterne) i det sogn, hvor han eller hun sidst har boet i Danmark. Medlemmer, der bor i udlandet, kan desuden, ligesom andre medlemmer af folkekirken, have ret til kirkelig betjening i en kirke i et andet sogn, hvis de har en særlig tilknytning til den kirke.
Ud fra dette citat fra Kirkeministeriets Hjemmeside har du altså ret til kirkelig betjening, - og dette må for mig at se også gælde begravelse/bisættelse.
Jeg vil råde dig til at tage kontakt til Kirkekontoret det sidste sted, du har boet i
Danmark. Der vil du også kunne få svar på spørgsmålet med hensyn til fælles gravsted for både en bisættelse og en begravelse.
Jeg vil tillade mig at gøre opmærksom på, - at da du jo (formentlig) ikke betaler kirkeskat her i landet, - så bliver der sandsynligvis tale om en vis form for "bruger-betaling" omkring begravelse/bisættelse. Det vil du også kunne få mere at vide om på det lokale Kirkekontor/Kirkegård.
Jeg håber, at dette kan hjælpe dig videre.
Med ønsket om Guds fred og velsignelse og alt godt
Ivan L. Jakobsen
Svaret af:
Ivan L. Jakobsen, Tidligere sognepræst
Netkirken
[ Stil et spørgsmål ]
|