DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Stiftspræst
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

 

Det evige liv

1 jul. 2016

6. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Matt 19,16-26

Prædiken:
Den unge mand går fortvivlet bort. Det kan man godt forstå! Han har arbejdet hele sit liv på at være retskaffen, gøre alt det rigtige, holdt på alle formene, været så ordentlig som muligt … og så får han at vide, at det er lettere for en kamel at gå ind gennem et nåleøje, end det er for en rig at komme ind i Guds rige.

Jesus er ikke altid så ”behagelig” at have med at gøre. Han stryger ikke nogen med hårene, hverken kameler eller unge, velmenende mænd … alle får at vide at de skal gå til deres yderste for at følge ham. De skal bryde op, forlade forældre, familie, alt, hvad de har ejet … give alting bort til de fattige, og så vandre med Jesus ud i det ukendte. I grunden kan man godt forstå, at han blandt mange var upopulær i sin tid. Store folkeskarer fulgte ham, i stor forundring og i længsel efter helbredelse – men de som stødte deres hoveder i mod ham, de som stod der i al deres retskaffenhed og ville det bedste, de havde det svært. For de fik at vide, at de ikke var radikale nok, at de ikke gik planken fuldt ud, at de skulle gå endnu længere – at det ikke var selve retskaffenheden, som talte. Det var en svær kamel at sluge.

En af dem, som i kirkehistorien er mest kendt for at være lige så radikal som Jesus ønskede det, er Frans af Assisi. Han voksede op i slutningen af 1100-tallet som søn af en meget rig købmand, som rejste det meste af det sydlige Europa rundt for at sælge dyre og meget fine tekstiler. Da Frans blev en ung mand, i begyndelsen af 1200-tallet, stod det klart for alle i den lille by Assisi, at der lå en strålende fremtid foran ham. Han ville blive endnu rigere end sin far, og han var yderst populær for sit lette sind, og festede altid blandt de unge. Han var gavmild, gav af sin rigdom og alle flokkedes om ham.

Han drog ud på ridderfærd, som man gjorde dengang og på vej på et korstog mod Jerusalem, blev han pludselig syg og måtte vende om. Han lå længe, hjemme i sin seng i de rige hus og blev passet af sin mor. Allerede én gang før havde han været syg, i forbindelse med et andet riddertogt, en lokal krig mellem to stænder, hvor han var kommet i fængsel. Disse to lange sygdomsperioder gjorde noget ved den unge Frans. Det var som om, at et eller andet nyt opstod i ham, en anelse om, at der var en anden vej. Det var som om han mødte Gud - dér midt på sygelejet, at noget ændrede sig i ham.

Så var det, at han en morgen, da han gradvist var ved at blive raskere, begav sig på en vandring ned i dalen syd for Assisi og kom til den lille kirke ved San Damiano. Her gik han ind og satte sig i bøn. Han sad længe stille foran korset, kiggede ud i luften i den meget lille og efterhånden stærkt nedbrudte kirke. Han har sikkert kunne høre fuglene synge, inde i den halvmørke kirke og vand dryppe fra de fugtige mure. Pludselig var det som om korset, som han sad foran, begyndte at tale til ham.

- ”Frans, forny min kirke”, lød det fra korset. Det var som om, at Jesus bøjede sig ned mod ham, favnede ham og gjorde sig til ét med ham.

Denne oplevelse var skelsættende for Frans og han løb ud fra kirken, ud i det skarpe lys og begyndte at lede efter sten og murbrokker, så han kunne reparere den nedbrudte kirke. Han hengav sig til arbejdet i den grad, at den lokale, sikkert lidt sløve sognepræst måtte undre sig. Frans gik så vidt, at han solgte nogle af sin fars tekstiler for at kunne købe byggematerialer og han arbejdede en hel sommer med sine bare næver. Mange begyndte at undre sig over, hvad den rige købmandssøn gjorde nede ved den lille gamle, nedbrudte kirke, som alle havde opgivet.

Langsomt begyndte en endnu mere radikal proces for Frans. Hans far blev vred over, at han blev ved at sælge af de flotte tekstiler til fordel for den lille, nedslidte og undseelige kirke, og den lokale sognepræst undskyldte over for faderen. Men sønnen var ikke til at stoppe. Til sidst undsagde han sig helt sin far, endda offentligt på torvet i Assisi, hvor han i protest mod faderens rigdom klædte sig nøgen. Det var så pinligt, at biskoppen måtte skjule Frans i sin egen kappe – og fra da af begyndte Frans at gå sine helt egne veje. Han gjorde det, som den unge mand i dagens tekst ikke turde gøre. Han gik planken fuldt ud, gav sig selv fuldt og helt til Gud, vandrede Italien og andre dele af det sydlige Europa tyndt, for at forkynde evangeliet, for at vise en vej i Guds radikalitet – for at dele enkelheden og kærligheden. Han kom endda så langt som til Egypten, hvor han midt i de brændende korstog fik god kontakt til den lokale sultan, som fik stor respekt for Frans og dermed for kristendommen i dens indre kerne.

Set i baksepejlet er det tydeligt, at det som Frans hørte foran korset i kirken i San Damiano, ikke bare handlede om at genopbygge den lille kirke i dalen, men om at forvandle og forny hele kirken. Netop på det tidspunkt hvor Frans levede, på grænsen mellem 11- og 1200 tallet, var kirken ved at størkne i rigdom og magtkampe, ved at gro til i noget, som var ved at fjerne den fra kristendommens centrum. Frans fik et radikalt kald, som var med til at vække hele kirken op. Han kom i kontakt med den daværende pave, Innocens den 3., som var en meget magtfuld pave og som blev dybt berørt af at møde Frans – så berørt, at han endda havde en drøm, hvor han så den lille skrøbelige Frans stå og bære verdenskirken, som en af kirkens søjler. Måske var drømmen grunden til, at Frans midt i en tid, hvor der i Rom var stor travlhed med at forfølge kætterier, faktisk fik ret så stor handlefrihed og måtte bevæge sig frit rundt, uden at blive anstødt af ordensmagten. Paven turde ikke andet. For noget tydede på, at den lille skrøbelige mand, med al den brændende iver var sendt af Gud og havde noget for sig, som var værd at lytte til.

Hvad kan vi lære af dette i dag?
Vores moderne tid er ikke som middelalderen, men vi er stadig i samme kampe som dengang – stolthed og længslen efter ære og jordisk gods står over for længslen efter et enkelt liv med mere simple, menneskelige værdier. Vi står alle i samme kamp og faktisk er grundmanuskriptet i alle film og romaner netop skåret omkring denne spænding – grådighed over for kærlighed, stolthed over for ydmyghed, magtbegær over for gavmildhed, m.v. Uden denne spænding, ingen livsfortælling! Og fordi vi kender det hele så godt fra vore egne liv, så har vi brug for stadigt nye fortællinger om nøjagtigt denne grundspænding.

Så den unge, rige mand, der gik bedrøvet bort, fordi han ikke kom så let gennem nåleøjet som en kamel, er en kendt skikkelse gennem hele verdenshistorien, både før og efter Jesu tid. Vi kender ham i os selv – så meget, at det næsten gør ondt. Man mærker helt ned i tæerne, hvor bedrøvet, han må have været.

Nu havde han gjort det så godt – gjort alt hvad han kunne, faktisk, for at være ordentlig. Men det ene han ikke kunne slippe, alt det, han var allermest knyttet til, det var det, som forhindrede ham i at gå gennem nåleøjet. Hans tilknytning til rigdommen har måske ikke engang handlet om magt, måske har det bare handlet om tryghed og om anseelse og om behovet for at have noget at ”stå imod med”, langt ind i alderdommen.

Alt det, som gør ham tryg, skal han give slip på – og alt det, han har gjort, for at være ”god” har været til ingen verdens nytte. Det er ikke sjovt og slet ikke, når man står foran selve Guds søn, selveste den, man opfatter som en mester.
Og hvad mon han så gjorde? Måske gik han, som Frans af Assisi, lidt i sig selv, blev syg, lå derhjemme og gruede, vendte og drejede sig. Han kviede sig ved at give slip på al sin rigdom – men måske gjorde han det faktisk, til sidst. Vi aner det ikke, for historien fortæller intet om det. Men muligvis blev han en af disse ivrige unge mænd, som faktisk gav slip på alt og valgte at følge Jesus – ligesom der var mange rige unge mænd, der i Assisi 1200 år senere valgte at følge Frans, i al hans radikalitet.

I hvert fald har der op gennem kristendommens historie været mange rige mennesker, der har valgt at gøre noget godt med deres rigdom – f.eks. bygge klostre, børnehjem, hospitaler, missionsstationer, og meget andet godt. For nyligt har vi i Maribo bygget et pilgrimshus, understøttet af fonde, som giver til godgørende formål. Det betyder ikke, at de rige fonde nødvendigvis er så radikale, at de forærer alting væk, men de får dog formuerne til at yngle til noget godt. Og så gør det mindre, at de stadig formår at akkumulere rigdom – så længe den går i omløb til noget, som kommer andre til gode, så giver det mening. Man kan sige, at man med sine penge kan være med til at skabe ”himmeriget på jorden”. Ved ikke bare at holde sin formue for sig selv, men ved at lade den tilflyde andre, skaber man noget godt – og dermed åbnes porten til et jordnært himmelrige.

Måske er det i virkelig gavmildheden, som er pointen i denne fortælling om den bedrøvede rige unge mand. Han kunne overholde alle bud, og være nok så retskaffen, som det overhovedet var muligt, men var han ikke gavmild og ikke kærlig, ja, så hjalp det ham intet. Han kunne være så ordentlig og så lovformelig, som ingen anden – men var dette ikke båret af hjertelighed og viljen til at give bort, ja, som gavnede det ham intet.

I vor lutherske tradition lægger vi vægt på det at komme til Gud med al vor skrøbelighed, al vor synd, alle vore fejltrin og ”uperfektheder” – at modtage udelukkende via nåden. Luther lægger vægt på, at det ikke er gerningerne, men selv troen, som frelser … altså hjælper det heller ikke den unge rige mand at gøre alt muligt godt med sin rigdom, med mindre han samtidig går ind under frelsens ”åg”, dvs. går ind i erkendelsen af, at han aldrig vil kunne blive frelst gennem at være ”perfekt” eller ”god”, men kun ved at erkende at han ikke er det.

Gud rækker os frelsen, netop i det splitsekund, hvor vi forstår, at det ikke er os selv og det vi gør, som gør os fortjente til det – men det modsatte, nemlig, at det er i al ”ufortjenthed” vi skænkes frelsen. Himmerige kommer m.a.o. ganske uventet – der, hvor vi ligger i en sygeseng og ikke kan mere, dér, hvor vi oplever, at vi er nået til vores nulpunkt. Det er ikke gennem at akkumulere rigdom, eller gennem at gøre gode gerninger, at vi opnår enheden med Gud – men tværtimod gennem vor skrøbelighed og vor ”nulstillethed”. Det er, når vi ”intet er”, at vi ”bliver til noget” – nemlig Guds børn, som i al afmagt må overgive os til at modtage kærligheden, som strømmer til os.

Det er som om, at en indre ”fjeder” skal sprænges, før vi forstår og erfarer, hvad Guds kærlighed egentlig er – nemlig noget ganske overraskende og forbavsende, som kun kommer til os, når vi allermindst venter det og allermindst tror, vi har gjort os fortjent til det.


Herre, vor Gud, Himmelske Fader
Kom til os, midt i vor sårbarhed og længsel
Vær hos os, når vi allermindst forventer det.
Vis os din vej og gør os villige til at vandre den,
uanset om vi går eller ligger, om vi er syge eller skrøbelige,
på kanten mellem liv og død.
Lad os altid stole på dit håb, på trods af alt.
Amen.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk