Jøder i Berlin

Jøder i Berlin.

Af Bjarne Nederby Jessen.

I Klaus Rifbjergs "Berlinerdage", dagbog fra 3 måneders ophold i Berlin i 1995, fortæller han, at hans skomager i Berlin er jøde og begynder så at reflektere over, hvorfor han siger, at han er jøde, det ville han ikke have gjort i Danmark. Men her får han det til at hænge sammen med Holocaust og overraskes over, at der stadig er jøder i Berlin. Men der er rent faktisk jøder i Berlin.

For nylig var min kone og jeg i Berlin sammen med 2 gode venner fra vores menighed og vi brugte en stor del af tiden på at søge jødiske spor og på at undersøge, hvordan det er med jøder i Berlin i dag.

I nærheden af den spændende Gedächtniskirche, der er lidt af et vartegn for Berlin finder man et jødisk fællesskabshus med en synagoge. Da vi ankom til huset var der 4 politibiler og mindst 8 bevæbnede betjente udenfor. Der passes godt på. Vi forsøgte at komme ind, men blev afvist. En ung jøde kom ud derfra og få skridt henne ad gaden tog han sin kippa af og puttede den i lommen. En anden jøde tog sin på umiddelbart før, han gik ind og vi spurgte os selv: "Tør man ikke gå med kippa i det offentlige rum? I Danmark hører vi, at mange jøder er bange for at bære kippa eller Davidsstjerne i det offentlige rum i dag. Gør det samme sig mon gældende her?

I Oranienburgerstrasse, samme dag, ville vi besøge Neue Synagoge, som er gammel og Centrum Judaicum. Her var afspærret og politibevogtet. Kom igen i morgen, lød beskeden. Vi fortsatte til Alter Jüdischer Friedhof (kirkegård) på Schönhauser Allé. Porten var låst. Af et skilt på stakittet fremgik det hvorfor. Det var jo Yom Kippur, forsoningsfesten, den største jødiske helligdag. Hvordan kunne vi have glemt det?

I Grosse Hamburgerstrasse så vi den jødiske skole udefra. Også den var politibevogtet.

Flere steder i dette område var der i fliserne nedlagt små firkantede messingplader med indskriften "Her boede" - efterfulgt af et jødisk navn og datoen for, hvornår vedkommende var blevet deporteret. Det gjorde et meget stærkt indtryk på os at være i dette jødiske kvarter, hvorfra mange jøder blev sendt i udryddelseslejre. Og det var her jeg kom til at tænke på Klaus Rifbjergs jødiske skomager fra hans "Berlinerdage".

Berlin har mange "gamle" bygninger, som reelt er genopbyggede og restaurerede bygninger. Byen har et præg af nyt og gammelt, skønt det gamle er bygget op efter krigen. Spændende.

Det var en stærk oplevelse at gå gennem synagogen og opleve noget af det jødiske Berlins historie. På en planche så vi, at der før krigen var 160.000 jøder i Berlin og ved krigens slutning knap 7.000. En kustode, som jeg talte med, fortalte, at der kun var 200-300 i Østberlin, men altså knap 7000 i hele Berlin. På spørgsmålet om, hvor mange der er i dag, sagde han: "Det er egentlig hemmeligt, men der er ca. 10.000 medlemmer af menigheden og så er der yderligere et par tusinde uden for menigheden. Da jeg omtalte de jøder, vi så i går, der ikke ville have kippaen på i det offentlige rum, mente han ikke, at det havde noget med antisemitisme at gøre og gav udtryk for, at kun de mere eller mindre ortodokse går med kippa hele tiden. Han erkendte dog, at der er antisemitisme i Berlin, men kun lidt, understregede han, der selv er russisk jøde.

Ikke langt fra Brandenburger Tor finder man Holocaust Denkmal for Europas henrettede jøder. På en 19.000 kvm. stor plads er der rejst 2.711 beton steler i forskellig højde i en slags labyrint, der åbner for flere tolkninger: "Der er ingen udvej!" og "Man ved ikke, hvad der venter om det næste hjørne, men det ser sort ud!" eller "Her slipper du aldrig ud fra!"

Langs det store område er der dukket en række souvenirbutikker og caféer op. Her kan man så sidde og nyde sin café-latte og sende jøderne en venlig tanke. Det tenderer det smagløse, men selve monumentet er meget tankevækkende. Mange tanker og følelser vælder frem ved dette monument, billeder og filmstrimler dukker op på nethinden. Vi fandt et hjørne i labyrinten, hvor vi foldede vore hænder og bad for det jødiske folk, i Tyskland, i Israel og udover verden.

Under monumentet ligger et informationscenter, som tager fat i nogle af de skæbner, jøder, romaer, handicappede og andre blev ofre for ved udryddelserne under 2. verdenskrig. 15 konkrete jødiske familier er omtalt og afbildet. I "navnerummet", læses navnene op på tysk og engelsk med en kort kommentar på de jøder, der døde under nazismen. Man har regnet ud, at det med den nuværende hastighed tager 6 år, 7 måneder og 27 dage at komme gennem alle navnene. Rundgangen i informationscenteret gjorde et meget stærkt indtryk på os.

Ved indgangen til informationscenteret står der: "Det er sket og kan ske igen. Deri ligger kernen i, hvad vi vil sige." Det er gratis at komme ind i informationscenteret. 0.3 % af skatten fra her eneste tysker går til at drive stedet. Betaler det tyske folk mon af? Og kan man overhovedet det? Men det er godt nok, at man viser, hvad der skete.

I nærheden af Check Point Charlie ligger "det jødiske museum", hvor den nye afdeling er tegnet af Daniel Liebeskind, der også har tegnet indretningen af "det jødiske museum" i København og man genkendte de skæve vinkler. Tiden tillod ikke, at vi så det indefra, men her har man samlet mange kulturgenstande, fotografier og tekster for at fortælle historien om det jødiske liv og efterdønningerne fra holocaust, ligesom på det jødiske museum i København, der bestemt er et besøg værd.

Hitler forsøgte at udrydde jøderne, men der er stadig jøder i Berlin og den jødiske menighed trives i bedste velgående.