|
[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Man må kende sproget
2016 maj 1
 |
Man må kende sproget - Kærlighedens sprog
I efteråret 2015 var jeg 9½ uger på missionsrejse i Fortaleza, Brasilien. Jeg deltog i børnemissionsarbejdet hos Mission Circo Vittoria ledet af Kirsten Solveig Larsen, som har været missionær i Brasilien gennem 25 år. Jeg selv er 40 år og bor i Vanløse med min thailandske kone. Vi havde været gift i godt 5 år, og det var noget af en beslutning at tage alene på missionstur.
|
|
|
|
Det startede en søndag i Fælleskirken i Ølstykke, hvor jeg puslede med tanken om at tage afsted. Pludselig hørte jeg i min ånd: ’Bare tag afsted!’ – Det kom noget overraskende, men jeg valgte at dele mine tanker med min leder – han mente det var en storartet idé. Min kone var i første omgang ikke helt med på idéen, men gav alligevel lov, da det var bedre at jeg tog afsted, end at jeg blev hjemme og bare ønskede at tage af sted.
Små 2 uger senere var jeg så i Brasilien. Det gik ret hurtigt med at komme afsted, men 2 ting står alligevel tilbage fra før min afrejse:
1) Min leder der sagde; ’Kirsten Solveig, hun laver jo cirkus’! - Jeg tænkte for mig selv, at jeg i hvert fald ikke skulle lave cirkus.
Og
|
 |
|
|
|
2) Kirsten Solveig, der skrev at jeg jo nok ville få nogle problemer med sproget (jeg snakker hverken spansk eller portugisisk og de fleste i Brasilien snakker bare ikke engelsk).
Men nu befandt jeg mig i Brasilien! Den første uge var hård, varmen, jetlag og simpelthen det faktum, at jeg ikke havde fået sjælen med – hvad i al verden skulle jeg i Brasilien i 9½ uge? Jeg havde en dejlig kone der hjemme og mit liv var først lige ved at tage form efter mange års kæmpen med en skizofrenilignende lidelse. Anyway billetten kunne ikke ændres, og jeg tænke at jeg jo ikke var taget afsted for at tage hjem! Så jeg bad noget lignende: - at når Gud nu havde fået mig afsted, så måtte Han også være med i det – og det var Han!
|
|
| På missionen var vi 5 mennesker: Kirsten Solveig Larsen, hendes brasilianske mand Raimundo Nonato, Daniel og Flavia, som var frivillige nogle dage i løbet af ugen og mig selv. Jeg kunne kun snakke med Kirsten Solveig og Daniel på dansk og/eller engelsk. Med Raimundo og Flavia måtte jeg have tolket, eller klare mig med fagter og et venligt smil. Jeg kom hurtigt ind i en rytme, arbejdet med børnene, som var i alderen 4 - 12 år, var en blanding af noget der lignede skole/fritidshjem, hvor vi så flettede bøn og evangeliet ind hvor det passede. Der var også en del praktisk arbejde, og når jeg skulle lade op, lyttede jeg til lovsangsbandet Skywalk, som hurtigt kunne få humør og hjerte på rette plads. |
|
|
|
| Efter 2 ugers ophold var jeg med på en kristen weekend-camp, hvor det handlede om mission. Der var et par stykker som kunne lidt engelsk eller gerne ville øve det, så her fik jeg et par venner og fik virkeligt løftet moralen. Det er utroligt, hvor meget sprog og det at kunne kommunikere betyder. Det er ikke noget man sådan tænker over i det daglige, men når det ikke er muligt, står det tydeligt frem. På den weekend stod det mig også klart, hvilket hjerte de brasilianske kristne kan have for mission. Selvom de skulle bruge år ud over normal skolegang på at lære engelsk eller andet sprog, samt det faktum at en flybillet ud i verden normalt kostede flere års opsparing, så var drømmen om at blive sendt ud i mission temmelig stor. Her kunne jeg godt ønske, at flere danske kristne ville få øjnene op for, om ikke andet så bare et kortere missionsophold. |
|
|
|
Efter 3 ugers i Brasilien tog vi på 3 ugers missionsrejse i amazonregionen i og nær Macapa i det nordlige Brasilien. Jeg kan sige det med det samme: Jeg kom til at lave cirkus! - Og det var ret sjovt.
Kort inden afrejsen bad jeg for en 14-årig pige, som blev helbredt for rygsmerter, så mine forhåbninger for turen var steget betydeligt. Det var ikke en sammentømret gruppe, der tog afsted, men alligevel nåede vi vores mål ganske godt. De tre mænd på turen brugte meget tid på at bygge et nyt missionshus til fremtidigt arbejde, og så var der 3 kvinder og mig til at lave cirkus. Vi var alle klædt ud som klovne, showet bestod af pantomime, dukketeater og en masse undervisende og evangeliserende indlæg.
|
|
|
|
 |
Hvad der kom særligt nær mit hjerte var, når vi efter showet havde tid til at snakke og tilbringe tid med børnene. Der var som regel en, som kunne oversætte lidt, men ellers har de fleste børn ikke problemer med at jeg ikke forstod hvad de sagde, når bare jeg var med på at lege og klovne. Jeg fik også mulighed for at bede for nogle mennesker på rejsen, og enkelte med gavnligt resultat. Jeg mødte mange dejlige mennesker på min rejse, som jeg håber at møde igen. Samtidigt har jeg fået mod på mere mission og håber at kunne komme afsted igen, men næste gang skal min kone med. |
|
|
Der var mange trængsler, men også mange glæder på min rejse, og det var sandt at det sproglige gav nogle problemer, men når man gennem Gud møder mennesker med respekt og et åbent sind, så åbnes kærlighedens sprog, og det er det sprog vi må kende.
/Ole Viai
|
|
|
|
|
|
|
