[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Henrik Frimand-Meier,
Netkirken
Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com
Gilgal
16 jul. 2018
I Josuabogen findes der en tankevækkende beretning i kapitel 5. Israelitterne var bagud, ligesom så mange af os andre også kan komme bagud, med væsentlige ting i livet. De havde fyldt livet op med den sædvanlige trummerum og kæmpet mange trivielle kampe. Efter de mange års ørkenvandring var de kommet til Kana’an, det land de så længe havde set frem til at skulle være i.Her oplevede de noget, som for deres generation blev skelsættende. Den forsmædelse, tiden i Egypten i generationer havde tynget dem ned med, væltede Herren af dem.
Forsmædelse. Nok er det et gammelt ord, men vi fornemmer følelsen af at være ydmyget; ydmygende handling eller begivenhed, krænkende adfærd, smerte og fornedrelse. Og al den påvirkning forsmædelsen har tynget tankerne og sindet ned med, såvel som dens påvirkning på kropsholdning og selvforståelse.
I Egypten var israelerne slaver med en enstrenget identitet; i Kana’an blev de til en mangfoldig stamme. Det begyndte her i Gilgal med, at deres identitet blev knyttet til deres oprindelse, gennem omskærelsen. Dernæst, at de med erkendelsen af påskens betydning, fik et nyt afsæt, en ny start, hvor de trådte deres første skridt ud i ’løfternes land’ – på dét Guds ord, der havde lydt i flere hundrede år; men som her blev nutidigt og nærværende.
Og så står der: Dagen efter påsken begyndte de at spise af landets afgrøde, usyrede brød og ristet korn. Netop denne dag begyndte de på det, og fra den dag hørte mannaen op. Da israelitterne begyndte at spise af landets afgrøde, fik de ikke længere manna. Det år spiste de af det, der blev høstet i Kana'an.
De lærte at klare sig på egen hånd. De brugte deres evner og de høstede landes goder. De begyndte at gå ind i deres bestemmelse og omsatte Gudsløfterne til liv og gerning.
Der havde været dage, hvor Gud mirakuløst måtte give dem føde, hvor der ellers ingen madvare fandtes. Men målet var, at livet og gerningen skulle bringe dem det, som de behøvede. For at komme derhen, måtte de først opleve, at Herren væltede forsmædelsen bort fra dem. At alt det der tyngede, blev løftet af dem. De måtte slippe deres tyngede enstrengede syn på livet og give plads til en større mangfoldighed. Før de kunne dét, var der noget de måtte ha’ på plads i deres liv: Påskens betydning måtte de genopdage og deres pagt med Gud skulle de have genetableret.
Det tankevækkende og nutidige i denne gamle beretning er, at også vi har et sted at gå hen, hvis vi tynges ned af forsmædelse. Jesus siger i Matt. 11: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Også vi kan finde forløsning i, når vores pagt med Gud genopdages; og vi bliver bevidste om betydningen af, at Gud er vores himmelske far, der i dåben har ladet det trælbundne menneske begrave, og når vi tror på Jesu død og opstandelse: At vi med Ham kan udfolde os i bekendelsen; at det ikke længere er mig der lever, men Kristus der lever i mig.
Vi behøver ikke at være bagud med de vigtige åndelige ting i livet. Jesus kalder os til at komme til sig, så vi hos ham kan finde hvile for vores sjæl. Så vi får tanket op og bliver lettet for hver en byrde tilværelsen ellers har belemret os med. Vi skal bytte syndens slave åg ud med kærlighedens og sandhedens åg. Jesus kalder os til at leve med nåden og troens tillid som udgangspunktet for vores tilværelse og for vores samvær med hinanden. Det åg er, modsat syndens åg, godt og let at bære.
Målet er også for os, at leve vore liv så Guds løfter ikke er fjernt fra os, men at de er nærværende og brugbare ind i tiden. Guds nåde er den kraft, der kan forløse vores potentiale og give plads til en rigdom af mangfoldighed. Vi skal vove at tro på Guds ord. Vove at blive stille og lade påskens budskab sætte retningen for vores tilværelse. Lade evangeliet have betydning for os. Josua og israelitterne vovede at holde sig i ro i Gilgal og lade Herren få plads i deres midte. Lad os vove at lade Herren tale til os. Så det der betyder noget for os, bliver knyttet sammen med Gud, hans vilje og virkelighed. Hvis vi gør det, bliver det positivt skelsættende for os – intet mindre! Også vi har brug for et Gilgal, hvor vi kan gribes af Guds storhed og opleve forløsning, når tilværelsens forsmædelser løftes af os.
Amen
Gud velsigne dig!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
