DAGENS ORD: ”Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig.” Salme 27:10

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Rene Hartzner

2019 dec 1

René Hartzner og Aktiv Mission
René Hartzner er 84 år gammel og bor i Hillerød med sin hustru Ruth. De har tre børn, 10 børnebørn og fem oldebørn.

Han startede Mission Øst sammen med sin søn Kim i 1991.
I 2001 blev missionsdelen skilt fra og fik navnet Aktiv Mission.

René Hartzner har været generalsekretær i Aktiv Mission fra starten pr. 1. januar 2001 og pr. 1. januar 2020 overtager Ruth Cilwik.

Om Aktiv Mission:

Aktiv Mission er en dansk missionsorganisation, som arbejder for at gøre mennesker til efterfølgere af Jesus.

Dette gør vi ved at:

  • Styrke missionale menigheder, bevægelser og deres ledere.
  • Fremme læring på tværs af grænser, nationale og kirkelige
  • Støtte nytænkende kristne initivativer.

Aktiv Mission virker i dag i Indien, Cuba, Rusland, Mellemøsten, Polen og Albanien.

Du kan læse mere om arbejdet på hjemmesiden aktivmission.org og under publikationer finder du et magasin, som bliver udgivet fire gange om året.

Du kan også kontakte kontoret på telefon 3961 2012, hvis du ønsker at høre mere om, hvordan du kan blive en del af missionen i vores projektlande.

Som noget helt nyt er Aktiv Mission begyndt at virke i Cuba, hvor organisationen siden april 2019 har støttet præsteparret Neubel og Yarley Aguilar Manresa.

Læs her to artikler fra projektet i Cuba med præsteparret og syersken Margarita, som bliver udgivet i magasin nr. 4 – 2019:

Du er klippen, som altid står fast

Neubel Aguilar Manresa fyldte for nylig 48 år. Ved sin side har han sin kone Yarley på 40, datteren Kelly på 14 og sønnen Daniel på 16 år. Denne præstefamilie er i dag omdrejningspunktet for me-todistkirken i San Miguel.
Ved indgangen til 00’erne havde Neubels liv kurs mod en god karriere inden for hotelbranchen og turisme, der som landets største indtægtskilde er altafgørende for Cubas trængte økonomi. Neubel havde derfor efter cubanske forhold udsigt til en tilværelse, hvor der var mere end nok til hver dag. Imidlertid havde Gud andre planer med den unge mand!
Kvinden i mit liv
”Jeg levede et liv med fest og let adgang til alkohol. Med drikkepengene fra hotellets gæster oveni min løn havde jeg ikke problemer med mad på bordet og tøj på kroppen,” fortæller Neubel og fortsætter,” det var før, jeg mødte min kone Yarley!” På den tid havde Yarley taget sin lægeeksamen og arbejdede med socialt arbejde i Cuba alt imens, hun drømte om at rejse ud som barfodslæge for at hjælpe verdens fattigste. Med sit milde smil og varme øjne fanger Yarley hurtigt opmærksomheden hos dem, hun møder. For Neubel var det kærlighed ved første blik, og han besluttede sig hurtigt for at bede om hendes hånd. Som kristen havde den unge læge imidlertid helt andre planer. Hun ville i stedet bruge sit liv på at vidne om Jesus i ord og handling.

Guds veje er uransaglige
Den unge mand opgav dog ikke så let og tog med Yarley hen i hendes kirke. Under gudstjenesten sagde præsten ”Der er en til stede i dag, som er klar til at give sit liv til Jesus.” Neubel gik til alters med Yarley, og mens han stod der med lukkede øjne skete det! - ”Jeg befandt mig omgivet af træer og hørte en stemme sige til mig – jeg vil forandre dit liv.” I tiden efter søgte Neubel Gud, og bad ham om at gøre ham til den mand, han var skabt til at være. To måneder senere blev han døbt og levede fra da af hver dag tæt på Jesus.

Mens dette skete, havde Yarley søgt Guds råd for hendes liv og fået svaret ”Neubel er din udkårne.” De blev gift, og flyttede sammen i et simpelt hus, hvor de startede deres første missionsstation uden løn. Efter halvandet år havde de fået de mindst 25 medlemmer, som metodistkirken forudsætter for, at en missionsstation bliver til en kirke.

Bliv en del af håbet
I denne tid stiftede de familie først med sønnen Daniel og siden datteren Kelly. I 2016 sendte metodistkirken familien til det fattigste og mest kriminaliserede område i Havana. På bare tre år er deres kirke blevet et lyspunkt for hundredevis af mennesker i San Miguel. Under hjemmebesøg, i gudstjenesten og i det sociale arbejde bringer Neubel og Yarley håb ind i ellers usle livsvilkår - dagens måltid udgøres ofte af et stykke brød, medicin til behandling er uden for rækkevidde, og børn må vokse op alene uden forældre ved deres side. Som ledere i deres lokalsamfund er Neubel, Yarley og deres børn under et dagligt pres for at dække deres naboers helt grundlæggende behov. Du kan hjælpe familien ved at tage dem med i dine bønner, og gennem Aktiv Mission dele af dine økonomiske ressourcer til fordel for præstefamiliens arbejde i San Miguel.


De fattigstes håb tændes af kvinder

Cubas fattigste har brug for bæredygtige løsninger, som udruster dem til selvforsørgelse og til at tage sig af forældreløse børn, mennesker med handicap og ældre.
I Havanas fattigste kvarter San Miguel bor en helt speciel kvinde. Margarita på 58 er mor til fire voksne børn og bedstemor til to børn. Under revolutionens første spæde år voksede hun op i byen Puerto Padre i en af Cubas østlige provinser, hvor hun som 19-årig færdiggjorde sin uddannelse som syerske. Da Margarita var 30 flyttede hun med sin familie til Havana og slog sig ned med egen sy-virksomhed i San Miguel, hvor Aktiv Mission har etableret samarbejde med metodistkirken.

Denne tirsdag skal vi besøge Margarita i hendes hjem. Hun står i porten og vinker os smilende hen til sig. På vej op ad den smalle trappe må vi bukke hovedet, inden vi træder ind i den lille dagligstue.

Rejs dig, tag din båre og gå …
Der er en forventningsfuld stemning i Margaritas hyggelige og ydmyge hjem. Den stolte cubanske kvinde kigger på os med milde øjne, mens hendes ansigt trækker op i det skønneste smil. ”Velkommen og tak for, at I vil besøge mig,” klinger det fra Margarita.

I 2012 blev jeg ramt af en alvorlig sygdom, der gjorde mig sengeliggende i seks måneder. Som enlig forsørger bragte det vores familie i en yderst vanskelig situation” fortæller Margarita. ”En dag foreslog min niece mig, at søge den kristne Gud. Jeg bad intenst om Hans omsorg, og jeg fik den! Jeg blev rask nok til at gå hen til kirken. Med det samme jeg satte foden over dørtærsklen, begyndte den totale helbredelse af min krop og sjæl.” Vi sidder alle som tryllebundet af Margarita, der roligt kigger på os gennem de runde brilleglas.

Aktiv Missions stifter René Hartzner har set og oplevet mere end de fleste i hans årelange virke for mission i verdens fattigste lande. Han er ligeså bevæget som vi andre og ivrig efter at høre mere fra den spinkle kvinde. Vi spørger hende om et råd til andre mennesker – prompte lyder svaret ”Bed først til Gud, så kommer alt det andet, du har brug for.

Jeg er en tålmodig kvinde
Metodistkirken i San Miguel har hjerte for menighed og lokalsamfundet. Sammen med et team på 15-20 frivillige deler præsten Neubel og hans kone Yarley mad ud til forældreløse børn, ældre og mennesker med handicap og danner derigennem nye fællesskaber.

Margarita har sammen med to andre syersker fra kirken stillet sig til rådighed i uddannelsen af andre kvinder som syersker. Mange kvinder er alene om forsørgerpligten, da deres mand enten er død, sidder i fængsel eller har forladt landet. Og Cuba mangler det tøj, som de nyuddannede syersker vil producere og afsætte på det lokale marked i San Miguel.

På trods af de usle og fattige kår, som mennesker lever under i San Miguel, ser Margarita en lysere fremtid gennem tilbud om gratis undervisning i forskellige fag. ”Flere dage spiser vi kun brød, og de syge bliver bare mere syge. Vejen ud af fattigdom er egentlig enkel og samtidig nærmest uoverskuelig med de få ressourcer, vi har at gøre godt med. Nu hvor Aktiv Mission er trådt ind i vores kirkelige hjælpearbejde, kan jeg for alvor være med til at skabe en afgørende forandring i mine naboers liv. Jeg ved, vejen vil være lang og besværlig, men jeg er en tålmodig kvinde.”

Rene i Metodistkirken oktober 2019

Link til aktiv mission: http://aktivmission.org/




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk