DAGENS ORD:

Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode. Romerne 12:21

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Mit liv har ændret sig

2012 aug 1

I de senere år har mit liv ændret sig voldsomt. Jeg har været ude for en skade, der har påvirket både min familie og mig selv. Det har betydet usikkerhed: ville mit helbred blive ok igen?
Ville jeg kunne oppebære en indtægt i fremtiden og i givet fald hvor meget? Ville det kunne dække de udgifter, vi for mange år siden, havde sat os i som familie og ægtepar?

En af de dage, hvor jeg sukkede over, at det ikke gik stærkt nok, fandt jeg nogle papirer, der rodede i min gamle bibel. Det var nogle ark, som lå fra vinteren 2010, hvor jeg var på retræte.

( Retræte betyder at trække sig tilbage. En retræte er nogle dage i stilhed, hvor man trækker sig tilbage fra hverdagen for at give sig selv tid til at overveje de dybere aspekter i livet - livet som helhed eller i den form eller med det indhold, det for tiden har for den enkelte. Det er lettest at gøre, når man har hverdagen lidt på afstand, f.eks. som når man tilbringer nogle dage under andre former og i andre omgivelser i stilhed og kristen meditation. red.)

Retræte er en mulighed for mig for eftertanke, tid til at finde ro indeni mig selv og en anledning til at søge ind til Gud. Det er en arbejdsform, som jeg trives rigtig godt med.

En af de øvelser, som vi blev foreslået at arbejde med, var at bede Jesus fortælle, hvad han så i mig og hvem, han ønskede at være for mig.

Det blev jeg rigtig opmuntret over og jeg har jævnligt læst det jeg skrev sidenhen, fordi det giver mig mod til den fremtid, jeg endnu ikke kender, men som jeg tror på er god, fordi vi har så mange løfter hos Gud og fordi min mand og jeg har forsøgt at lægge det alt sammen i Guds hænder og hvor vi med glæde også gerne vil gøre en indsats, for at fylde den plan ud, som Gud viser. Ofte har jeg ellers syntes, at det var lidt nemmere, hvis det var os mennesker, der sendte et bestillingskatalog ud og på den måde viste Gud, den vej vi gerne ville gå! Derefter, så ville vi gerne Gud gjorde det vi bestilte ham til! For på den måde, at fylde vore mangler ud med hans visdom.

Men sådan virker Guds nåde og virkelighed ikke og det er sikkert rigtig godt det er sådan.

Jeg lurede lidt på den øvelse, vi havde fået: Hvad tror jeg, Gud tænker om mig?

Det sted hvor vi var indkvarteret, var naturskønt og med udsigt udover Øresund. Det var en af de flotteste frostklare dage, man kan tænke sig. Det var en lørdag eftermiddag og i februar måned. Jeg tror der var ca. 10 eller 15 graders frost. Vejret føltes ubeskriveligt. Når man så udover Øresund, kunne man se bølger i vandoverfladen der var frosset til is, sejlranden var fri og der var stadig rutefart til og fra Sverige.

Det var en af de dage, hvor jeg havde lyst til at slippe alt og storme ud for at lege i sneen og glæde mig over bare at være til.

Når man gik i sneen, kom denne her knirkende lyd, som der kommer, fra det fineste sne pudder sne. Sneen lå nedover bakkerne på stedet, som i øvrigt var en efterskole. Det var et fabelagtigt syn.

Da jeg gik der med mine noter efter en samling, med opgaven i hånden på vej til mit værelse, hvor jeg skulle beskrive, hvad Gud tænker om mig, da var det eneste jeg havde lyst til, at tage overtøj på og gå ud og vælte mig rundt i sneen for at kælke og lege. Det ville jeg også have gjort, hvis jeg altså var alene, men det var jeg jo ikke, så jeg ignorerede, mine indfald. Vi var en gruppe af sted på retræte, altså flere end mig, der skulle koncentrere sig om samme opgave og det var jo målet for den weekend.

Åh, hvor det knagede for at finde min egen løsning, for jeg ville for alt i verden heller ikke forstyrre de øvrige deltagere, eller for den sags skyld udstille min egen mangel på målrettethed.

Jeg gik i gang med øvelsen. Men jeg kunne selvfølgelig ikke koncentrere mig om øvelsen og jeg synes oprigtigt, at det ville være spild af fantastisk godt vejr og rigtig synd for mig, hvis jeg ikke fik lidt glæde af det dejlige vejr.

Derfor tog jeg min dyne og puttede den i min weekend taske. Jeg luskede ud af huset, hvor spisesalen lå og listede bagom en gymnastiksal, der hvor der ikke var nogen mennesker at se.

Så satte jeg mig veltilpas på min velpolstrede weekendtaske og kælkede og klukkede af latter, helt for mig selv. Jeg lavede figurer i sneen og nød luften, lyset og det frostklare vejr, sneens knirken, de glimtende iskrystaller i luften og så videre.

Til sidst var jeg så varm og veltilfreds og parat til at gå ind og arbejde, med: Hvad Jesus ville fortælle, hvad han så i mig.

Da jeg kom indenfor, var det som om, jeg ikke var alene i værelset. Jeg griflede løs og jeg følte mig opløftet af legen i sneen, jeg har skrevet en hilsen til mig selv om det jeg tror, Gud ser i mig og jeg nyder at læse den engang imellem, både når jeg er i godt humør og når jeg føler trang til en opmuntring.

Her er noget af det jeg skrev.

Du er mit barn, mit elskede barn.

Jeg elsker når du leger og nærmer dig mig, med pust og latter, jeg elsker at være sammen med dig, når du nyder livet, i leg, alene eller i selskab med andre.

Jeg nyder når I og vi deler glæden ved at leve.

Jeg nyder når du bokser med noget, for at finde frem til kernen eller sandheden.

Jeg nyder når du drager omsorg først for dig selv og så for andre.

Jeg nyder når du rækker ud til andre og når du bryder grænser for at nå nærmere til mig, eller for at andre skal se mig Jeg som er!

I virkeligheden var det for mig en langsigtet hilsen fra Gud, for jeg mindes den dag i sneen, hver gang jeg læser det jeg skrev. Det er en kraftig hilsen for mig om, at Gud kan møde os overalt. Både i naturen og når vi arbejder med noget, ja overalt.

Kirsten Jacobsen,Frederiksværk

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster