Himlen tur retur

– I 15 år har jeg med jævne mellemrum haft ondt i brystet. Men min læge mente, at det blot var stress, og at jeg skulle lære at slappe af. Så det forsøgte jeg.

Men lørdag den 5. maj i år vender smerterne tilbage. Denne gang med dødelig udgang.

Om morgenen trækker Poul Erik i arbejdstøjet for sammen med sin søn at fælde et kæmpe grantræ for nogle venner. Ved middagstid kører sønnen af sted til en anden aftale, mens Poul Erik tager sig af det resterende arbejde. Men så snart sønnen er kørt, vender den velkendte smerte tilbage.

– Det føles som en bred elastik, der stram omkring brystet. Jeg venter på, at smerten fortager sig - som den plejer - men i stedet bliver den værre og værre. Jeg kan hverken gå eller sidde, men må lægge mig i græsset, husker Poul Erik.

Efter en time med tiltagende brystsmerter ringer han hjem til sin kone, Sine, og beder hende komme. Hun springer straks på cyklen og finder sin mand liggende på alle fire med hovedet i græsset.

– I 15 år har jeg gået og ventet på, at det ville ske. Så da Poul Erik ringer, tænker jeg, at så er det NU, blodproppen rammer, siger Sine.

Hun ringer 112, og få minutter efter ankommer ambulancen. Lægen bekræfter hendes bange anelser om en blodprop i hjertet, så de sætter kursen mod Rigshospitalet, hvor yderligere tre læger står klar til at modtage Poul Erik.

På en skærm følger Poul Erik med i, hvordan de sætter et kateder op, suger blodproppen ud og udvider blodåren med en lille ballon. Men pludselig bliver alt mørkt omkring ham. Mørket bliver afløst af et blændende lys, og Poul Erik befinder sig to en halv meter oppe i luften med panoramaudsigt ud over en uendelig skare af jublende skabninger.

– Der er en overjordisk atmosfære af fred og salighed. Komplette skabninger med de smukkeste kroppe og kuglerunde ansigter, der stråler af lykke og fred, som har de aldrig oplevet denne jords trængsler. De har ikke en rynke. Ikke en fure. Ingen bekymringer. Ansigterne stråler, så jeg ikke kan få øjnene væk fra dem, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg er kommet i himlen.

Han ser dog hverken Gud, Jesus eller englevinger i sit få minutter lange ophold hinsides. Men han får øje på sin afdøde farbror og en god ven, som jubler ham i møde.

– De er til den ultimative fest! En fest, der aldrig får ende. Og jeg føler, at jeg endelig er dér, hvor jeg 100 procent hører til. Ingen bruger ord, men alt sitrer af himmelsk fryd.

Poul Erik kniber øjnene sammen og lader den himmelske film køre for sit indre blik. Ord som fantastisk og vidunderlig klinger pludseligt hule og rækker ikke til at beskrive oplevelsen fuldt ud.

– Jeg kan måske sammenligne det med dengang, jeg som femårig ventede på, at min far slog fløjdørene op til den pæne stue juleaften, og det pyntede juletræ lyste os i møde. Så var der fest! Hvis du så ganger den følelse med 100, så nærmer vi os den himmelske fest, smiler han.

Men lige så hurtigt, som han kom op i himlen, kommer han tilbage til operationsstuen. Her bliver han mødt af en sygeplejerskes bekymrede ansigt og kommentaren: Hov, du var da vist lige væk!. En nysgerrig læge spørger ham straks, om han nåede at se noget.

– Jeg kan kun svare JA! Det var så stort, smukt og fantastisk, at jeg ikke er i stand til at uddybe det. Og jeg vil bare tilbage. Tilbage til mit himmelske hjem.

Han bliver kørt ind på en stue, hvor Sine og to af deres fem børn står. De er lykkelige for at se deres far i live. Men Poul Erik kan ikke glæde sig udelt med dem.

– Selvfølgelig er jeg glad for at se dem igen. Men det er en jordisk glæde og intet i forhold til den fryd, jeg netop havde oplevet, siger Poul Erik, som fik tre gange hjertemassage og tre gange hjertestarter, før han igen trak vejret.

Efter fem dage på hospitalet kommer han hjem igen. Og her melder tanker og spørgsmål om, hvorfor netop han skulle have lov til at opleve himlen, sig i hobevis hos Poul Erik. Og han har endnu ikke fundet nogen endegyldige forklaringer. Men hvis folk kan bruge hans historie til at fokusere på de himmelske værdier frem for de jordiske, så giver himmelflugten en form for mening for ham.

Selv forsøger Poul Erik at udbrede sin kristne tro ved at bruge sine mange kontakter til folk, som han hjælper med praktiske ting som træfældning og dryppende vandhaner.

– Jeg har altid været lidt af en handyman, og det er ikke så tit, at jeg har talt med folk om åndelige ting. Det har dog ændret sig efter at jeg har været i himlen, for det vil alle gerne høre om. Og det er jo alle tiders anledning til at tale om de himmelske værdier. Så selv om himlen lokker, bliver jeg her lidt endnu.

Og faktisk lokker himlen så meget, at Poul Erik ind i mellem finder det vanskeligt at leve en normal tilværelse.

– Jeg har svært ved at finde en glæde ved livet her på jorden. Så når jeg er alene, ryger jeg ned i et sort hul og bliver meget trist. For jeg længes så inderligt efter at komme tilbage til ’den anden side’ – efter at komme hjem. Men jeg håber på og regner med, at glæden ved det jordiske liv med tiden indfinder sig igen, smiler han.