DAGENS ORD: ”Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Mattæus 4:4

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Irakisk familie lever i uvishedens land

2008 apr 1

 
 Irakisk familie lever på ottende år

i uvishedens land

Tekst og foto: Bent Dahl Jensen
 

Det irakiske ægtepar Zina Rassam og Salam Ghazi og deres 10-årige datter Meena har været på flugt siden november 2000. Siden har de levet i uvishedens og usikkerhedens land - først i Jordan, og nu i Danmark.
De flygtede fra Irak, fordi de blev udsat for pengeafpresning af folk fra Saddam Husseins styre. Mændene havde optaget et bånd, hvor Salam udtalte sig kritisk om Hussein, og mændene truede med at dræbe Salam, hvis de ikke fik 3.000 dollar. Det lykkedes familien at skaffe pengene, men afpresserne kom igen. Anden gang forlangte de 2.000 dollar. Afpresningen fortsatte, og Salam og Zina fandt ingen anden udvej end at forlade Irak.


Første stop var Jordan, hvor Zina og Meena blev, mens Salam en uge senere rejste videre til Danmark i håb om at få asyl. Dengang fik næsten alle irakiske flygtninge, der kom til Danmark, opholdstilladelse. Men Salam fik afslag i Udlændingestyrelsen (nu Udlændingeservice) i 2002, og afslaget blev stadfæstet af Flygtningenævnet i 2004. Han blev i Danmark, da han ikke turde vende tilbage til Irak.
Zina og Meena opholdt sig fortsat illegalt i J

ordan. Det blev de ved med indtil sommeren 2005, hvor de jordanske myndigheder sendte dem tilbage til Irak. Zina og Meena kom til Bagdad, hvor de boede to en halv måned i en lejet lejlighed, men i september 2005 flygtede de atter fra Irak.


En dag kom to langskæggede mænd til deres bopæl. Zina talte ikke selv med dem, men fra sin lejlighed så hun, at de to fortalte udlejeren, at de ønskede at få fat på hende og hendes datter, og at de ville blive dræbt, hvis de ikke forlod Irak. Hun blev også beskyldt for at missionere, fordi hun underviste børn i kristendom. Bagefter talte hun med præsterne i sin kirke og med sin familie i USA, og familien rådede hende til hurtigst muligt at forlade Irak. De sendte hende penge, så hun kunne betale en menneskesmugler for at komme til Danmark. Det kostede godt 10.000 dollar. Den 2. september 2005 begyndte flugten og via Syrien og Tyrkiet kom de den 11. september 2005 til Danmark, hvor hun blev genforenet med sin mand. Det var første gang i fem år, Meena så sin far, og hun kunne ikke kende ham, da de mødtes igen.


Zina og Salam kan på tv og internettet dagligt følge med i, hvordan situationen i Irak udvikler sig dag for dag. Nogle dage til det bedre, andre dage til det værre. En dag kunne de se billeder fra bombeangreb mod bygninger, der ligger tæt på deres bopæl i Bagdad. Andre dage har de hørt om drab og kidnapninger af mennesker, de kendte personligt.
 
 
For omkring to år siden tegnede Meena, der dengang var otte år, disse to tegninger. Den ene viser, hvordan hun oplevede sit liv i asylcentret i Sandholm, og den anden, hvad hun drømte om.
 

"Det er som et fængsel"
Zina Rassam, der er uddannet kemiingeniør, fik i sommeren 2006 afslag på asyl i Danmark - først i Udlændingeservice og nogle måneder senere i Flygtningenævnet. Det er de to instanser, der behandler asylansøgninger, og Flygtningenævnets afgørelser kan ikke ankes til domstolene.


Men på grund af den sekteriske vold, trusler mod kristne i visse områder og den manglende sikkerhed i Irak tør de ikke rejse tilbage til deres hjemland. Derfor har familien i de seneste år boet i asylcentret i Sandholm - Salam siden sommeren 2004 og Zina og Meena siden september 2005.


I begyndelsen boede de i en lejlighed med to værelser, men efter at der blev rejst kritik af forholdene for især børnene i asylcentrene, har de nu fået mere plads. De har nu også mulighed for selv at lave mad. Det er en følge af, at myndigheder i sommeren 2007 ophævede en af de "motivationsfremmende foranstaltninger", der var indført for at få afviste asylansøgere til frivilligt at forlade Danmark. Dengang fik de ikke kostpenge, men kunne spise tre gange i asylcentrets cafeteria.


Disse forbedringer har dog ikke ændret ved den grundlæggende usikkerhed, de oplever i forhold til fremtiden. Det fortalte Zina om, da hun i august 2007 deltog i et debatmøde i Politikens Hus. Her sagde hun blandt andet, at det var et chok at komme til Sandholm:
"Der er hegn omkring lejren og megen kontrol. Det er som et fængsel.
Dagligdagen er kedelig. Morgen er som aften, og aften som morgen. Vi kender ikke vores fremtid. … Vi har intet liv, og vi glemmer det, vi har lært og arbejdet med. På den måde glemmer vi også vores fortid, så vi står uden fortid og uden fremtid.
De fleste, der bor i lejren, har fysiske sygdomme, men jeg tror, den egentlige årsag er usikkerheden over for fremtiden.
Jeg takker Gud for, at vi er levende, og jeg tror, at vi har det en million gange bedre end dem, der er i Irak - efter det vi ser på tv med kidnapninger og drab. Og det giver tålmodighed, når vi tænker på vores egen situation," sagde Zina Rassam.


Zina Rassam deltog i august 2007 i et debatmøde i Politikens Hus,
hvor hun fortalte om familiens situation.
 

Knap 400 afviste irakiske asylansøgere
Zina, Salam og Meena er tre af de 390 afviste irakiske asylansøgere, der i begyndelsen af februar 2008 stod opført i Rigspolitiets udsendelsesregister - officielt hedder det Udlændingeregistret over personer i aktuel udsendelsesposition. Antallet er faldet i løbet af de seneste måneder. For et par år siden var der næsten 600 afviste irakiske asylansøgere i de danske asylcentre.

Faldet skyldes blandt andet, at nogle af dem har fået asyl, efter at det lykkedes dem at få deres sager genoptaget i Flygtningenævnet. Få er frivilligt rejst tilbage til Irak. Enkelte er blevet familiesammenført med familie, der opholder sig i andre lande. Endelig er et stort antal af de afviste irakere formentlig rejst til andre lande, fordi de efter flere års venten i Danmark håber, at det vil være lettere at få asyl i et andet land.

 

Danmark følger ikke henstilling fra UNHCR
En af grundene til, at afviste irakiske asylansøgere prøver lykken i andre lande, er, at Danmark er et af de EU-lande, hvor det er sværest for irakere at få asyl. Samtidig forsøger Danmark meget aktivt at få mulighed for tvangsmæssigt at sende afviste irakiske asylansøgere tilbage til Irak.


Det sker på trods af, at FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) flere gange siden begyndelsen af 2007 har henstillet til, at irakiske flygtninge fra det centrale og sydlige Irak ikke tvangsmæssigt sendes tilbage til Irak på grund af den manglende sikkerhed i landet. Ligeledes henstiller man til at være meget forsigtig med tvangsmæssige tilbagesendelser til det kurdiske selvstyreområde i Nordirak. UNHCR henstiller, at EU-landene sikrer irakiske flygtninge beskyttelse - også selv om de pågældende ikke opfylder kravene for at få asyl i landene.

Den danske regering har valgt ikke at følge disse henstillinger. Tværtimod har regeringen efter valget indgået en aftale med Dansk Folkeparti, hvor den forpligter sig til at intensivere bestræbelserne for at få en tilbagesendelsesaftale med de irakiske myndigheder.


Salam Ghazi (forrest th.) deltog sammen med Zina og Meena, da præsterne i Hillerød den 5. januar 2008 arrangerede en vandring fra asylcentret i Sandholm til Hillerød Kirke, hvor der blev holdt forbønsgudstjeneste for de afviste irakiske asylansøgere.
 

Håber fortsat på asyl
En del af den monotone hverdag går for Salam og Zinas vedkommende med at se fjernsyn. De ser udsendelser og nyheder på forskellige arabiske tv-kanaler.

  • Ingen regner med, at det bliver bedre i Irak. Jo, måske om ti år. Det er især blevet vanskeligt for de kristne, siger Zina. Før flugten fra Irak i 2005 oplevede hun, hvordan ekstremistiske muslimer spredte sedler i kristne områder i Bagdad, hvor de opfordrede de kristne til at forlade Irak.
  • "I må rejse og tage til Vesten, ellers dræber vi jer. Det er vores land, ikke jeres", skriver de på sedlerne, selv om der har været kristne i landet i snart 2000 år, siger Zina. Hun kender blandt andet en ung præst, der er blevet dræbt i Bagdad. På internettet har hun også set billeder af ødelæggelserne efter et bombeangreb mod kirken, hvor hun og Salam blev gift i 1997. Og for få uger siden kunne hun læse om, at den kaldæiske ærkebiskop Paulos Faraj Rahho var blevet dræbt. Han var en af hendes fætre. Han blev kidnappet den 29. februar i Mosul i det nordlige Irak, og han blev fundet dræbt den 13. marts.

Derfor er det svært for Salam og Zina at se, hvad fremtiden bringer dem. De har forladt alt i Irak, og ingen af deres nærmeste familie er tilbage i landet. Salam har fire søskende, to brødre og to søstre, der bor i Aalborg, og resten af deres nærmeste familie bor enten i Syrien eller USA.
Lige nu håber de, at de får asyl, når Flygtningenævnet i foråret skal behandle deres sag igen. På baggrund af UNHCR's henstillinger søgte de i 2007 om at få deres sag genoptaget, og det har Flygtningenævnet sagt ja til.
Men selv om flere kristne har fået asyl efter en genoptagelse af deres sag, ved Zina og Salam, at en genoptagelse af sagen ikke er ensbetydende med en opholdstilladelse. Andre - både kristne og muslimer - har fået afslag, da de fik deres sager genoptaget for nylig.

 
 
 



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk