[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
”At blive stadig mindre”
1 sep. 2019
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«Matthæusevangeliet 20,20-28
Prædiken:
Jesus spørger her:
”Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.”
De andre disciple bliver vrede på de to brødre. Det er som om, de tilegner sig noget, som ikke er deres. Og Jesus siger også direkte, at det ikke står i hans magt at give dem de pladser, som deres mor inderligt beder om, at de må få.
Jesus understreger, at stormænd misbruger deres magt og at folkenes fyrster undertrykker de svageste. I Guds rige er det modsat – da skal dette ikke ske. Den, som skal være stor iblandt folkene, skal være en tjener, og en træl. Derfor er ”menneskesønnen ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange”.
Som altid i Matthæus-evangeliet vender Jesus op og ned på det gængse værdigrundlag. Det gælder ikke om at sidde til højre eller venstre for Kongesønnen – tværtimod, det handler om at stige ned fra tronen, for at blive en tjener.
Kristendommen er meget radikal, og det er dette, som disciplene allerede dengang har svært ved at forstå.
De ophøjes ikke ved at sidde ved Guds Faders den almægtiges højre hånd, men ved at stige ned fra tronen – og det er det, som Jesus selv gør. Han går til den yderste ”revle” – der hvor ingen følger med mere. Og det er også derfor, at han spørger moderen, om hun ved, hvad hun beder om. For skal de to sønner følge ham, skal de ikke sidde til højbords, tværtimod. De skal med hele vejen ned i dødsriget og op igen. Ellers bliver de ikke som ham.
»I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?«, spørger Jesus.
Han ved, at det kan de ikke, for dette bæger er kun tildelt den, som er ét med Gud, nemlig ham selv. Alt andet er umuligt for et menneske. Men han anerkender deres intention, og deres længsel. De vil gerne noget stort. Men for at opnå det, de længes efter, skal de blive mindre. Det er dette, som er svært at forstå.
I Mikas bog siges det:
”Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? … Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud”.
Mikas Bog 6,6-8
Her handler det om at bøje sig, vise trofasthed, kærlighed og årvågenhed. At vandre med sin Gud, som det så smukt udtrykkes. Mika beskriver ikke længslen efter storhed, som Zebedæussønnernes mor spørger efter på sine sønners vegne, men en anden længsel … længslen efter at blive ”lille”, at følge Gud, som er langt større. Længslen efter at gå op i altet, at tjene det højere … i bevidstheden om at Gud råder, som skaberen over alt.
Jeg har gennem mange år arbejdet med pilgrimsvandring, og ser det at vandre som en måde at ”vågne op” på. Vågne op til bevidstheden om at Gud findes, og altid vil vise sig på nye måder, som overrasker os, og gør os stadigt mindre, en del af skaberværket, der til altid vil overstige vores evne til erkendelse. Vi vil aldrig kunne forstå Guds væsen gennem matematik og rationelle formler.
Interessen for pilgrimsvandring er steget inden for de sidste 15 år og vokser op alle vegne, som en spontan folkelig bevægelse. I kirker rundt omkring kan man blive helt forundrede over alle dem, som kan finde på at komme vandrende. Og hvorfor er det så, at så mange vandrer, og hvorfor søger de gerne mod kirkerne?
Jeg fornemmer, at det er en længsel efter det hellige, som er forsvundet mere og mere i det moderne liv, og som nu langsomt, men trofast, stiger op til overfladen igen. Når noget er ved at blive væk, må det findes igen. Og når ”det hellige” i den grad har været trængt bort i vor moderne tilværelse, så må der opstå en naturlig længsel efter at genfinde det igen. Jeg tror præcis det er denne sårbare, lidt ordløse længsel, som giver liv og næring til pilgrimsbevægelsen.
Ofte er det kun ”anelsen” som giver næring til det at ville ud at vandre. Mennesker kan ikke sige klart, hvorfor de vandrer – bare at det giver dem noget godt, at de føler sig bedre tilpas, at de finder mere mening med tilværelsen, at de får tid og rum til at grunde over vigtige ting. At de finder fællesskab. Men alt dette er jo netop ”solstrejf” af Guds rige – anelsens landskab, hvor noget nyt er ved at blive til, ganske i det stille.
Vi oplever den samme fornemmelse i gudstjenesten – og måske også, når vi nænsomt går og passer vores have, klipper vores roser, vasker vores vinduer, vasker op. Der er mange steder at sanse disse anelsens glimt af noget dybere.
Hvordan lever vi vor tilværelse, så den i højere grad genspejler glimt at Guds rige? Det er som at pudse et meget støvet glas – når kluden har gnubbet tilstrækkeligt grundigt og længe, ser man pludselig et helt nyt lys skinne igennem og verden bliver klarere. Alt ”bades” på ny, så at sige. Alt bliver nyt.
Sådan kan det også være i vandringen. Pludselig ser man noget nyt, ser små ting på nye måder – er mere opmærksom end man har været før. Det er anelsen om ”det anderledes”, som træder igennem. Anelsen af Guds fodaftryk i verden. Anelsen af kærlighedens forvandlende væsen. Anelsen af, at selv om vi er små, fyldes vi af kærlighedens uendelige væren.
Martin Lönnebo, tidligere svensk biskop i Linköping, oplevede sammen med fire medvandrere at blive ”borte” i den egyptiske ørken for mange år siden. I flere dage var de uden vand, og troede at de skulle dø. En nat lå Martin under stjernehimlen og havde en dyb kosmisk erfaring af at forsvinde i altet. Jeg vil slutte med en af bønnerne, som opstod som frugt af dette:
Ja, min Gud, uudgrundelig er du.
Ned til dybet i din tanke og i dit hjerte
trænger intet skapt lys.
I fred er jeg med dig,
thi alt det, jeg ikke forstår
i mit og andres liv
det overgiver jeg i dine hænder.
Jeg spørger ikke engang længere.
Jeg kender dit hellige nærvær
i en tilværelse, som ikke er andet end en gåde.
Uden ord overgiver jeg til dig
den skærv af skabelsens nød og gåde
som mit øje har set.
Herre forbarm dig over os.
Lyset er for lyst for øjne, som fyldes af tårer
af skabelsens suk.
Støvfnugget jorden har du, Gud
ført til dit hjerte.
Du ser på mig med kærlighed
og jeg bliver virkelig
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
