DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Hjælp kristne og yezidier i Nordirak

2015 feb 1

Læge og vejrprofet
i spidsen for vinterhjælp til fordrevne kristne

Kim Hartzner fra Mission Øst opfordrer til at hjælpe kristne og yezidier i Nordirak, inden tusinder af dem dør i vinterkulden. Mikael Jarnvig fra DR Vejret bakker op.


Læge Kim Hartzner er netop vendt hjem fra kurdisk Nordirak, hvor Mission Øst har uddelt vintertøj og termotæpper til 10.000 fordrevne kristne og yezidier.

- Vi har pligt til at hjælpe mennesker i nød, siger meteorolog Mikael Jarnvig, der er ambassadør for Mission Øst.


Bortførte 16-årig datter
Kim Hartzner er rystet over beretningerne fra de mange, der er flygtet over stok og sten fra Islamisk Stats (IS) myrderier og voldtægter:

- Jeg har oplevet mere, end jeg næsten kan rumme! siger lægen, der ellers er vant til lidt af hvert. - Det allerværste var en familie med en far og mor med otte børn, hvor der kun var syv tilbage. Familien var blevet fanget af IS, og moren blev vidne til, at hendes 16-årige datter blev bortført, fortæller Kim Hartzner. Moren fortæller: ”De tog fat i min datter for øjnene af mig. Jeg tiggede dem om at lade hende være, men IS’ befalingsmand sagde nej. De tog ikke kun min datter, men 25 piger og dræbte otte af mændene i vores familie”.

- Deres gru, deres skæbne, deres nød og deres tårer, det kan slet ikke beskrives. Vi må hjælpe dem nu, siger Kim Hartzner.

Hjælpen når helt frem
Han bakkes op af Mikael Jarnvig, der ud over at være kendt meteorolog ved DR Vejret også er ambassadør for Mission Øst.

- De grusomheder, vi hører om i medierne og gennem Mission Øst, synes jeg er helt horrible. Jeg håber, folk i Danmark sætter sig ind i, hvordan det ville være at være dem, som helt uforskyldt er kommet i så enorme og livstruende problemer, siger Mikael Jarnvig.

- Hjælpeorganisationer som Mission Øst får virkelig bragt hjælpen ud. Det nytter virkelig at gøre noget. Hjælpen forsvinder ikke bare ned i et eller andet regneark, tilføjer han.

Mission Øst har siden august uddelt vintertøj, termotæpper og hygiejneartikler til flere end 10.000 fordrevne kristne og yezidier. Hvis organisationen får skaffet midler gennem indsamling og fonde kommer tallet op på 40.000.

FN vurderer, at der er 1 million fordrevne i irakisk Kurdistan, mens der er 430.000 i Dahuk-provinsen, hvor Mission Øst arbejder. Kristne har boet i området i 1700 år. De har en ældgammel kultur, civilisation, tradition og tro. Der er klostre fra 300-tallet, og de taler det samme sprog i kirken, som de talte på Jesu tid.

www.miseast.org | www.facebook/missionoest




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk