DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Ruben Andersen-Hoel

Netpræst

Ruben Andersen-Hoel , Er ikke længere aktiv
Vanløse Frikirke

Mail: ruben@vanlosefrikirke.dk

 

Hvad er da et menneske?

1 aug. 2011

Min lille livshistorie er jo bare et komma i Guds store fortælling. Men alligevel er den værdifuld for Gud. Selvom der findes milliarder af mennesker, kender Gud hvert eneste af os. Det er ikke til at fatte.

Bibelen er den store historie om hvordan verden blev skabt – og hvad der skete sidenhen. Blandt andet er der i den store bog en masse fortællinger om enkeltpersoner, som bekendte sig til Gud og levede spændende liv. Deres historier kan vi spejle os i og lære noget af.

Et af de mennesker vi kan læse om er Abraham. Ham, der igennem et langt liv ikke kunne få børn, men selv da han var blevet gammel lovede Gud ham at: ”Jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred.” (1 Mos 22:17)

Min ven Bjørn og jeg diskuterede engang dette skriftsted. Jeg mente at der måtte være mange flere sandkorn end stjerner – og min ven Bjørn, der læste astrofysik og vidste noget om universet, mente at der måtte være mange flere stjerner end sandkorn.

Diskussionen fortsatte, så vi gik ned til stranden og lavede et eksperiment. Gennem flere forsøg endte vi med at konstatere, at der var flere millioner sandkorn i en håndfuld sand. Hvor mange er der så ikke på havets bred? Det synes jeg var helt vildt at tænke på!

Men Bjørn syntes ikke at det var ligeså imponerende – det med stjernerne var meget vildere. I astrofysikken brugte man meget større tal, sagde han. Det forstod jeg ikke, men så begyndte han at forklare:

Rumteleskopet Hubble sender infrarøde billeder som er tolv milliarder lysår væk… Et lysår er den afstand lyset tilbagelægger på et år, dvs. cirka 9,46 × 1012 km eller helt præcis 9.460.730.472.580.800 meter. (Altså ca. 9½ tusinde milliarder kilometer for bare et lysår).

Stjerne Eta Carinae er så meget stærkere end solen, at det svarer til et fodboldstadiums store belysning overfor en cigarettænder – fire millioner gange stærkere.

Stjernen Betelgeuse har en diameter på 160 millioner kilometer – det vil sige at stjernen er større end hvis man tegner jordens bane rundt om solen…

Hvorfor? Hvorfor så stort? Så ufatteligt?!
Fordi Gud er ufattelig! Vi kommer aldrig til at forstå ham eller hele hans skaberværk!

Der er plads til mange flere stjerner end vi kan begribe – vi ser kun en lillebitte brøkdel af dem. Afstandene er så imponerende at vi slet ikke forstår det.

Bjørn og jeg fik aldrig afgjort vores diskussion, for ingen af os kunne jo tælle sandkornene eller stjernerne. I stedet blev vi enige om, at det er et endnu større mirakel at Gud kender det enkelte menneske! Han holdt sit løfte til Abraham og gjorde ham til stamfader for et stort folk, og universets skaber er også din Gud. Ham, der kan overskue milliarder af mennesker er interesseret i dig! Læs bare salme 8 fra Bibelen.


Salme 8

v2 Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden,
du som har bredt din pragt ud på himlen!
v3 Af børns og spædes mund
har du grundlagt et værn mod dine modstandere
for at standse fjender og hævngerrige.
v4 Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
v5 hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
v6 Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
med herlighed og ære har du kronet det.
v7 Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,
alt har du lagt under dets fødder,
v8 får og okser i mængde,
selv de vilde dyr,
v9 himlens fugle og havets fisk,
dem som færdes ad havenes stier.

v10 Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden!



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk