DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Bor i udlandet - giftes i Danmark

Til Netkirken,

Vi bor i udlandet men planlægger at blive gift i Danmark næste år. Vi vil gerne have en kirkelig vielse og har i den forbindelse flg spørgsmål:
- er det muligt at få en kirkelig vielse, når vi ikke er bosiddende i Danmark?
- er det muligt at få en kirkelig vielse udenfor kirken - eg det sted, hvor vi skal have reception mvh.

Jeg ser frem til at høre fra Jer og takker på forhånd for hjælpen.

Mvh

Lone

Lone

Svar:

Hej I to, der skal giftes,
Tak for spørgsmål - jeg har egentlig studieorlov dette efterår, men midt mellem 1 måned i USA og 1 måned i Nigeria er jeg blevet gjort opmærksom på jeres brev!
Først vil jeg sige JA - det er absolut muligt at få en kirkelig vielse i Danmark, men naturligvis skal visse formalia være på plads.
I Folkekirken er der den regel, at mindst en af parterne skal være medlem af Folkekirken (eller af en anden nordisk luthersk kirke).
En anden regel er, at der skal foreligge en prøvelsesattest fra den borgerlige myndighed , og den må højst være 4 måneder gammel.
Hvis I stadig er danske statsborgere, så kan I henvende på jeres "gamle" kommunes vielseskontor for at få de relevante papirer - hvis I fx bor i Tyskland, så er det jo skik, at man bliver borgerlig viet først og herefter velsignet i kirken - sådan kunne I også vælge at gøre det.
Vigtigt er naturligvis , at I har alle jeres personlige papirer parat - dåbs/navneattest, fx skilsmissepapirer osv.
Man KAN skifte efternavn ved et bryllup - men man BEHØVER ikke.
Det er en god idé at lave en aftale med en kirke og en præst snarest, da disse formelle ting og jeres lidt anderledes situation med bopæl lige skal på plads.
Hvis I vælger en kirke i Danmark, som I har tilknytning til, så vil I sikkert blive budt velkommen.
Hvis I vælger en populær eller bare meget smuk kirke, uden I har nogen form for tilknytning, så KAN det være, at I møder et afslag - det har præst og kirke ret til.
Men mon ikke de fleste vil møde jer med åbne arme?
Hvad angår anden del af spørgsmålet - om kirkelig vielse uden for kirken - ville jeg vel nok ønske, at jeg kunne sige ja - det er jo det, man gør i USA og mange andre lande - et skønt sted i naturen og Guds velsignelse - men der er i Folkekirken det krav, at biskoppen skal sige JA, hvis vielser foregår uden for kirken - og landets biskopper siger alle NEJ... Ærgerligt, ikke? Jeg glæder mig , til det bliver tilladt - og det bliver det HELT sikkert inden for nogle år - men altså ikke nu...
Om I kan finde en præst, der gør det alligevel - dét ved jeg ikke, jeg vil bare fortælle jer de faktuelle forhold.
Så - held og lykke med det hele - der er andre små praktiske ting, som at I skal have to vidner til vielsen, snakke med præsten, finde salmer fx - men det finder I ud af, når først I har dato, kirke, præst, prøvelsesattest osv...
Varme hilsener, al Guds velsignelse og godt bryllup,
Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk