DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Karsten gør op med evolutionen

2016 jun 1

Exit Evolution
Det allervigtigste er at nå ud til unge troende, som har oplevet den massive ateistiske propaganda i skolen og medierne, siger Karsten Pultz der sidder sammen med sin kone Kirsten

Karsten Pultz blev så frustreret over, at udviklingslæren i medier og på skoler fremstilles som bevist videnskab, at han satte sig ned og skrev en bog.

”Exit Evolution” kom bogen til at hedde. Her afslører Karsten Pultz, at udviklingsteorien i virkeligheden er gennemhullet og slet ikke lever op til videnskabelige normer. Det er blevet til en religion for ateister, mener han. Og han peger på en langt bedre forklaring på livets opståen og udvikling: Intelligent Design.

Bestil Exit Evolution på nettet. 198 kr.

Hvad fik dig til at skrive bogen?

– Min motivation udsprang af en frustration over den manglende evolutionskritiske litteratur på dansk. Antallet af udenlandske udgivelser om intelligent design er eskaleret voldsomt i løbet af de sidste 20 år, men praktisk talt intet bliver oversat til dansk.

Jeg ønsker at få sat gang i debatten om evolution vs intelligent design, som de sidste 15 år har kørt i højeste gear i især de engelsktalende lande.

Min bog er også tænkt som et redskab for kreationister, som mangler de videnskabelige facts til at forsvare deres tro på skabelse.

Gud har siden Darwins bog ”Arternes oprindelse” stået anklaget for ikke at have skabt livet, og jeg synes, det er vigtigt, at vi nu hører forsvarets stemme.

Indtil videre har vi nemlig kun hørt anklagerens stemme i form af undervisningssystemet og mediernes propagandistiske fremstilling af evolution som værende et faktum. Det skal være slut nu.

–Er det virkelig sandt, at evolutionsteorien ikke holder?

– Ja. Forskningen inden for biologi viser entydigt, at der ikke har fundet en evolution sted. Fossiler fra billioner af mellemled mangler.

Modstridende forskningsresultater skaber konstant problemer i de påståede slægtskaber mellem forskellige arter.

Biokemien fortæller, at de sandsynlighedsmæssige ressourcer er så dårlige, at ikke engang et enkelt protein kan nå at udvikle sig til at udføre en ny funktion – og det selvom man tager hele universets levetid i brug. Kort sagt, biokemien viser, at evolution slet ikke kan lade sig gøre.

–Hvorfor får vi det ikke at vide?

– De facts, som taler imod evolution, holdes hemmelige, fordi den akademiske elites magt bygger på de én gang vedtagne dogmer. Det gælder i øvrigt i hele den akademiske verden, også fx indenfor astrofysik, at konkurrerende hypoteser systematisk undertrykkes.

Det siger sig selv, at ingen, som har opnået en position i det akademiske miljø, begynder at save den gren over, de selv sidder på, ved at tillade, at der bliver stillet spørgsmål ved den teori, som udgør selve fundamentet for deres egen magt.

–Er det ikke svært at skrive sandheden, når medier og skoler er indoktrinerede til at tro det modsatte?

– Det var ikke svært for mig at skrive sandheden. Jeg er ikke fagperson og løber derfor ingen risiko ved at udfordre den herskende akademiske elite.

– Skal man være religiøs for at ikke at tro på evolutionsteorien?

– Nej. Man behøver ikke være religiøs for ikke at tro på evolution. Fred Hoyle, den berømte astronom, troede ikke på evolutionsteorien og har kritiseret, at den bliver undervist som et faktum. – Hoyle var erklæret ateist.

En nulevende videnskabsmand, matematikeren David Berlinski, betegner sig selv som sekulær jøde og agnostiker, og han er en af de mest fremtrædende kritikere af evolutionsteorien.

Selvfølgelig vil der være et flertal af evolutionstvivlere blandt troende, fordi de overvældende beviser for skabelse oftest fører til tro på, at der er en gud.

Personligt kom jeg til tro på baggrund af de videnskabelige beviser for skabelse. Jeg har set talløse videnskabsfolk, som startede ud som ateister, men endte som kreationister efter at have set HELE bevismaterialet.

Har du altid troet på Gud?

– Nej, jeg er vokset op i et 100% irreligiøst hjem. Jeg har aldrig selv været decideret ateist eller materialist, men altid troet på en åndelig dimension, som ligger ud over, hvad vi kan se og måle.

Troen på en personlig Gud kom, da jeg opdagede, at DNA er et abstrakt kodesystem uhyggeligt lig den menneskeskabte computerkode, bare vanvittig mere avanceret. Da gik det op for mig, at Gud er en person, og at fordi vi er skabt i hans billede, ja så tænker vi på samme måde som ham, når vi skaber kunst og teknologi.

Troen på Jesus Kristus kom kort tid efter, da Bibelens validitet blev genoprettet i takt med, at jeg kunne stede evolutionsteorien til hvile.

–Hvordan har reaktionerne været på din bog?

– Reaktionerne har været meget opmuntrende og interessante. Faktisk havde jeg allerede en god moralsk opbakning fra flere uddannede biologer, skolelærere, en enkelt universitetsprofessor med flere, inden jeg skrev bogen.

Særligt positivt var det, da en personlig ven, som er praktiserende læge, en uge efter at have købt bogen ringede mig op med den ene kommentar, at han var helt enig i alt, hvad jeg skrev, og at min research var et utroligt flot stykke arbejde.

Det skal nævnes, at jeg aldrig har diskuteret hverken religion, evolution eller intelligent design med den pågældende læge, som jeg udelukkende kender igennem vores fælles interesse for gamle Volvoer.

En stor glæde var det også at modtage et personligt brev fra forfatteren Helge Hoffmann, som udtrykte stor begejstring efter at have læst bogen. Hans kommentar var blandt andet, at ”det er præcis den bog om evolutionslæren, vi i mange år har savnet på dansk”.

Det har også været interessant at opleve oprigtig nysgerrighed, omkring emnerne i min bog, fra min utrolig dejlige nabofamilie, som jeg vil betegne som helt irreligiøs.

Af negative reaktioner har jeg kun mødt det fra venner og bekendte, som på forhånd blankt afviser at læse bogen. En god ven udtalte: ”Jeg gider ikke læse din bog – det er religion!”

En anden god ven, som også nægter at læse bogen, mener, at indholdet er ligeså relevant som en bog, der handler om fordelen ved trekantede hjul.

Til sommer skal jeg en tur til København, hvor jeg skal holde foredrag for unge kristne på en sommerlejr. Det er en opgave, som også udspringer af udgivelsen af Exit Evolution – en opgave, som jeg glæder mig til, fordi det er det allervigtigste – at nå ud til unge troende, som har oplevet den massive ateistiske evolutionspropaganda i skolen og medierne.

Artiklen er tidligere udgivet på Udfordringen




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk