|
DAGENS ORD: |
”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.”
1. Johannes 3:1
|
|
|
[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Fælleskirkelig Pilgrimsvandring
2023 aug 15
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge. Han leder mig til det stille vand.
(- fra Salme 23 i Bibelen)
|
|
Fælleskirkelig Pilgrimsvandring
Med tid til stilhed, samtale og bøn
Det er frivillige medarbejdere og præster fra Frikirken Salem i Frederiksværk, Torup kirke og Frederiksværk-Vinderød kirke, der indbyder til den 16. fælleskirkelige pilgrimsvandring i Halsnæs.
Lørdag den 26. august 2023 Kl. 9.15 – 16.00.
Pilgrimsvandringen 2023 begynder i Torup Kirke kl. 9.15 med morgenandagt ved sognepræst Lotte Grønborg.
Godt fodtøj tilrådes til den cirka 13 km. lange Pilgrimsvandring.
|
|
|
Mange har gennem årene deltaget i kortere eller længere pilgrims-vandringer både i udlandet og her i landet. En af de mest kendte er vandringen i Nordspanien til Santiago de Campostella. I Danmark i Jylland ad hærvejen, og i Nordsjælland fra Helsingør til Roskilde.
I Halsnæs kommune har vi fået Vandreruten Halsninoen. Det er en smuk rute gennem hele Halsnæs kommune fra Hundested i nordvest til Gørløse bakker i sydøst.
Vi følger stort set vandreruten Halsninoen gennem Evetofte, Ramsbjerg, Brødemose Skov, Arrenakke, Vinderød og Skovridderstien med Præstekorset til Turbåden Frederikkes anløbsplads ved Arresødal. Her holder tidl. sognepræst Ivan L. Jakobsen afslutningsandagt.
Undervejs gives der en forfriskning. Deltagerne må selv medbringe formiddags- og eftermiddagskaffe, mad og drikke til frokosten, og vand til at drikke undervejs. På frokoststedet bydes der på kaffe/te, samt vand til drikkedunkene. Da ruten kun i mindre grad byder på borde og bænke, bedes deltagerne selv medbringe et sidde-underlag.
|
|
|
Hvorfor tage på Pilgrimsvandring? Det moderne menneskes tilværelse er ofte præget af højt tempo, overfladiskhed og stress. Vi kan føle os overladte til os selv og vor egen formåen. Gennem vandring i naturen, gennem stilhed, bøn og samtale søger vi Gud, som har skabt alt, og giver livet kraft og mening.
Vi gør det ikke for at opnå noget, – men i taknemmelighed over at Jesus er den gode hyrde, der satte sit liv til for os. Og at vi på grund af Jesu død og opstandelse må leve i tro og tillid til Guds nåde, barmhjertighed og kærlighed.
|
|
|
Du kan deltage i hele pilgrimsvandringen eller dele af den.
Pris: 30 kr. Hvis der er overskud, går det til Folkekirkens Nødhjælp.
Tilmelding senest 22. august, 2023 til Ingolf Bjørsted: Telefon 28 74 08 18.Email: e.i.bjorsted@webspeed.dk.
Arrangementsgruppe: Elinor og Ingolf Bjørsted, præsten Bo Nicolai Skov, Frikirken Salem, sognepræst Lotte Grønborg, Torup og tidl. sognepræst Frederiksværk-Vinderød Ivan L. Jakobsen.
|
|
|
|
Transport:
Lokaltoget 920 R.
Stå af på Dyssekilde station. I bil kan man parkere ved Torup kirke. ELLER på P-pladsen ved Frederikkes anløbs-plads. Så gå til Frederiksværk Station og tage Lokaltoget 920 R til Dyssekilde Station. Så er bilen klar efter turen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra
den autoriserede oversættelse af 1992.
|
|
|