DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Stiftspræst
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

 

Allehelgen

1 nov. 2018

”Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«”
Matthæusevangeliet 5,1-12



Det er begyndelsen af november, tiden for Allehelgen, hvor vi mindes dem, der er gået forud for os, alle dem, der er blevet en del af evighedens rige, og nu ikke længere er fysisk i blandt os. Rundt omkring i landet tændes lys på gravene, og i kirkerne vil navnene på dem, der i løbet af det sidste år er gået bort, blive læst op. Det er med andre ord en sorgens tid, men også en tid, hvor vi tænder lys i mørket.
Sorgen er på en måde det stof, der binder hele menneskeheden sammen. Sorgen er noget af det universelle, som vi har til fælles, uanset hvilken kultur, vi kommer fra. Vi kender alle til at miste, og til at skulle leve med tab. Måden vi gør det på, kan være meget forskellig fra kultur til kultur, over hele kloden, men selve realiteten, det at vi må leve med, at vore nærmeste dør og forsvinder fra os, er noget dybt fælles menneskeligt.
Vi må leve med, at dem, vi elsker, ikke altid er iblandt os, og vi må leve med, at vores eget liv har en ende. Vi lever således hele tiden med en ”grænse”, som vi ikke ved, hvornår sættes. Vores eksistens skabes og bliver til, i lyset af denne grænse. Livet eksisterer – og balancerer - på kanten mellem ”nu” og ”evighed”.

Netop afdøde Kim Larsen udtrykte det så fint: ”Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe, på det liv, som skal komme, førend livet er omme”.
I Kim Larsens univers var fokus på livet før døden … men i det kristne univers har vi et dobbelt-fokus, både på livet her og nu, og på livet på den ”anden side”. Livet, som vi møder, når vi kommer på den anden side af døden - til ”himmelen”.
I Johannes' Åbenbaring gives der et håbstegn:

”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: »Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.« Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« (21, 1-5)

Det er svært at sige så meget om himmelen – det forbliver en gåde, og det eneste vi kan fornemme er, at himmelen kan nå jorden i strejf af anelser, ”som et strejf af en dråbe”. Og heri ligger et gådefuldt håb.

Jeg arbejder for tiden som præst ved Psykiatrisygehuset i Slagelse og mærker, hvor meget sorgen betyder for dem, der frivilligt eller ufrivilligt må tilbringe enten kort tid eller lang tid inden for ”murerne”. Nogle er der få dage, andre flere uger, andre igen mange år – nogle størstedelen af deres voksne liv.

I samtalerne sker der som regel et gennembrud, hvis tårerne får mulighed for at komme frem. Så kan begge parter – både den, der taler, og den, der lytter – mærke, at noget nyt begynder at ske. Tårerne er en bevægende kraft, et tegn på, at vi er ved at være inde ved smertens kerne. Dette sted er samtidig det sted, hvor noget ”anderledes” kan pible frem – et tegn på, at forvandling kan være på vej.

Kærlighedens kraft er paradoksal og uudgrundelig, og uden tvivl kan vi ikke elske, midt i smerten, ganske uden hjælp – men hvis vi læner os mod Kristus, og som vingrenene på træet lader os fylde af den næring, der kommer fra kærlighedens dybe kilde, da er vi nær korsets gåde, og nær den opfyldelse, forløsning og forsoning, der paradoksalt nok altid vil ske, når man magtesløs læner sig tilbage, råber om ”hjælp” og giver slip, ind i den store virkelighed, der er Guds.

Anna Sophie Seidelin sagde engang, at den enkleste og mest livsnære bøn netop er ”hjælp”. Der slipper vi taget i at skulle have kontrol med alting … der sætter vi os helt i Guds ”vold” så at sige … lader Guds rige råde. Det er i magtesløshedens kerne, der hvor vi ved, at vi intet selv kan, at noget nyt kan begynde at bryde frem.

Kernen i Guds åbenbaring er, at alle, der føler sig udenfor, egentlig er dem, der er allermest indenfor – paradoksalt nok.

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, råber Jesus i sit mørkeste øjeblik – det øjeblik, der netop gennem vor tros historie er forblevet beviset på Guds dybe kærlighed til menneskeheden.

Alt dette er jo netop ”solstrejf” af Guds rige – anelsens landskab, hvor noget nyt er ved at blive til, ganske i det stille.

Hvordan genskaber vi vor tilværelse, så den i højere grad genspejler glimt at Guds rige? Det er som at pudse et meget støvet glas – når kluden har gnubbet tilstrækkeligt grundigt og længe, ser man pludselig et helt nyt lys skinne igennem og verden bliver klarere. Alt ”bades” på ny, så at sige. Alt bliver nyt.
Det er anelsen om ”det anderledes”, som træder igennem. Anelsen af Guds fodaftryk i verden. Anelsen af kærlighedens forvandlende væsen.

Jesus siger det så fint i Bjergprædikenen: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Jesus får, i ganske enkle ord, givet trøst til alle, som ikke føler sig ”rigtige”. Det er tabu-belagt at føle sorg, på trods af, at sorgen er det levende ”kit”, der får os alle til at hænge sammen som ”skrøbelige lerkar”. Uden tårerne var der intet vand, der kunne holde leret i pottemagerens hånd levende. Uden tårerne kunne vi slet ikke eksistere, ja, ikke engang blive til.

I et andet skriftsted, også fra Bjergprædikenen, der ligeledes bruges ved Allehelgen, taler Jesus om, at vi er Jordens salt. Lys og salt hænger sammen:
”Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«”
Matthæusevangeliet 5,13-16

Salt, lys og tårer … alle sammen ”substanser”, der giver næring og mening. Det er ofte smertefuldt at græde, men gråden forløser … det ved alle, som har grædt. Noget løsner sig i hjertekulen, og vi bliver mere levende. Først når gråden har fået lov at flyde, kan vi igen mærke livet i os.

Bøn:

Gud, dine ord er som en spejlpyt
I den kan vi se dit væsen
Livets mening træder frem i det mindste små
Gennem spejldråberne fra din pande
Som drypper fra skyerne
og ned på vor jord
kan vi se hvem vi er


Amen.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk