DAGENS ORD: ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” Ezekiel 36:27

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Stiftspræst
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

 

Jeres fader har besluttet at give jer Riget

1 aug. 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
Matthæusevangeliet 11,16-24

---

Jesus revser de byer, han har virket og vandret i, fordi de ikke har omvendt sig – trods mægtige ”kraftgerninger” (som der står i den gamle oversættelse). Det er en barsk opsang, beboerne i byerne får, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad tilhørerne har tænkt. Især Kapernaum, Jesu egen hjemby, spås en voldsom dom. Det skal gå denne by værre en Sodoma. Det er ikke byens lastefuldhed, der anklages, men derimod dens manglende evne til at tage imod det, som Jesus kom for at give. Altså en form for forhærdelse hos Jesu bysbørn. Han har levet midt i blandt dem, og dog har de ikke taget imod det, han kom for at give.

Lige midt i denne sommertid har vi mærket effekten af mange års misbrug af vores klode – klimaet er vendt op og ned, vi har varme som i Afrika, de højeste varmegrader målt så længe varmegrader har været målt i meteorologien. Og forud for det var en vinter, som varede helt til påske – som en af mine præstekolleger forleden udbrød: ”Da jeg vågnede påskemorgen og så ud i min have, lå der et meterhøjt tykt lag sne!”

Der har i mange år været talt om risikoen for klimaforandringer, og det har også kunnet mærkes adskillige steder på kloden – men i løbet af denne ualmindeligt varme sommer er det som om, det er blevet tydeligt, at der er ved at ske noget, også på vore breddegrader.

På Jesu tid sloges man ikke med klimaforandringer, men med mange andre forhold, blandt andet voldsom undertrykkelse og vold. Der var grund til, at Jesus revsede byerne, og truede dem med fortabelse. Uden tvivl har bysbørnene ikke brudt sig om at høre det – ligesom vi i dag heller ikke bryder os om at høre, at det er vores livsstil, der på sigt kan føre til, at balancen på kloden tipper.
Uden tvivl har beboerne i Kapernaum og i de andre omkringliggende byer følt sig ret så magtesløse overfor Jesu ord – for han levner dem ikke mange chancer. Men i virkeligheden opfordrer han til årvågenhed og besindelse – og til omvendelse til nogle helt andre værdier, end dem, de har levet efter. Det har de ikke alle været parate til. Og derfor har ordene virket så tunge.

I teksten til forrige søndag, fra Lukasevangeliet, kapitel 12,32ff., tales om Gudsriget, og om vigtigheden af at finde skatten det rette sted. Jesus siger, trøstende til sine disciple:

”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne.”


Disciplene skal m.a.o. være årvågne, og have deres hjerte det rette sted. ”For der hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være”.
Kort forinden har Jesus fortalt lignelsen om den rige bonde, som samler i lade:

”Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« (Luk. 12, 15-21).

Det handler med andre ord om ikke at samle sig skatte på jorden, men være rig på den anden måde. Atter engang: ”For der hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være”.
Lige efter lignelsen om den rige bonde taler Jesus tydeligt om, at vi ikke skal bekymre os.

”Til sine disciple sagde han: »Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Livet er jo mere end maden, og legemet mere end klæderne. Læg mærke til ravnene; de sår ikke og høster ikke, de har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føden. Hvor langt mere værd end fuglene er ikke I! Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige? Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således det græs, som står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende! Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres fader ved, at I trænger til dette. Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift.”

Ikke at bekymre sig kan ikke have været helt så let for indbyggerne i de byer, der blev fordømt. Og det er det heller ikke for os i dag, fordi vi ved, at vores verden står ved et skæringspunkt, en form for ”Kairos-øjeblik”.
Alligevel, midt i dette, opfordrer Jesus til, at vi – som disciplene - skal leve en enkel livsstil, i en ubekymrethed, som kommer af, at vi hviler i Guds hånd. Bag al talen om dom over byerne, opfordres vi til at leve på en helt anden måde end den, som er gængs i verden. Disciplene skal ikke samle sig i lade, de skal ikke være bekymrede, de skal give det væk, de ejer, sørge for de fattige, spænde bælterne op omkring sig og vandre ud i verden for at forkynde evangeliet. Til dem siger han netop:
”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger.”

Den hellige ubekymrethed kommer af, at Gudsriget netop er midt i blandt dem. Det er lidt af et mysterium, for det er hverken hér eller dér, men netop som en surdej, der forvandler livet, fra inderst til yderst.

”Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« (Luk. 17, 20-21).

Denne forvandling af livet, fra inderst til yderst, er det essentielle i Jesu lære. Han bærer kærlighedens lære, men bliver meget skarp, når mennesker ikke formår at følge kærlighedens lov, men i stedet udbytter og undertrykker hinanden. Han ved, bedre end nogen anden, hvor katastrofalt det er for menneskeheden, når vi ikke tør følge Guds love, men i stedet misbruger både jorden og hinanden.
Der er ikke nogen enkel vej frem for os og vores jord, midt i de mere og mere bemærkelsesværdige klimaforandringer. Men alligevel er Guds rige midt i blandt os, og det vigtigste er måske at være med til at ”fremkalde” det – som en usynlig film, der skal gøres synlig. Netop som surdejen, der skal have lov at virke i brødet, eller som sennepsfrøet, der vokser op og bliver som et stort træ, hvori himlens fugle kan hvile.
Den enkleste måde at fremkalde Gudsriget er at leve efter kærlighedens lov.
Som det siges så enkelt af Paulus i Filipperbrevet:
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. ( Fil 2,5)


Kirkebøn:
Herre, vor Gud, himmelske far
Du er med os alle dage indtil verdens ende.
Du bereder en vej for os, der hvor vi allermindst ser det
Du går gennem lidelse og død for at komme os i møde.
Vær med os i vores kamp for at finde håb, trods modgang og opgivenhed.
Gennem at være vor tjener rejser du os, så bliver dem, vi er skabt til at være.
Vær med os, så vi i fællesskab bliver en kirke af levende sten, der rækker ud til verden og giver næring til alle, som længes.
Amen.









Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk