DAGENS ORD: ”Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Mattæus 4:4

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Søren Kierkegaard

2013 apr 1

Jeg forstod mig selv i, at jeg var religieus Forfatter, der har med ”den Enkelte” at gøre.” Søren Kierkegaard.

Søren Kierkegaard blev født 5. maj 1813 og døde 42½ år gammel d. 11. november 1855. Som søn af den rige hosekræmmer Michael Kierkegaard kunne hans fædrene arv sikre ham økonomisk uafhængighed hele sit ungkarleliv uden dog selv at efterlade sig nogen formue ved sin tidlige død, hvor pengene var sluppet op.

Kun 2 danske berømtheder har i den grad fået international udbredelse på utallige sprog. Den ene er H.C. Andersen og den anden Søren Kierkegaard. De var næsten samtidige. Den ene udtrykte den glade umiddelbarhed, den anden refleksionen ”til Selvprøvelse”. Den intellektuelle verdens fascination af Kierkegaard er et paradoks, eftersom det netop var ”verden”, han havde gjort sig færdig med som åndelig ligegyldig. ”Verdslighed er at tillægge det ligegyldige uendelig Værdi”.

Denne artikel forholder sig udelukkende til Kierkegaard som religiøs forfatter. Jeg må her indskyde, at når S.K. bruger ordet ”religiøs” er det ikke i den folkereligiøse betydning, som han lidenskabeligt imødegik, men i betydningen et personligt, selvoplevet Gudsforhold i Kristi efterfølgelse. Dette er da også denne artikels ærinde. Om derimod hans herskabelige privatliv, hans playboy-tilværelse før hans omvendelse i 1838 som 25-årig, hans kortvarige, stormfulde forlovelse med den smukke Regine, hans polemik med de litterære guldalderdrenge, hans opgør med modefilosoffen Hegel, som han nærmest ”lagde ned”, hans polemik i dagspressen, hans godgørenhed og samtaler med folk, han mødte under sine daglige spadsereture i byen og meget, meget mere er der i forvejen skrevet adskillige bøger. En af de nyeste i genren er Joakim Garffs spændende og læseværdige 700 siders biografi , ”SAK” ( Søren Aabye Kierkegaard).

Om sit enorme forfatterskabs overordnede sigte eller ”religieuse Totalitet”, siger Kierkegaard selv, ”at hele min Forfattervirksomhed forholder sig til Christendommen, til det problem: at blive Christen”, men først blotlagde han ”Christenhedens Sandsebedrag”. Den hykleriske ”Vane- og Stats-Christendom”, med søndagens ”oberhof-prædikanter” i spidsen, blev afklædt til skinnet, og hans liv sluttede med en indædt (og ensidig) kirkekamp mod præsteskabet i almindelighed og den tids teologiske højærværdigheder , biskopperne J.P. Mynster og H.L. Martensen, i særdeleshed. Kirkekampens anliggende var ikke nødvendigvis kirkens adskillelse fra staten, men ”Inderliggørelse af Christendom” og ikke ”Forslag til Forandring i det Udvortes”.

Men hvori bestod da ”det problem at blive en Christen”? For Søren Kierkegaard var det ikke en letkøbt, rituel ekspeditionsforretning, men derimod et samvittighedsspørgsmål for den enkelte ind for den evige Gud og med ”Evighedens Alvor” og, vel at mærke, med ”Tilståelsen, at han har levet i en Indbildning”. SK advarede imod at gøre evangeliet til bare en smuk historie, som præsten salvelsesfuldt ”deklamerer”, uden at nogen virkelig forandring (læs: omvendelse) sker.

Vil man så hos S.K. finde en enkelt anvisning på en enkel ”frelsesvej”? Ja og nej. Til åndelig opvækkelse har han haft betydning for adskillige, bl.a. Indre Missions leder i midten af det 19. århundrede, Vilh. Beck, som selv blev en markant vækkelsesforkynder. Nævnes kan også den ukrainske docent, Gregor Malantschuk (1902-1978), der oprindelig var ateist eller agnostiker, men blev en kristen efter at have studeret Søren Kierkegaard. Han blev dansk statsborger og en meget efterspurgt Søren Kierkegaard-foredragsholder.

Men for mange er han blot en filosofisk eller intellektuel nydelse. Min gamle klasselærer, som blev en førende pioner indenfor børnepsykologien, fortalte mig, at han havde læst S.K.´s samlede værker dog uden at være blevet åndeligt berørt. Jeg undrede mig, bad for ham, men måtte konstatere, at han sandsynligvis døde som agnostiker, dvs. som en gudløs mand trods stor fortrolighed med Søren Kierkegaards værker, hvis omdrejningspunkt dog er ”det Religieuse” (dvs. kristendommen).

For Søren Kierkegaard læses ikke blot af åndeligt søgende mennesker. En stor del af hans produktion er nemlig, hvad han selv betegner som ”æstetisk”, dvs. på et sanseligt, nydelsesbetonet plan, men det er med overlæg, hævder han, og kalder det for ”Bedraget i Christendommens Tjeneste”, forstået sådan, at han ”bedrager” eller narrer sine æstetiske læsere dér hen, hvor han kan møde dem ”Incognito” og ad den vej liste sig ind på dem med kristendom. ”Man må komme bag på dem, der er i Sandsebedraget.”

Her er lige et punkt, hvor ikke alle kan følge den store tænker. Ingemann synger jo om at ”kæmpe med åben pande for det, man for alvor tror”, og apostlen Paulus taler om ”ikke at gå underfundigt til værks, men åbent at forkynde sandheden” (2. Kor. 4:2). Søren Kierkegaard vedkender sig en anden, indirekte meddelelsesform, ”Meddelelsens dialektik”, eller Sokrates´ metode ved at sætte sig i den andens sted og lade som om, han er som sin modpart. Sokrates var på mange måder hans ”rollemodel”. ”Formelt kan jeg godt kalde Socrates min Lærer – medens jeg kun har troet og troer på Én, den Herre Jesus Christus.”

Udfordringen i dag 200 år efter hans fødsel ligger specielt i at kunne formidle Kierkegaard på en både opbyggelig og vækkende måde – at pakke ham ud, så at sige, på den jævne mands sprog. Her i Danmark var afdøde cand.jur. Poul Madsen (1916-2009) en mester i at ”inkorporere” den opbyggelige del af S.K.´s forfatterskab i sin lægmandsforkyndelse og undervisning. Jeg har ikke kendt nogen i dette land, der kunne gøre det bedre end netop han. Da jeg engang udtrykte irritation over nogle udtalelser af S.K., sagde Poul Madsen meget rammende til mig: ”Vi må hele tiden huske på, at vi tilhører ikke Søren Kierkegaard, men han tilhører os!” Det var vise ord og inspireret af lignende ord af Paulus i 1. Kor. 3:21-23.

Søren Kierkegaard ønskede ikke nogen hurtig eftersnakken. Det skulle koste ekstra anstrengelser at læse hans dyrt købte tanker. I skolen formanede læreren os til at ”læse indenad”, dvs. stille og eftertænksomt. Søren Kierkegaard er selv af den skole med ”Alvorens Stilhed”, men lige rigeligt nok, synes jeg. Lidt formildende kan vi så indrømme S.K., at han ikke kunne vide, at vi i dag – modsat hans tid – ikke opdrages til at kunne læse de klassiske sprog (latin og græsk), hvad der findes meget af i hans skrifter. (Heldigvis er de mange fremmedord oversat for os i medfølgende noter i alle hans nutidigt udgivne bøger).

Jeg bærer dog mere end rigeligt over med vor kontroversielle landsmand, når jeg ved hans hyppigt citerede gennemgang af menneskelivets 3 ”stadier”, nemlig det æstetiske, det etiske og religiøse, ”lander” på slutfasen af den religiøsitet, hvor mennesket indser sin egen hjælpeløshed og utilstrækkelighed og intet andet valg har end at sætte hele sit håb til vor Herre Jesus Kristus som ikke bare en sandhed (ud af mange), men som den eneste, absolutte sandhed, der ikke kan anfægtes eller gradbøjes. ”Han er troet i verden” hedder et kapitel i bogen ”Christelige Taler”(over 1. Tim. 3:16), og omskrevet med nutidige ord er det, som S.K. vil spørge sin læser: ”Er Han også troet i din verden, i dit personlige liv, i din eksistens?” Her møder vi – befriende – Søren Kierkegaard som den evangeliske vækkelsesprædikant, han egentlig gerne ville være.

Søren Kierkegaard er stadig ”in” i hele verden. Der er oprettet diverse Kierkegaard-selskaber. Hans samlede værker med kommentarer (28 bind +kommentarer = 55 bind) udgives stadig på mange sprog. Forskere finder bestandig noget nyt, han kan bruges til, - lige fra teologisk fornyelse og dialektik til moderne management – men som åndelig vækkerrøst når han vel kun minoriteter. Bl.a. denne artikels forfatter, som på et beskedent, personligt plan gerne fortsætter, hvor han slap ihukommende, at det først og sidst er en religiøs og opbyggelig forfatter, der beder om ørenlyd og lægger niveauet. For et godt værk kan man som bekendt altid skrive videre på, og Søren Kierkegaard er i så henseende uudtømmelig og opleves ofte som frisk udøsende over den vansmægtige sandhedssøgende.

Jørn Nielsen, H.C. Lumbyes Vej 159A, 4700 Næstved




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk