DAGENS ORD: ”Han dækker himlen med skyer, han skaffer jorden regn, han lader græs spire frem på bjergene.” Salme 147:8

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Trøst mit folk, tal Jerusalem kærligt til.

2005 aug 1

TRØST, JA TRØST MIT FOLK,

TAL JERUSALEM KÆRLIGT TIL.

Med skriftstedet fra Esajas 40 som inspiration blev foreningen Dansk Jødisk Venskab dannet i 1978 med ægteparret Inge og Chr. Svendsen som initiativtagere.

Som navnet antyder, var det foreningens mål at skabe venskaber mellem danske kristne og jøder både her og i Israel, samt trøste Guds udvalgte folk.

I årenes løb har der været mange forskellige tiltag ( konferencer, weekends, seminarer, møder og bladudgivelse ) samt hundredvis af volontører som er rejst til Israel for at tjene på forskellig vis i kibbutz, hjemmepleje, soc. institutioner, hospitaler m.m.

Blandt de første volontører i 1980 var Linda Møller, Frederiksværk, som igen i 1995 rejste til Jerusalem som repræsentant og volontør for DJV. Hun er i dag 47 år, sygeplejerske (uddannet i Hillerød), og tilhører frikirken "Salem" i Frederiksværk.

Hendes arbejde i Jerusalem er meget alsidigt. 2 dage om ugen hjælper hun de syge og deres familier på Haddasah Hospice, Mount Scopus. Der deltager hun i pleje, men også andre små meningsfulde aktiviteter såsom gåture, festarrangementer, "skønhedsalon" og ergoterapeutiske tiltag. Desuden er hun besøgsven for ældre, psykisk syge og terrorofre, mennesker som ofte har ondt i sjælen p.g.a. traumer i deres liv.
Hun er desuden kontaktperson for danskere som kommer til Israel som volontører i kortere tid. Hendes ansvar er at finde passende arbejdssteder, få aftaler i hus, hente volontørerne i lufthavnen og få dem trygt installeret i bolig og på arbejde. Under deres ophold bliver der også tid til lidt udflugter i landet og lidt hjemlig dansk hygge (rugbrød, frikadeller m.m. og i højtiderne samling omkring de gode, danske traditioner, så hjemveen ikke blive for stor). Undervejs er der også kommet andre ting til: turguide, musical, skolegang, rådgivning o.m.a.

DanskJødisk Venskabs Projekter:
Hjælp til fattige: Selv om Israel er et moderne samfund, har de stadige kriser i landet medført, at mange mennesker lever under fattigdomsgrænsen. DJV ønsker at hjælpe på svage punkter i samfundet, det sker bl.a. gennem foreningen "Ahavat kol Yisrael" (Kærlighed til hele Israel). Der skeles ikke til om modtageren er ortodoks, almindelig religiøs eller sekulær. De samarbejder med sygehuse, synagoger og soc. kontorer, og kun folk med referencer og anbefalelesesbreve får hjælp (for at sikre at de som virkelig trænger, er dem, der får hjælpen). Initiativtageren Rabbi Yoram Baruchian fortæller at ALT i organisationen er på frivillig basis og ca. 300 volontører er involveret i udbringning af hjælp. Der gives altid ekstraordinære "madkasser" omkring helligdagene, svarende til de donationer, man har fået ind.
Terrorofre: Israels krige forårsagede mange døde, men også mere end 40.000 krigsinvalider.
De seneste år har ført endnu flere invalider til - ofrene for selvmordsbombere og terrorhandlinger mod busser, restauranter og andre civile mål. One Family er en organisation, der på så mange måder som muligt prøver at hjælpe disse mennesker. Vi er begyndt at støtte dette arbejde, og Linda selv er medarbejder i One Family.

Soldater: Gennem donationer til Beit HaLochem hjælper DJV de soldater, der er blevet såret i krigene eller blevet ofre for terroraktioner. Desuden afleveres der poser med gode sager
(chokolade, coca-cola, chips o.a.) til de soldater som holder vagt ved vejkontrollerne)
Aliyah (immigration): DJV støtter jøders hjemrejse til Israel fra andre lande. Flere organisationer arbejder for at bringe jøder til deres hjemland Israel. Vi har især støttet Sabra og Exobus.
Børn i Israel: Børn, der har mistet forældre, eller på anden måde er kommet i klemme i dagens Israel, behøver hjælp. Vi har støttet Orr Shalom i Jerusalem, der skaber nye muligheder for børn, der på grund af krig eller andre ulykkelige omstændigheder har fået slået deres hjemlige forhold i stykker. Ligeledes yder vi støtte til Oranim i Ashkelon, en skole for retarderede børn.

Volontører: Gennem mange år har DJV sendt volontører til Israel, hvor de gennem længere eller kortere tid har gjort tjeneste der.

Bladudgivelse: Bladet " Israels Vægter" er udkommet i mere end 25 år. Bladet informerer om foreningens arbejde i Israel og i Danmark og bringer artikler fra den jødiske verden.
Israels Vægter udsendes frit. Bladet holdes i gang med frivillige gaver, bedst på giro 932 7398.
Du er velkommen til at kontakte os på nedenstående adresse.
Dansk-Jødisk Venskab
Box 144, 2610 Rødovre
Email: info@djvenskab.dk
Website: www.djvenskab.dk



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk