DAGENS ORD: ”Når han holder sig til mig, vil jeg redde ham. Jeg beskytter ham, for han kender mit navn.” Salme 91:14

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

[ Mere ... ]

 

Det levende kildevæld – og den levende kirke

16 jan. 2020

Johannesevangeliet 4,5-26:

”Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
En samaritansk kvinde kom for at hente vand.
Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.
Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.
Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«
Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?«
Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«
Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!«
Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.«
Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«
Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«
Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.«
Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« ”


Hvordan bliver kirken levende?

Måske er det dette, der er grundtemaet i denne klassiske fortælling om Jesu møde med kvinden ved brønden.

Jesus møder kvinden ved den gamle Jakobsbrønd, der ligger på det stykke jord, som patriarken Jakob havde købt og siden givet sin søn Josef i arv. Det er i Samaria, tæt ved byen Sykar, og disciplene fortsætter videre ind mod byen for at købe mad, mens Jesus træt sætter sig ved brønden for at hvile.

Mens han sidder der, kommer en samaritansk kvinde ud til brønden for at hente vand. Jesus beder hende om at dele noget af det vand, som hun henter op fra brønden med ham. Hun bliver overrasket, og forstår ikke, at han, der er traditionel jøde, tør tale med en samaritaner. Og så endda hun, som er kvinde. Hun er vant til, at der er stor afstand mellem de traditionelle jøder og samaritanere, og at al form for kontakt er tabubelagt. Samaritanerne var oprindeligt også jøder og levede efter mosaisk lovgivning, men var en del af de folk, som blev tilbage i landet, dengang jøderne trængtes i eksil i Babylon i år 586-7 f.kr. Samaritanerne, der undgik eksilet, giftede sig med deres erobrere, og blev derfor af andre jøder betragtet som udstødte, selvom de levede strengt efter jødiske foreskrifter.

Mellem Jesus og den udstødte kvinde udfolder der sig en dialog, som handler om det levende vand. Vandet, som kvinden henter fra brønden, stammer fra patriarken Jakob og har siden hans tid været betragtet som helligt og livgivende. Og alligevel påstår Jesus, at det vand, han kommer med, er endnu mere helligt og endnu mere livgivende.

Kvinden spørger overrasket: ”Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb – hvor får du så levende vand fra?”

Man kan godt forstå, at kvinden undrer sig såre.

Alligevel må Jesus have gjort indtryk på hende, for spontant siger hun: ”Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand”.
Derefter udfolder der sig en samtale om de mænd, kvinden har haft i sit liv. Jesus ser lige igennem hende og fastslår, at hun har haft fem mænd, og at den mand, hun har nu, ikke er hendes rigtige mand. Hvordan han kan ane det, er for kvinden så mystisk og ærefrygtindgydende, at hun straks kalder ham en profet. Hun bliver set, som den hun er, på godt og ondt, og han er på ingen måde fordømmende overfor hende. Han konstaterer blot nøgternt, hvordan hendes liv har formet sig.

Kvinden ved brønden kaldes den første kvindelige discipel, fordi hun bramfrit løber afsted og fortæller alle i egnen omkring Sykar om sin oplevelse ved at møde Jesus.

Lige efter det stykke, som tilhører søndagens prædikentekst, beskriver Johannesevangeliet, hvordan disciplene kommer tilbage og undrer sig over, hvorfor Jesus taler med kvinden:


”Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende. Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: »Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?« De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham.”
Johannesevangeliet 4, 27-30.


Den samaritanske kvinde blev den første, der uden for disciplenes kreds vidnede om Jesus. Hun lader sin vandkrukke stå og går ind til byen for at dele det forunderlige, hun lige har oplevet. Hun spørger spontant: ”Måske er det ham, der er Kristus?”

Hun, der tidligere ”bare” tilbragte dagen med at hente vand ved Jakobsbrønden, er nu med til at formidle ”det levende vand”, det åndelige kildevæld, som Jesus kommer med, ud blandt mange samaritanere.

Johannesevangeliet fortsætter:

”Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: »Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort.« Da nu samaritanerne kom ud til ham, bad de ham om at blive hos dem. Han blev der i to dage, og på grund af hans ord kom mange flere til tro. Og til kvinden sagde de: »Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.«”
Johannesevangeliet 4, 39-42.


At Jesus er det ”levende kildevæld” er centralt i troen. Billedet om det levende vand er nærende – ikke mindst for et ørkenfolk, der på alle måder vidste, hvor livsafgørende vandet er.

I Esajas Bog, kapitel 35, tales profetisk om det, som vil komme til at ske, og som Jesus både direkte og indirekte refererer til, når han taler om, at han selv er det levende vand. Ørkenen skal blomstre, og folket befries – og der skal ikke være ende på nåden.

Derfor er det heller ikke svært at forstå den glæde, som den samaritanske kvinde var fyldt med, da hun løb ud for at bekende budskabet om, at Jesus er verdens frelser. Samaritanerne i nærområdet tog det til sig, og blev hos Jesus nogle dage, og mange kom til tro på grund af det, de oplevede. Således blev troen på Jesus som Kristus spredt, og de udstødte samaritanere blev nogle af de første, der brændende formidlede det, de havde oplevet, i mange dele af Samaria.


Ørkenen skal blomstre
Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
ødemarken skal juble og blomstre,
den skal blomstre som rosen,
juble med stor fryd.
Den får Libanons herlighed,
Karmels og Sarons pragt.
De skal se Herrens herlighed,
vor Guds pragt.
Styrk de synkende hænder,
gør de kraftesløse knæ stærke,
sig til de urolige hjerter:
Vær stærke, frygt ikke!
(…)
Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op;
da springer den halte som hjorten,
den stummes tunge bryder ud i jubel.
For vand vælder frem i ørkenen,
bække i ødemarken.



Hvordan bliver kirken levende?

Dette startede med at være udgangspunktet. Måske får vi svaret i denne bøn:

Herre, væk din kirke, og begynd med mig!
Herre, gør din menighed levende, og begynd med mig!
Herre, skab fred overalt på jorden, og begynd med mig!
Herre, bring din kærlighed og sandhed til alle mennesker,
og begynd med mig!


(En kristen kinesers bøn)




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk