DAGENS ORD: ”Jeg er hjælpeløs og fattig, skynd dig at komme til mig, Gud! Du er min hjælper og befrier, tøv ikke, Herre!” Salme 70:6

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Stiftspræst
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

 

Maria Bebudelse:

1 apr. 2019

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.
Lukasevangeliet 1,26-38

Herre, væk din kirke, og begynd med mig!
Herre, gør din menighed levende, og begynd med mig!
Herre, skab fred overalt på jorden, og begynd med mig!
Herre, bring din kærlighed og sandhed til alle mennesker, og begynd med mig!
(En kristen kinesers bøn)


Vi står i disse dage overfor Maria Bebudelse. Det er tiden, hvor vi mindes den guddommelige undfangelse, der skete, og som førte til, at verdens frelser blev født, sårbar i en krybbe, af en fattig kvinde, som sammen med sin trolovede, Josef, måtte på flugt for at beskytte barnet.
I Lukasevangeliet hører vi om, hvordan englen Gabriel opsøger Maria i den lille landsby Nazaret i Galilæa. Man kan godt forstå, hvorfor Maria bliver forfærdet – en stor engel, der pludselig viser sig, bøjer sig over hende og kalder hende den benådede.
Så er det, englen siger de berømte ord:
»Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige
Maria svarede da overrasket englen: ”Hvordan skal det gå til?
Lige siden har de forskellige kirkesamfund undret sig over dette under, og også tolket det meget forskelligt. Kunne Gud virkelig sådan indgyde sig selv i en ung kvindes skød og dermed skabe mulighed for verdens eneste ubesmittede undfangelse, altså en undfangelse uden medvirken af en jordisk far?
Det er forståeligt, at både Maria og Josef blev lidt bekymrede, for der var formodentlig ingen omkring dem, der for alvor ville tro på denne historie med, at undfangelsen var sket helt fra oven, som ved et mirakel.
Det fremgår ikke helt af kilderne, hvordan folk i Nazaret egentlig reagerede, men under alle omstændigheder bæres både Josef og Maria af Guds vejledning – Josef blandt andet igennem en drøm, der forvisser ham om, at han ikke skal forlade Maria, men blive ved hendes side.
Og der er også en anden god støtte, nemlig den aldrende Elisabeth, der bærer Johannes i sin mave – hvilket ligeledes er et stort under, da hun er så gammel, at hun egentlig slet ikke kunne blive gravid, ifølge naturlovene. Hun er i 6. måned, da englen Gabriel bebuder for Maria, at hun skal blive med barn og føde en søn, der skal kaldes Jesus.
Johannes og Jesus vokser således op tæt på hinanden, som fætre, og det får betydning for alt, hvad der siden hen kommer til at ske.
Marias betydning har siden, i løbet af kirkehistorien, forandret sig meget. I katolsk og ortodoks tradition er hun ophøjet som noget ganske særligt og yderst helligt, mens hun i protestantisk tradition betragtes som noget mere ”almindeligt”. At det kan være svært at forklare den forunderlige undfangelse er en udfordring for mange protestanter – men uanset, hvordan man vælger at forklare underet, der så tydeligt er beskrevet i Lukasevangeliet, har Maria ikke den samme overordnede betydning som i katolsk og ortodoks tradition. Og det har ofte præget den økumeniske dialog – altså samtalerne på tværs af kirkesamfundene. Det grundlæggende spørgsmål er: Var Maria en ophøjet eller en helt almindelig kvinde? Hvordan skal man forstå hendes betydning som Jesu moder?
Det at virke sammen som kirkesamfund er jo på en måde at overstige nogle barrierer, som er menneskeligt skabte, og som kun kan brydes ned, hvis man træder ind i besindelsen om, hvad det er, som Gud vil med os.
Måske kan man billedlig talt se det så enkelt som, at de mange kirkesamfund jorden over er en del af et stort, guddommeligt kludetæppe, som er vævet som et net over hele jorden, for at forbinde alle mennesker i Gud. Men menneskene selv kan ikke se kludetæppet, det ses nemlig ”kun” fra et guddommeligt perspektiv, eller hvis man kunne tage et guddommeligt satellit-foto af hele jorden. Men vævningen er usynlig, så selv på et almindeligt satellit-foto ville det ikke ses. Og vi skal faktisk anstrenge os lidt for at forestille os det. Fra hver vores begrænsede perspektiver er det ofte forskellighederne, mere end det fælles, som springer os i øjnene.
Og som det er med de fleste mennesker, er det også med os kristne: Vi har nemmest ved at synes, at det, vi selv mener, er bedst. At lade os inspirere af andre er ikke altid helt så nemt. Og at se nogle vinkler, som andre kirkesamfund har, som mindst lige så sande som vore egne, det kan være ganske svært.
Alligevel er det arbejdet på at skabe venskab, på tværs af grænser, som er væsentligt. Jesus kaldte os jo for sine venner – og så er det vigtigt, at vi også opfatter hinanden som venner, og lever side om side som venner.
Måske har vi brug for, som Maria, at tage tjenstvilligt imod Guds ord, og lade dem fødes i os. Måske mødes vi nogen gange allerbedst i stilheden. For det, Gud vil med os, udsiges dybest i stilhed, i det følsomme og åbne rum, hvor Gud møder os hver især, helt personligt. Det er i bønnens rum, i kontemplationens rum, hvor vi kan grunde over, hvad der inderst inde giver mening.

Bøn :
Herre, lær os ydmyghedens stilhed,
visdommens stilhed,
kærlighedens stilhed,
stilheden, som taler uden ord,
troens stilhed,
Herre, lær os at blive stille i hjerte og sind,
så vi kan mærke helligånden i os
og føde dit nærvær i vort inderste.
Amen.

Jeg vil slutte med en bøn af Dietrich Bonhoeffer, der jo gav sit liv til forsoning og fred under 2. verdenskrig, og blev hængt for sin indsats kort før krigens afslutning. Han levede helt indefra af Guds ord, og klarede sig i fængslet ved at meditere over biblen, og skrive de mange breve og artikler, der i dag er efterladt som en skat for eftertiden.

Inde i mig er der mørke, men hos dig er der lys.
Jeg er ensom, men du lader mig ikke alene.
Jeg er svag, men hos dig er der hjælp.
Jeg er urolig, men hos dig er der fred.
Inde i mig er der bitterhed,
men hos dig er der tålmodighed.
Jeg forstår ikke dine veje,
men du kender den vej, jeg skal gå.

Amen.



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk