|
[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Naturen viser hvem Gud er.
2006 sep 1
|
|
|
Naturen viser hvem Gud er.
Når jeg går ude i naturen, er det som om at jeg
hører eller rettere, oplever hvem Gud er gennem hans skaberværk.
Det er fantastisk at være ganske tæt på dyrene
og opleve sider af deres liv. Vi kender det alle fra naturudsendelserne
i TV …. Men det er nu noget andet at være der ude
og opleve det selv. Det kan af gode grunde ikke være store
vilde dyr som løver og den slags… men det er også
spændende at gå tæt på de små dyr.
Vi har, hvis vi kigger, mange oplevelser til gode lige uden for
døren. |
|
Ude i haven i vores Margeritter havde vi besøg af en flue
… en helt speciel flue, Kæmpefluen. Den er måske
lidt Ad, men kig på den. Den er lidt sky, men venlig og
lidt større end en humlebi. |
|
Når vi nu kigger på fluer hvad så med denne
her … En skorpionflue. Den lever blandt andet af døde
smådyr og ryder på den måde pænt op.
Den er da meget speciel at kigge på. Denne her skorpionflue
er en hun. Hannens hale buer op og ligner en skorpions hale,
deraf navnet. |
|
Denne måned og den foregående er rige måneder,
rige på frugter. Der er blevet høstet og frugttræerne
bugner af frugt… Morellerne er blevet modne og det sætter
dyrene pris på.. Især hvepse... men som her en Kødflue
som også kan lide frugt. |
Vi er trådt ind i efteråret. Vi vil få en ny
oplevelse af farvesymfonier.
Alex Wallin
Daglig leder af netkirken, Fotograf |
|
|
|
Efterår - Høst
Nu falmer skoven trindt om land
og fuglestemmen daler;
alt flygted storken over strand,
ham følge viltre svaler.
Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
dér ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.
Men i vor lade, på vor lo,
dér har vi nu Guds gaver,
dér virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver.
Og han som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper,
han bliver hos os med sit ord,
det ord, som aldrig glipper.
Ham takke alle vi med sang,
for alt, hvad han har givet:
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet!
Da over os det hele år
sin fred, han lyser gerne;
og efter vinter kommer vår,
med sommer, korn og kærne.
Og når engang på Herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i Paradis vi finder.
Da høste vi som fugle nu,
der ikke så og pløje;
da komme aldrig mer i hu
vi jordens strid og møje.
For høsten her og høsten hist
vor Gud ske lov og ære,
som ved vor Herre Jesus Krist
vor Fader ville være!
Hans ånd, som alting kan og véd,
i disse korte dage
med tro og håb og kærlighed
til himlen os ledsage.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi har taget fat på den første efterårsmåned
og jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Grundtvigs
dejlige efterårssalme.
Efteråret er en smuk årstid og den vidner ligesom
forår og sommer om Guds storhed, sådan som den kommer
til udtryk i naturen, i hans skaberværk. Det er så
smukt at gå i en efterårsskov, at se de smukke farver,
som vidner om, at sommeren er forbi, at naturen har gjort sit
årsværk, at høsten er i hus. Det er naturligvis
bonden og skovmanden, der har det store arbejde, men uden Guds
skaberværk og indflydelse på sit skaberværk
havde deres arbejde ikke været meget værd.
Naturen vidner om Guds storhed, om Ham, "som har al magten
i Himlen og på jorden, ham som har omsorg for hver eneste
detalje i skaberværket, også for det enkelte menneske.
Mine tanker går her i efteråret også til
en række af Jeppe Aakjærs dejlige, ligefremme sange.
Tænk blot på denne: |
|
|
Nu er det længe siden,
men end den gemmes i mit sind,
hvordan i barndomstiden
den kære rug kom ind,
hvordan dens kærnetunge top
ved moders svage kræfter
blev lagt i lugen op.
Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt;
se, far han lægger vesten
og sér så indadvendt:
En skælven i et ydmygt sind,
en bøn til altets skaber,
før avlen bringes ind.
Det går mod aftenstide;
snart skinner månen fuld og rund
på gavl og vægge hvide
og ned i vognens bund.
Mor standser træt og titter ind;
far kommer hen til lugen
og klapper barnets kind.
Og mellem hjulets eger
går stjerneblink og måneskin,
og milde vinde hveger,
mens barnet slumrer ind.
Så slutter far i Jesu navn,
og hjemmet går til hvile
med høsten i sin favn.
|
|
|
|
|
|
En pragtfuld sang, der på én gang vidner om fattigdom,
hårdt slid og respekt for Guds skaberværk, taknemmelighed
over, at høsten er i hus, en ærefrygt for altets
skaber. Gid vi i vor tid kunne finde tilbage til denne ærefrygt
for Himmelens og jordens skaber og livets opretholder, som vi
i virkeligheden er så afhængige af under alle livets
forhold.
Bjarne Nederby Jessen
Netpræst |
|
|
|
