DAGENS ORD: ”Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden.” Galaterne 5:25

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Mercy Ships Danmark får ny generalsekretær

2024 dec 20

Mercy Ships Danmark får ny generalsekretær
Charlotte Nørholm Dyhr er ny generalsekretær for Mercy Ships danske afdeling. Hun er vant til at rejse penge og vil engagere så mange som muligt i organisationens to hospitalsskibe langs Afrikas kyster.

Charlotte Nørholm Dyhr tiltræder posten som ny generalsekretær for Mercy Ships Danmark pr. 1. januar 2025. Med sig har hun mange års erfaring inden for fundraising og strategisk kommunikation.

- Jeg vil sikre ressourcer og engagement til at hjælpe så mange mennesker som muligt, fastslår hun. – Mit mål er at positionere Mercy Ships som en strategisk partner for både det kirkelige netværk og den maritime og medicinale industri.

Mercy Ships driver verdens to største civile hospitalsskibe, der leverer livsforvandlende gratis kirurgiske indgreb og sundhedsydelser til mennesker i nød langs Afrikas kyster. Hjælpeorganisationen opererer op til 3.500 patienter årligt med en stab af professionelle frivillige, hvoraf mange er fra Danmark.

- Jeg er rigtig glad for, at vi med Charlotte Nørholm Dyhr ved roret har fundet en kompetent generalsekretær med solid fundraising-baggrund. Jeg får som formand ro helt ned i maven ved den beslutning, fortæller formand for Mercy Ships Danmark, Randi Mondorf. Hun tilføjer:

- Charlotte har det, der skal til for at appellere til potentielle donorer. Hun er udadvendt og har et vindende væsen. Samtidig er hun troværdig i sin professionelle faglighed.

Charlotte Nørholm Dyhr har tidligere ledet egen fundraising-virksomhed og haft ledende stillinger i hjælpeorganisationer som Danmission og Mission Øst. Hun er personligt engageret i frivilligt arbejde og inspireret af den livskvalitet, det giver at hjælpe andre. Sammen med sin mand, Ib Nørholm, og parrets fire voksne børn ser hun frem til at bidrage til Mercy Ships’ fortsatte succes og vækst.

– Hjælpearbejde er en kilde til mening og glæde, og jeg ønsker at dele den oplevelse med så mange som muligt, siger Charlotte Nørholm Dyhr.

Hun afløser Vibeke Hauge Førrisdahl, som fortsætter med at arbejde i organisationen.

- Jeg ser frem til at bygge videre på det solide fundament, som Vibeke Hauge Førrisdahl har skabt, og samarbejde med hende i hendes nye rolle, slutter Charlotte Nørholm Dyhr.

Africa Mercy,
er den tidligere dansk storebæltsfærge
"Dronning Ingrid"
Mercy Ships Danmark har de seneste år oplevet betydelig vækst, og denne positive udvikling skal fortsætte. Danmark er kendt for sin styrkeposition inden for skibsdrift, shipping og medicinalindustri med blandt andet virksomheder som Mærsk, MAN og Novo Nordisk som nogle af flagskibene.

- Det er oplagt at udnytte dette potentiale til at nå bredere ud, styrke vores netværk og dermed hjælpe endnu flere mennesker, fastslår den ny generalsekretær.

Mercy Ships tilbyder gratis operationer til mennesker i Afrika, der slet ikke har mulighed for specialiseret kirurgi. Indsatsen kombinerer direkte hjælp med kapacitetsopbygning gennem træning af lokale læger, så lokale sundhedssystemer selv kan foretage lignende operationer i fremtiden.

De to hospitalsskibe Global Mercy og Africa Mercy, der er den tidligere dansk storebæltsfærge ”Dronning Ingrid”, er bemandet med professionelle frivillige som læger, sygeplejersker, kirurger, maskinmestre, ingeniører og mange andre faggrupper, som bidrager med deres ekspertise og dedikation.

Læs mere om MercyShips på mercyships.dk




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk