DAGENS ORD: ”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,” Romerne 5:3

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Skriftrullen på Masada

2011 sep 1

Skriftrullen på Masada

Da Israel gik under med Jerusalems ødelæggelse i det store oprør år 70 e. Kr., flygtede de sidste benhårde zeloter med deres familier sydpå til Herodes’ palads Masada ved Dødehavet. Her var forråd og våben, så de i 3½ år kunne holde stand under romernes belejring – indtil romerne byggede den lange rampe, der førte dem helt op til klippens top. Natten før det sidste angreb begik de jødiske forsvarere kollektivt selvmord på sig selv og deres familier, kun et par kvinder og nogle børn, som havde skjult sig i en brønd, kunne fortælle om nattens grusomme blodbad, og de fik lov til at beholde livet. Alt dette er jo beskrevet i detaljer i den jødiske historiker Josephus Flavius’ store værk The Jewish War, han levede på samme tid som begivenhederne på Masada.

Tiden gik, århundrede efter århundrede svandt hen, hvor det jødiske folk levede i landflygtighed og stor nød udover jorden – indtil den 14. maj 1948, hvor den nye tids David, statsminister ben Gurion, udråbte den frie og uafhængige stat Israel, som forudsagt 2500 år før af både Ezekiel, Esajas, Jeremias, Hoseas m. fl.

Da staten var kommet godt i gang, søgte den sin identitet i fortiden gennem omfattende arkæologiske udgravninger. Her kom også turen til Masada, som under ledelse af den dygtige arkæolog Yigael Yadin blev udgravet mellem 1963 og 1965. Det tørre klima ved Dødehavet havde bevaret en mængde levn i fin stand, bl. a. fandt man under gulvet i et lille rum inde i synagogen brudstykker af to skriftruller med dele af 5. Mosebog og Ezekiels Bog, omhyggeligt indpakket i klæde.

Sidstnævnte rulle var slået op på kapitel 37, den storslåede vision om de døde ben, der bliver levende. Det indledes med disse ord:

Ezekiels bog kapitel 37 vers 1-14

Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin ånd ud og stillede mig i dalen. Den var fuld af knogler. Han ledte mig forbi dem, hele vejen rundt. De lå i store mængder ud over dalen og var helt indtørrede. Så spurgte han mig: »Menneske, kan disse ben blive levende?« og jeg svarede: »Gud Herre, det ved kun du!«

Da sagde han til mig: »Du skal profetere om disse ben og sige til dem: I indtørrede ben, hør Herrens ord! Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.«

Jeg profeterede, som jeg havde fået befaling om, og mens jeg profeterede, lød der en raslen, og benene nærmede sig til hinanden. Jeg så, hvordan der kom sener på dem, kød dækkede dem, og de blev trukket over med hud. Men de havde ingen livsånde i sig. Så sagde han til mig: »Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneske, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende.«

Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær.

Derpå sagde han til mig: »Menneske, disse ben er hele Israels folk; de siger: ›Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!‹ Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.«

Var det mon tilfældigt, at netop denne profeti om Israels genfødsel sprang arkæologerne i øjnene, da de fandt skriftrullen og forsigtigt pakkede den ud? Nej, den må have været oprullet helt bevidst på netop dette sted af Masadas forsvarere – en hilsen over 1900 år til jøderne i det nye Israel, som de vidste ville komme!

De stolede på deres profet og ville fortælle fremtidens jøder, at de vidste hans vision om et nyt Israel ville blive opfyldt i en fjern fremtid – som det eneste folk fra oldtiden, der er blevet genfødt i det samme landområde med det samme folk, det samme sprog og den samme religion.

For jeres planer er ikke mine planer og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer. Esajas 55:8-9.
Fotos fra Masada: www.e-billeder.dk




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk