DAGENS ORD: ”Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.” Filipperne 2:4

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Græse kirke

Mail: svo@km.dk

 

Han lytter til dit hjertes bøn.

1 feb. 2017

Kære læser,

I januar måned var min mand og jeg i kirke på Gran Canaria… Nede sydpå i byen Playa del Inglés – og vi skulle finde en international kirke i en stor økumenisk tempelbygning.
Da vi kom derhen, så vi folk strømme ind i kirken, og man kunne ikke lade være med at gå med – det var så en katolsk kirke, hvor alt foregik på spansk.

Det var jo ikke lige det, vi havde tænkt os, så vi gik videre – selv om det så hyggeligt ud – og vi nåede lige at se, at oppe i højre side af kirken stod der en nonne og fyrede den af på guitar! Sådan noget kan jeg godt lide!!

Lige rundt om næste hjørne fandt vi den protestantiske kirke – ikke nær så mange, 25- 30 stk. – men en dejlig gudstjeneste, og dér var det i øvrigt præsten, der spillede guitar!
Efter første bøn begyndte gudstjenesten med, at alle skulle sige deres navn, og hvor de kom fra. Ret hyggeligt og meget internationalt…

Jeg kom til at tænke på, at når vi er samlet i en kirke, så ser Gud aldrig ”en flok mennesker”, men han ser og husker den ene efter den anden af os ved navn – og jeg tror, at Han tænker i sit hjerte, ”Dér er mit barn, det er ham eller hende, jeg elsker…”
I kirken i Playa del Inglés blev alles navne og lande nævnt. Det var ikke ligemeget, om vi var der eller ej!
”Nu skal I rejse jer!” sagde den irske præst glad, ”vend jer om og hils på dem bagved…” – det var lidt morsomt for os, for vi var kommet til at sidde forrest – som man altid gør, når man kommer sidst! – så da vi vendte os om, så vi alle de andres rygge. Dét kan man godt lære noget af…

Men når vi er dér i en kirke, et eller andet sted, i den store flok, så møder vi Gud på hver sin måde. Vi velsignes af Gud på hver sin måde. Vi går fra kirken igen på hver sin måde.
Sådan var det også med nogle mænd fra Mattæusevangeliet kap. 8 vers 1 – 13. det handler om nogle mænd, der møder Jesus. Jeg vil dog kun sige lidt om den første.

Han var en mand, der var uhelbredelig syg af spedalskhed. I ved sikkert godt, at spedalske skulle gå med klokker og ringe, når de kom i nærheden af mennesker, så folk kunne flygte på grund af smittefaren. En spedalsk fik aldrig mere en berøring, ingen fysisk kontakt med andre, ingenting.

Denne stakkels mand kaster sig ned foran Jesus og beder om hjælp.
Ved I hvad, jeg tror? Jeg tror, at hans venner - på afstand – ville have sagt – ”Prøv lige at høre, selvfølgelig hjælper det ikke at bede til Gud – det er måske meget godt for nogen at have en eller anden tro at støtte sig til – men helt ærligt, du er spedalsk! Selvfølgelig kan Gud ikke gøre noget…”
OK, lad mig lige spørge dig, kære læser, om noget… Lad os sige, at du i morgen på arbejdet måske hører om en tragisk situation for en af dine kolleger… eller en i din familie…

Måske siger du, ”Ja, jeg tror, jeg vil bede til Gud om det her, i Bibelen står der jo, at man kan bede til Ham om hvad som helst…” – Mon dine kolleger eller familie vil sige det samme som den spedalske mands venner? Mon de vil sige sådan noget som:
”Prøv lige at høre, lige i sådan nogen situationer hjælper det nok ikke at bede til Gud – fint nok for nogen at have en eller anden tro at støtte sig til – men helt ærligt, i dén vanskelige situation kan Gud selvfølgelig ikke gøre noget…”

Hvis du oplever det, så vil jeg opmuntre dig til at huske denne spedalske mand, der kommer til Jesus med alt det, som andre har opgivet, med alt det umulige – for denne mand var det sygdom…
For dig kan det være problemer på arbejdet, svære ting i din familie, nogle der kæmper mod anoreksi eller ensomhed - nogen der ligger for døden…

Jeg ved det ikke – men dén Gud, dén Far i himlen, der elsker dig som sit barn, og som midt i flokken af mennesker ser dig med stor, stor kærlighed, han lytter til dit hjertes bøn – og han griber ind med håb og velsignelse.
Noget af det mest rørende for mig i denne beretning, som egentligt ikke har noget at gøre med, at manden bliver rask, det er, at da han ligger der på knæ med al sin spedalskhed og smitsomhed og væskende sår, som spedalskhed jo giver, så rækker Jesus hånden ud og rører ved ham.

På så enkel en måde fortæller det os, at Guds kærlighed er langt større, end alt det, vi kæmper med. Gud er ikke bange for at række hånden ind i vores liv, i vores sværeste tanker, i det uforløste, og røre det, der gør mest ondt – med fred og kærlighed.
Der er ingen garanti for, hvordan Gud handler – men kommer du til Ham med dine tanker og håb, så vil Han tage imod dig som sit kære barn og blive hos dig.

Må Gud velsigne dig, kære læser…
Amen




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk