DAGENS ORD: ”Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.” Efeserne 4:29

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Kun lidt slemt

2016 mar 1

Da Sarah en dag i 7. klasse kom hjem fra skole med en meget positiv udtalelse, fik hun en lussing af sin mor...
Sådan var dagligdagen i hendes hjem. Kærlighedsløs og uberegnelig. Altid var der frygt for, at moderen skulle få et af sine raseriudbrud og smadre et eller andet. Så gjaldt det om at være meget stille og usynlig. - Andre frygtede at slæbe dårlige karakter med hjem. Jeg frygtede at komme hjem med en positiv udtalelse.

Min mor skældte mig ud for at smigre og fedte mig ind hos mine lærere. Og for at være så forbandet opmærksomhedskrævende, som hun sagde.

Bardomsfrygt
Men egentlig var det modsat. Sarah ville helst slet ikke lægges mærke til. Hun gemte sig på toilettet eller på loftet, når forældrene skændtes. Og det var bare en lettelse, når hendes mor tog bilen og kørte sin vej i vrede. - En dag, da vi kom hjem fra skole, kommanderede hun os ud i bilen. Hun ville se på et hus, så hun kunne fl ytte fra min far.
Huset og skilsmissen blev ikke til noget. Jeg var lettet over at kunne beholde min far. Men de flyttede rundt på værelserne, så de hver kunne få deres soveværelse.Til gengæld fi k jeg ikke mit eget værelse, som jeg havde glædet mig til, husker Sarah.
Overgreb fra storebror
Men det var ikke Sarahs eneste problem. Hun havde en seks år ældre storebror, som manipulerede hende til søskendeincest. Under dække af, at hun skulle rydde op på hans værelse. Sarah levede i frygt for broderens overgreb, men hun var endnu mere bange for, at moderen skulle opdage det. Hun følte sig medskyldig, selv om hun var offer. Hun listede henover loftet, for ikke at gulvet skulle knirke.

- Når jeg kom hjem fra skole tjekkede jeg først gangen for hans sko. Knirkede loftet? Var han hjemme, og hvor var han? Hvor var mor?
Var hun vred? Hvor hurtigt skulle jeg gemme mig? Hvor skulle jeg gemme mig? Et fast sted eller et nyt? Hvor var det mest sikkert? At åbne hoveddøren derhjemme blev som at åbne døren til et liv, jeg i frygt ikke kunne rumme, fortæller hun. Overgrebene fortsatte, indtil broderen flyttede hjemmefra. Mange år efter var hun hjemsøgt af frygten for den hemmelige pligt.
Grunden til, at Sarah fortæller om det er, at 27 pct. af alle incestovergreb begås af børn.
- Som regel fokuserer man på fædre, der begår incest. Men få taler om søskende.

Hunde var vigtigere
Familiens dårlige økonomi skyldtes ikke mindst, at moderen brugte mange penge på hunde, som var hendes store interesse.
Børnene havde en følelse af, at hun holdt mere af hundene, end af dem eller faderen.
Den første lussing, Sarah husker, fi k hun som 4-årig, fordi hun og en bror havde ryddet op hos nogle hundehvalpe i soveværelset. Bang!
Væk hjemmefra
Sarah ville bare væk. Hun tiggede og bad sin far om at sende hende på efterskole, og til sidst underskrev han - også med moderens navn.
Endelig kunne hun slappe af i velordnede rammer. Men hun turde ikke tage venner med hjem.
- Min mor nedgjorde mine venner, når jeg snakkede om dem. Eller nedgjorde mig foran dem, husker Sarah.
Hun gennemførte bagefter en uddannelse og forsøgte at bygge sit liv op.
Da hun opdagede, at hun var gravid, var hun og kæresten gået fra hinanden. To gange havde hun fået en abort. Nu ville hun beholde barnet.
Kæresten var med til fødslen, men Sarah ønskede ikke, at de skulle danne familie. I stedet stod hun selv som alenemor med sin søn.
- Jeg vil gerne fortælle, at der er et håb,

selv om det ser fuldstændig håbløst ud.

Selvmord?
Sarah mistede også sin elskede farmor.
- Jeg blev født for tidligt, og der opstod et særligt bånd mellem farmor og mig. Hun syntes, jeg var sød, og det gjorde mor rasende.
Sarahs barn betød desværre ikke, at forholdet til moderen blev bedre, som hun havde håbet.
- Hun kunne ikke udvise omsorg og nærvær. Hun havde en frygt for nærhed.
Alt sammen var det med til at bringe Sarah dybere ned i depression og meningsløshed.
- Jeg tænkte bare med træthed på alle de år, der lå foran. Hvordan skulle jeg komme igennem?
Jeg havde ikke mod til at begå selvmord. Jeg ville ikke have, at nogen skulle rode i mit hjem. Og mor havde altid sagt, at selvmord var noget af det mest egoistiske. Men når jeg kørte på arbejde, ønskede jeg, at en eller anden ville køre ind i mig, for så var det da endelig slut...
Sundhedsplejersken
Sarah snakkede godt med sin sundhedsplejerske om sine mange problemer. Og en dag kom sundhedsplejersken til at sige, at hun havde bedt for Sarah.
- Jeg vidste ikke, om jeg skulle være vred eller glad. Jeg var vokset op med min mors og hele min families glødende had til religion. Min svigerinde havde allerede foreslået mig at kræve en anden sundhedsplejerske, fordi hende her kom i pinsekirken.

Bitterhed
- Mine forældre var vokset op i København. Min far var født udenfor ægteskabet, hvorefter en onkel og hans mor fl yttede sammen og tog sig af ham.
Min mormor havde også mange problemer, men hun kom også i Indre Mission, og det var måske derfor, at min mor havde sit had til al religion.
Kontakten til mormor ophørte, da mine forældre fi k deres fjerde barn, min lillesøster. Min mormor bebrejdede dem, fordi de slet ikke havde råd til fl ere børn. Derefter talte mor ikke med hende, husker Sarah.
Vrede og bitterhed kan ifølge forskning gøre mennesker syge. Og Sarahs moder fi k da også sukkersyge og mange andre fysiske skavanker oveni de psykiske.

Korset...
- Jeg læste på det tidspunkt en masse bøger for at forstå livet. Og jeg dannede mig en forestilling om, at det var kærligheden, man skulle tro på. Ikke Gud.
Men en dag, da jeg kom ind i en guldsmedebutik for at købe en gave til mig selv, så jeg et kors med en lille sten. Jeg kunne ikke finde noget, der var bedre, så jeg købte det og hængte det i min halskæde. Selvom det jo fortalte om noget, som jeg egentlig ikke troede på. Det var grænseoverskridende, når jeg kunne se andre kigge på det. Især familien.
Korset var faktisk rigtig rart at have på. At klamre sig til. Jeg havde mange gode dage, hvor jeg følte mig ovenpå.
Jeg skal døbes!
- En dag sad jeg ude i skoven og skrev et digt. Da jeg gik hjem, vidste jeg bare, at jeg ville døbes. Det var jeg ikke blevet som barn.
Jeg fi k fat i den lokale kvindelige præst, og vi mødtes og talte sammen et par gange, men hun mente ikke, det var nødvendigt at give mig dåbsundervisning. For jeg var jo så afklaret, sagde hun. Det undrede mig.
Dåben skete med graveren som eneste vidne, fordi jeg var bange for, at familien skulle opdage det.
- Hvad betød det for dig?
- Dåben gav mig en identitet. Jeg gik fra at føle, at jeg aldrig havde eksisteret, til pludselig at vide mig sikker på mit navn. At være et menneske med livsværdier at bygge et liv på.
- Bad du til Gud?
- Nej. Jeg turde ikke bede direkte til ham. Gud kunne få lov at følge med fra siden, når jeg skrev noget.
Ikke helt alene
- Sundhedsplejersken kunne ikke tale om sin tro i arbejdstiden, så jeg henvendte mig i stedet til Netkirken.dk og kom til at snakke med Inger, som er socialrådgiver og terapeut i Netkirken. Hun boede på Sjælland, og jeg benyttede lejligheden til at besøge hende, da jeg besøgte min mors familie. Det var meget positivt endelig at møde dem.
Jeg skrev mange mails til Inger og til sundhedsplejersken, og det hjalp mig at kunne fortælle nogen om alt det, jeg gik og tænkte på. Så var jeg ikke helt alene
Kan kirke være sådan?
- En dag tog jeg i den frikirke, som sundhedsplejersken kom i. Bare for at prøve det. Og det var noget helt andet end Folkekirken.
Folk var interesseret i hinanden. De gav knus og viste deres følelser. Og det var festligt at være med - jeg havde ikke drømt om, at en kirke kunne være sådan.
Jeg følte, at jeg endelig kom hjem. Jeg fi k nye venner, og efter nogen tid besluttede jeg mig for at blive døbt igen. Det var helt anderledes. For nu var Gud blevet min ven. Nu troede jeg på Jesus.
- Hvad har det betydet for dig?
- Det har betydet alt! Før kunne jeg slet ikke forholde mig til alt det vanskelige, men nu fi k jeg mod til at sætte grænser overfor min familie. Og jeg kunne efterhånden tilgive min mor.
- Hvad siger familien til, at du er blevet kristen?
- Det er de meget imod. Min bror påstod, at jeg var kommet med i en sekt og forsøgte at overtale barnets far til at kræve fuld forældremyndighed.
Jeg tør ikke tro på, at de en dag får det ligesom mig. Men jeg håber det naturligvis.

Voksenlærer


Sarah er nu lærer på en erhvervsskole. Hun har fået selvtillid og elsker at lære noget.
Under en orlov på fi re uger gik hun i gang med at skrive sin egen historie - for at bearbejde den.
Historien er nu udkommet som bog. Navne, foto og stednavne er skiftet ud, for hun ønsker ikke at skade sin familie. Til gengæld håber hun, at hendes historie kan hjælpe andre.
- Jeg vil gerne fortælle, at der er et håb, selv om det ser fuldstændig håbløst ud.

Sarahs bog hedder Kun lidt slemt.
Den er på 148 sider og koster 98 kr.

Artiklen er fra ugeavisen Udfordringen.dk




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk