DAGENS ORD: ”Gud, du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig i det tørre, udpinte, vandløse land.” Salme 63:2

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Græse kirke

Mail: svo@km.dk

 

Kære læsere…

16 sep. 2016

Så er de nye konfirmander startet – et sjovt og godt år er skudt i gang – temaet er: mennesker, der møder Jesus. De kommer til at høre om mennesker fra bibelen og mennesker i virkeligheden i dag, hvor det at møde Jesus betyder noget i deres liv…
Holdene skulle udfylde et ark med ”hvad ved du i forvejen”. Det er mange sjove svar men til allersidst, hvor der står, ”Er der noget, du håber og forventer?” – siger de, Nej, det er der egentligt ikke…
Og egentligt forstår jeg dem godt – der er en masse ting i livet, hvor vi ikke har nogen forventninger, fordi vi ikke ved nok…
Men man kan håbe meget. At ting går godt, bliver sjovt og overraskende, at det har noget med mig at gøre…
I netop i disse søndage er der den ene dejlige beretning efter den anden, der handler om mennesker, der møder Jesus…

De kommer med alt muligt – fx to af disciplene, der sendte deres mor hen for at sige, Kan mine smukke kloge sønner ikke lige få plads ved din højre og venstre side i dit rige? – Det er sandelig ikke kun i dag vi har curling-forældre…

Jesus mødte en blind mand, der kom til, at se…

Han gjorde syge raske, en mand der havde været syg i 38 år og stadig håbede på et mirakel! Så mødte han Jesus.
I søndags hørte vi om to søstre, der var blevet virkelig uenige, og hvordan Jesus for dem blev fredens gud… De samme søstre, som vi hører om i Johs. 11: 19-45– hvor de har mistet deres bror. Der er de HELT enige – om at være vrede på Jesus…
I vores hverdag har vi et godt udtryk – nemlig ”til gengæld”…
Vi forventer ofte i vores hverdag, at hvis jeg hjælper dig med det her og gør det her for dig, så kan du til gengæld lige gøre rent og købe ind… eller hvad vi nu har brug for…

Jesus lyste af Guds kærlighed, og han sagde og han siger, Hvis I vil gøre noget til gengæld, så skal I bare tage imod mine gaver i tro. - Det er en meget sjov tanke, ikke?
Hvis jeg giver dig 1 million, vil du så ikke til gengæld - åh hjælp, hvad kommer nu - vil du til gengæld - tage imod dem og bruge af dem?
Det er faktisk Guds evangelium i verden. Tag imod Guds rigdomme i tro- til gengæld skal du leve med dem, og bruge af dem - hver dag.

Kan I huske historien om Marta og Maria, der mistede deres broir Lazarus? Så kom Jesus.
De kender Jesus, fredens Gud, de ved alt, hvad han har gjort for andre, og nu kommer han til dem,som han gerne vil trøste, fordi de har mistet deres bror.
Man kunne forvente, at han mødte venlighed på grund af sin kærlighed og sine helbredelser og sin store medlidenhed. Men det, han møder, er bebrejdelser.

Det er jo netop det, vi stadig møder Gud med, når vi står i en svær situation - ikke en tak for alt det han har gjort, men bebrejdelser over det, han ikke har gjort.
Hvorfor skulle det menneske dø, Gud? Hvorfor er der ondt i verden, Gud? Hvis du gør noget godt, hvorfor gør du så ikke alt godt, Gud? Hvorfor findes du ikke, Gud?

To gange i historien her hører vi det den døde mands søstre siger, ”Jesus hvis du havde været her, var min bror ikke død. ”

Og da Jesus selv græd over døden, sagde de andre, Kunne han, der åbnede den blindes øjne, ikke også have hindret, at denne mand døde? Alt er håbløst…

Men måske findes noget af håbet i de to første ord, i den bøn, Jesus har lært os: Fader vor…
Kan I huske, at jeg engang fortalte jer, at jeg talte med en muslim, der underviser på en katolsk skole, hvor de til morgensang beder Fader vor. Han sagde, ”Det er en skøn bøn, jeg kan bede med på det hele. Der er kun to ord, jeg ikke kan sige – det er ordene Fader vor – for sådan ser vi ikke Gud.”.
Så underligt at billedet af Gud som far er noget af det allervæsentligste i den kristne tro. Fader vor – vi ved, at en far lytter til sine børns smerte.
Hvis vores børn har det svært i skolen eller er stressede eller kæmper med dyb smerte, så lader de måske vreden gå ud over os forældre eller andre, der er allertættest på.
Og måske skælder vi ud på Gud, fordi vi er nødt til at skælde ud på en eller anden, og vores far i himlen kan bære det, fordi han elsker os.
Det, som historien her fortæller, er nemlig, at selv dér, hvor mennesker bebrejder Jesus, selv dér hvor de synes, at han var for sent på den, selv dér hvor alt håb er ude - dér er han stadig parat til at række os mennesker liv og håb og tro.

Ganske stille lytter han til de mange bebrejdelser fra søstre eller andre mennesker, og ganske stille holder hans Guds kærlighed op foran dem…
Dér hvor vi mennesker kaster deres vrede mod Gud, synes Han stadig, at vi er værd at elske, at vi er værd at skænke livet og kærligheden. Ganske stille betaler Jesus alle menneskenes bebrejdelser med et forsøg på at nå os med Guds gaver.

En andagtsbog, jeg holder meget af, hedder Diamanter i støvet, skrevet med glad tro og stor dybde af Yoni, der som 18årig brækkede halsen og blev lam fra halsen og nedefter. Hun skriver i sin andagtsbog til 8. september:

”I mange år bønfaldt jeg Gud om, at han vile helbrede mine hænder og fødder, så de kunne bruges. Når jeg nu ser tilbage, akn jeg se Guds visdom i, at han ikke gjorde, som jeg ønskede. Jeg er kommet bedre gennem disse tørre tider med de stadige bønfaldelser, fordi jegt ikke fik mit største ønske opfyldt. Min tro er blevet stærkere, min kærlighed til Jesus dybere. Det ville ikke være det samme, hvis mit ønske var blevet opfyldt.
Der kan ske store ting, når Gud ikke giver os, hvad vi ønsker.
I Getsemane have ønskede Jesus at undgår korset. Han håbede, det ville være muligt for hans far at føre ham i en anden retning. Men i slutningen af bønnen vidste Jesus, at han ikke skulle bede mere – han sagde, ”Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
Hvor herlige ting skete der ikke, som følge af at Faderen ike bønhørte sin søn – Gud være lovet, at han gik til korset.
Mange ting afhænger måske af, at Gud siger nej til dine ønsker og bønner. Mange gode ting vil måske følge af, at han fører dig i en anden retning…”

Til sidst vil jeg fortælle en gammel historie, som for nylig dukkede op igen - om bebrejdelser og gengæld. Den skulle være "ganske vist"! men er vist en vandrehistorie…

Et ældre ægtepar i København kørte i S-tog og ind i kupeen kom en punker - næsten skaldet kun med en hanekam af hår hen over hovedet - det var farvet skrigende rødt med orange spidser, han havde ringe i ørerne og i næsen, sort tøj p† med huller hist og her, og han satte sig lige over for den gamle dame. - Hun blev så gal over denne skrækkelige punker - og hun gav sig til at skælde højlydt ud over ham, hun fortalte hvor grim hun syntes han var, og at han garanteret var en snylter på samfundet, for ingen vil jo ansætte én, der ser sådan ud, og tænk at pæne mennesker ikke engang kunne køre i tog i fred og ro osv. Det var selvfølgelig vildt pinligt... Punkeren derimod sad ganske stille og kiggede lige ud i luften, uden at fortrække en mine.
På et tidspunkt kom der en billetkontrollør imd i kupeen, mens damen fandt sin billet frem, nåede hun lige at sige, at sådan en som ham garanteret ikke havde nogen billet, Og lige pludselig snuppede punkeren den gamle dames billet og spiste den! Så satte han sig igen og stirrede udtryksløst ud i luften med sin egen billet i hånden.
I samme jeblik bad billetkontrolløren om at se damens billet - "Jamen ham dér har spist den!" sagde hun.
Ja, det er rigtig nok, sagde hendes mand, jeg så det selv.
Ja, ja - sagde billetkontrolløren - den kender vi, folk har så mange gode undskyldninger, når de ikke har billet! - Og så satte han sig ned og skrev en bøde på 500 kr. til den forargede dame.
Ved næste stoppested skulle punkeren af, han rejste sig - og stadig uden at fortrække en mine, smed han en 500 kr. seddel i skødet på damen og forsvandt.

Jeg ved ikke, om historien er sand, men den er i hvert fald god. Og jeg synes, den minder om den historie, vi har foran os i dag - at selv dér hvor Jesus møder bebrejdelser og irritation over det, han ikke har gjort, i stedet for tillid og tak for alt det han gør - dér lytter han bare ganske ganske stille og gengælder al vores vrede og sorg og bebrejdelser med tilgivelse og kærlighed.

Lazarus blev levende den dag – jeg ved ikke, om det var en win win situation , for så skulle han igennem døden én gang til. Men jeg håber og tror, at Jesus for ham som for os, når døden møder os, at Jesus dér vil række hånden ind i dødens mørke og holder os fast og går med os. Og at korset lyser til liv og gensyn.

Selv dér hvor alt håb er ude, kan han tænde håb og tro og liv. Jeg er opstandelsen og livet - den som tror på mig, skal leve om han end dør.
Det er Guds rigdom, Guds million, som Jesus rækker til os, når han siger: Vil du modtage mine løfter om håb og kærlighed og fred - det eneste jeg forventer til gengæld er at du tager imod det og lever med det.





Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk