[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Sene samtaler
2005 apr 1
|
Sene samtaler
Jette Techow fra Norea Radio Danmark fortæller. |
|
|
Sene Samtaler er et direkte telefonprogram, hvor du er
velkommen til at ringe ind og være med i samtalen om et
givet emne. Hvis du medvirker i samtalen kan du være med
til at sprede lidt lys ind i mange ensomme menneskers tilværelse.
Alle mennesker har et liv, og alle menneskers liv er spændende
- også dit. Du har også en god historie.
Måske kender du til det, at weekenden blev en skuffelse,
og bajeren er ved at være tom, og at der ikke er så
meget ved det hele for en ny truende uge venter forude.
Det er for DIG, vi laver radio på det sene tidspunkt af
døgnet. For det er netop da, at du har brug for andre
mennesker for mennesker, som måske har en god
historie om noget, som de har oplevet godt eller skidt.
Det kan være, at de giver udtryk for nogle af de tanker,
som du også gør dig om tilværelsen. Det er
ikke en poleret facade, der er brug for, men den ægte
vare. |
|
Programmet er for dig, der ikke umiddelbart er interesseret i
kristendom, men bare ensom, har svært ved
at sove, og søger lidt på frekvenserne på
radioen.
Det er også for dig, der arbejder eller kører bil,
eller bare er oppe søndag aften mellem klokken 23 og 01.
Det er ikke en åndelig udsendelse i almindelig forstand,
og den skal heller ikke være det, men den kan være
en appetitvækker til de øvrige programmer.
I SENE SAMTALER skal det være en åben snak om oplevelser
og tanker om det almindelige liv, hvor man alligevel fornemmer,
at der er mennesker, der tror på GUD, og at det ikke er
kedeligt at tro på HAM.
Jesus var blandt mennesker, der hvor de var i hverdagen, det
ønsker vi også at være. |
|
|
Vi håber, at du må få lyst til at lytte med.
Vi forsøger, at få samtaler med mennesker, dér
hvor de er. Det er et direkte telefonprogram, og derfor har folk
mulighed for at ringe ind til programmet direkte, og det kan
du også gøre.
Det kan godt være, at du ikke synes, at du har det store
overskud til selv at deltage, men helst bare vil lytte.
Da der ikke er så mange, der ringer ind direkte, må
jeg finde nogle personer selv.
I begyndelsen var det mennesker, som min mand og jeg kendte lidt
til, men da det er hver søndag, så er det rigtigt
mange personer, det drejer sig om.
Der skal helst være mindst seks samtaler i løbet
af de to timer, for at programmet glider.
En dag fik jeg den tanke, at jeg kunne ringe rundt til mennesker,
som kan høre programmet. Jeg lader mig inspirere af overskriften
og finder et navn, som den lægger lidt op til. For eksempel
: - skal guldkareten byttes ud med en Long-John?
Hvilke navne kunne det være? Guld!
Jeg søger navne, der har noget med Guld at gøre
på den digitale telefonbog på nettet og det
bliver til Guldbrandsen, som det første. Den første
jeg ringer til henviser mig til en, som hun kender, og som hun
ved interesserer sig for de kongelige.... og på den måde
skaffede hun mig en medvirkende.
Jeg kunne fortælle mange fantastiske historier om, hvordan
GUD guider mig til folk, der har en god historie, og som er villige
til at medvirke.
Derudover søger jeg i debatter på nettet og i aviserne,
og jeg skriver selv et par indlæg, som der så er
mennesker, der svarer på, og på den måde, får
jeg altid en udsendelse ud af det. |
|
Det tager meget tid, men jeg får kontakt med mange mennesker,
og det kan også medvirke til at gøre opmærksom
på programmet. Mange gange kan jeg næsten blive helt
høj af at opleve Guds medvirken i dette arbejde.
Jeg håber, at nogle kristne vil ringe ind og fortælle
om deres liv og erfaring på en sådan måde,
at folk bliver klar over, at kristne har et liv, der ikke nødvendigvis
er lettere, fordi man er kristen, men at de har et holdepunkt,
som holder, også når livet ramler og gør ondt,
sådan som det måske har gjort og gør for DIG.
Det er min mand, der er producer på programmet, og det
er ganske dejligt på den måde at få lov til
også i det at være og arbejde sammen. Det er ham,
der som oftest har idéerne til emnerne. Vi læser
altid søndagens prædikentekst grundigt og beder
Gud om at give gode ideer eller indfaldsvinkler til TILVÆRELSEN,
så mennesker bliver ramt
.. enten nysgerrige eller
lidt berørt
. undertiden måske vrede
!
|
|
|
Sammen forsøger vi at bygge udsendelsen op på en
sådan måde, at den bliver vedkommende for især
dem, som er ensomme ved at vælge noget af den musik, som
de fleste kender og lytter til, og som på en eller anden
måde har med emnet at gøre. Vi finder også
kristen musik, som kan være med til at danne en ramme omkring
emnet.
I begyndelsen af udsendelsen gentager jeg oplægget til
emnet, som siden mandag er lagt ud på nettet på adressen
www.senesamtaler.dk/emner.htm
, og jeg opfordrer DIG til at ringe ind.
Til sidst i udsendelsen læser jeg søndagens tekst.
Programmet produceres af Norea Radio Danmark og sendes i netværk
på flere lokalradioer. |
|
Indtil videre er det:
Arkens Radio, Esbjerg - Bynet 90,8; Luft 93,5
Norea Radio Haderslev - FM 98,6
Lumi Radio Nordvestsjælland - FM 104,7; 95,6; 97,9; 93,1;
106,7; 96,2
Radio Ådalen - FM 96,4; 107,1
Lumi Radio, Ålborg - FM 92,2; 107,4; 106,5
Lumi Radio Bornholm - FM 92,8; 93,1; 104,4; 104,9
Helsingør Kristne Radio - FM 92,8
Lumi radio Syd FM 93,6 100,7 106,6 106,8 og 107,8
Vi håber meget at få mange flere Lokalradioer med
til at lytte med på Sene Samtaler.
Hvis du er interesseret så ring til Norea Radio Danmark
7452 7190
Nu har vi været i gang i næsten tre år, men
vi er fortsat helt afhængige af DIG. Du kan hjælpe
også ved at bede for udsendelserne, og ved at gøre
opmærksom på programmet over for mennesker, som du
ved enten er ensomme eller kører bil eller arbejder, når
SENE SAMTALER er i luften.
Med kærlig hilsen
Og på genhør i SENE SAMTALER hver søndag
aften.
Jette Techow |
|
|
|