[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Svend Løbner Madsen, journalist, redaktør og mentor
Mail: mail@svendlobner.dk
[ Mere ... ]
Når vi tør være sårbare...
16 nov. 2020
Tværreligiøs kommunikation: Når vi tør være sårbare, tør andre det ogsåBeretningen om jøden Jesus, der taler med en samaritansk kvinde, er et godt forbillede for kommunikation på tværs af kulturelle og religiøse skel.
De, der kender mig, ved at jeg går op i kommunikation. Både som journalist, redaktør, præst og underviser. Men ikke kun i ord fra den ene til den anden. Men i kommunikationens grundbetydning. Ordet kommunikation kommer af det latinske comunicare som betyder ”at gøre fælles”. Med andre ord: at skabe fællesskab. Derfor har vi de afledte ord: kommune, kommunitet og det engelske ord for nadver: communion.
Da jeg skulle prædike over Johannes-evangeliet kapitel 4 gik det op for mig, at Jesus blandt så meget andet også er et forbillede i kommunikationens ædle kunst. Her samtaler han med en samaritansk kvinde, som ender med at skynde sig ind i landsbyen og fortælle Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort…
Fortællingen viser noget fundamentalt ved kommunikationens ædle kunst. Derfor vil jeg bruge ordet ”altid” i hvert af disse fem punkter:
1. Der er altid en hurdle i kommunikation
2. At kommunikere er at overvinde afstande. Fra afsender til modtager og omvendt. Men den største hurdle er i os selv. Vi skal selv ud af vores komfortzone for at turde åbne os, sætte os selv i spil, stå ved os selv og vores meninger og budskaber og risikere at blive afvist, misforstået eller direkte angrebet. Det er kommunikationens vilkår.
Men som Bjørn Eidsvåg synger det i sangen Floden:
Der rinder en elv, en dragende flod gennem hele mit liv
jeg fyldes af mildhed og fred, når jeg vader udi dens siv
Og hver gang jeg vover at bade i den bli'r jeg hel og ren
Og mærker et lindrende lys gå gennem marv og ben.
Nu undrer jeg mig, hvorfor jeg ikke bader mer'
hvorfor, hvorfor når jeg ved alt det lyse og gode, som det gi'r.
Det kan næsten virke, som om jeg forsøger at undgå dig.
At jeg føler mig ræd for nåden og glæden, som du skænker mig.
Hvordan overvinde den hurdle i mig selv, som forhindrer mig i at bade i floden? Kommunikationens hurdle er først og fremmest i os selv.
Men der naturligvis også en hurdle i samfundet omkring os. Kulturen, traditionen osv. I den konkrete beretning to hurdler: Kontakten på tværs af køn og religion. Kvinden blev forbavset, da Jesus satte sig ned og talte med hende: ”Hvordan kan du, som er jøde, bede mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” (Joh. 4:9).
Samaritanere var et blandingsfolk opstået, da Nordriget Israel blev ført i fangenskab til Assyrien 722 f. Kr. og mange indbyggere erstattet med folkeslag fra andre dele af det assyriske rige. De tilbageværende israelitter i nord giftede sig ind i disse folk og blev derfor af judæerne i syd nægtet adgang til templet i Jerusalem. Der kom et fjendskab mellem jøder og samaritanere, også fordi begge parter anså sig som de sande jøder. Og samaritanerne indrettede sig et alternativt tempel på Gerizim-bjerget i Samaria.
Men Jesus overvandt hurdlen – og på samme måde skal vi gøre det. Først og fremmest vores egen indelukkethed og misforståede høflighed, dernæst den kulturelle og religiøse barriere, der ofte stilles op af traditioner og autoriteter.
Vi ser det tydeligt i forhold til muslimske medborgere i dag. Kan vi tale med dem; de er jo helt modsatte os kristne? Nej, det er de faktisk ikke!
For det første skal vi jo ikke kun tale med dem, vi er enige med. Hvordan kan du være sammen med muslimer; du er jo ikke enig med dem,” sagde en journalist til mig på tv en gang. Og jeg svarede: ”Jamen, jeg er jo ikke en gang enig med min kone i alt! Og hende har jeg været sammen med i over 40 år!”
For det andet er vi faktisk enige om mere end vi tror. Vi tror på en åndelig verden, vi tror på en personlig Gud, vi tror, Gud åbenbarer sig for mennesker, vi tror, han har sendt profeter til os, vi tror på tilgivelse, barmhjertighed og mange af de samme medmenneskelige værdier.
Men ja, vi er også uenige om Jesu status som Guds søn og hans død for os på korset. Det er vi også uenige med så mange andre om. Men vi er alligevel sammen med dem. Anerkender dem, ligesom Jesus gjorde med samaritanerne. Hvis han fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner i dag ville den handle om den barmhjertige muslim.
3. Der er altid en åbning i indrømmelsen
4. Når der er hurdler, der er svære at overvinde, er det en god idé at lede efter kontaktpunkter. Her indledes samtalen om menneskets allermest grundlæggende behov: Vand. Drikkevand. Rent drikkevand. Vi kan klare os uden mad i flere uger, men ikke uden vand. Menneskekroppen består af mellem 50 og 75 procent vand. Så det er en stor tank, der skal fyldes op.
Men i denne beretning handler det ikke om kvindens behov for vand. Det er Jesus, der siger: ”Giv mig noget at drikke!”
Vi er ellers gode til at diagnosticere andres behov. Vi fortæller dem det allerede inden vi har hørt, hvad de selv mener, de har brug for. Men her indrømmer Jesus sit eget behov. Han er tørstig! Guds evige søn, Ordet som skabte universet, har et helt menneskeligt basalt behov: Vand. At indrømme dette behov er nøglen til kontakt.
Det er som at sige undskyld. Det er svært, men forløsende.
Beretningen er et eksempel på, at Jesus ydmyger sig og kommer i øjenhøjde med os. Gør sig sårbar. Indrømmer behov. Når han kan gøre det, kan vi vel også?
3. Der er altid en opmuntring i evangeliet
Evangelium betyder gode nyheder. Det glade budskab. Og det viser Jesus os her. Han siger til kvinden: ”Hvis du kendte Guds gave… så bad du om levende vand.” (v. 10).
Jesus tilbyder en gave. Stiller ingen krav. Oplyser blot om gaven, Helligåndens levende vand, som tilfredsstiller alle behov for altid.
… den som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv! (v. 14)
Ikke underligt at kvinden udbrød: ”Herre, giv mig det vand!”
Her kan jeg ikke lade være med at reflektere over nutidens kristne praksis mange steder. Vi får at vide, hvad vi skal gøre, inden vi måske får fortalt, hvad Jesus allerede har gjort for os. Vi kræver omvendelse, tro og discipelskab, inden folk over hovedet er klar over, hvad de skal tro, vende sig til og følge efter.
Folk skal vide, at der er en gave, før de kan tage imod den. Og her er jeg bange for, at vi er blevet optaget af så meget andet og derved faktisk har skjult det egentlige budskab: At al synd er sonet, alle mennesker tilgivet, og alle forhindringer fjernet for fællesskabet med Gud, kontakt med kilden, Helligåndens levende vand.
Og der er en kommunikationsmæssig finte i Jesu svar til kvinden: ”Hvis du kendte Guds gave…” (v. 10). Han pirrede hendes nysgerrighed.
Ligesom indrømmelser er afvæbnende, så er spørgsmål inviterende. Men de betinger at vi lytter.
Munkene i det økumeniske kloster Taizé er rigtig gode til det her. Når de underviser, siger de ikke blot pointen: ”Historien om den fortabte søn viser, at Gud elsker dig!” Men de spørger: ”Hvad siger denne historie om Guds kærlighed? Hvad gør det ved dig, når du læser den? Hvor i dit liv har du særlig brug tilgivelse og genoprettelse?” osv.
Den form for spørgende, lyttende og reflekterende kommunikation kan jeg hvert fald blive bedre til.
4. Der er altid et gunstigt øjeblik til at fortælle sandheden
Jeg kommer i tanker om en eksamen på Syddansk Universitet, hvor jeg skulle forsvare min opgave om mediernes diskurs om en sag i en bestemt periode. Det gik rigtig godt, men da min opponent så begyndte at hudflette mig og afsløre opgavens svagheder, steg blodet mig til hovedet og jeg blev stædigt ved med at forsvare mig. Men så sagde den gode professor Anker Brink Lund – som har en stor stjerne hos mig for sin kloge og anskuelige undervisning om den borgerlige offentlighed, gyldige argumentation og journalistikkens filosofi: ”Svend, du er nødt til at kaste håndklædet i ringen!”
Mit forsvar krakelerede med det samme, mine argumenter styrtede i grus, og jeg måtte bare erkende. Opgaven var ikke god nok.
Det var øv. Men det lettede også. For professoren havde jo ret. Men lod mig bestå alligevel!
Overført på vores tro, som der stod på et af de her broderede skilte over døren i en stue: ”Gennemskuet og dog elsket!”
Sådan er det med Jesus. Og når han afslører, gør han det med både nænsomhed og klarhed. Nåde og sandhed.
Jesus havde opbygget tillid. Han kom hende i møde, han så hende i øjenhøjde, han tilbød hjælp til det, hun havde brug for. Men nu kom det svære emne: Hvor er din mand?
Det er utroligt som alvorsord kan flytte en samtale fremad. Jesus kunne have stoppet her og gået videre på sin vej. Men har fortsatte og overvandt endnu en hurdle og adresserede kvindens problem, at hun måske havde svært ved at knytte sig til mænd og nu alligevel havde et forhold til en anden kvindes mand. Det var noget rod.
Men Jesus fordømmer hende ikke, men afslørede hende nænsomt ved blot at bede hende om at hente sin mand.
Så kom der hul på bylden, da kvinden måtte indrømme at hun ikke havde nogen mand. Og så kunne Jesus fuldføre hendes sætning og fortælle, at han kendte hendes situation fuldt ud.
Hvad bevirker det? Bliver hun forskrækket? Flygter hun langt væk? Nej, hun udbryder: ”Herre! Jeg ser, at du er en profet!” Det blev også hendes vidnesbyrd senere på byens torv: ”Kom og se den mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort!”
Alvorsordet rykkede virkelig. Nu var Jesus ikke blot en jødisk mand, der talte med en samaritansk kvinde. Nu gik det op for hende, at han var sendt af Gud. ”Herre, jeg ser at du er en profet!”
Igen kan jeg ikke lade være med at tænke på vores kære medborgere, de danske muslimer. Også de er kommet frem til, at Jesus er en profet, sendt af Gud med et særligt budskab til mennesker. Koranen betegner Jesus som Guds ord, Guds ånd og endda Messias. Lige nu er der 300.000 muslimer i Danmark, der er nået til samme punkt som den samaritanske kvinde: ”Herre, jeg ser at du er en profet!”
Skal vi ikke lige glæde os over det?
5. Der er altid en åben himmel for den, der søger ærligt
Og så kom det brændende spørgsmål fra kvinden fra et folk, der blev behandlet som andenrangsborgere i Israel: Bør man tilbede Gud i Jerusalem eller på Gerizim-bjerget? Det var jo selve stridspunktet mellem jøder og samaritanere.
Jesus går slet ikke ind på hendes diskurs. Han tager ikke parti i dikotomien os og dem. Det handler hverken om her eller der, men om at tilbede i ånd og sandhed, hvor man nu end befinder sig.
Her vi så fremme ved samtalens klimaks. Efter den første kontakt, den ydmyge indledning, det positive udgangspunkt og sandhedens øjeblik kommer vi til det fælles ønske: Fællesskabet med Gud.
Og det er her, Jesus siger på kryds og tværs af religion, kultur og tradition: Gud søger det enkelte menneske og spejder efter hjertekontakt. ”Den tid kommer, ja eller allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det sådanne tilbedere Faderen søger. (v. 23)
Sådan er det. Gud og mennesker. Ikke hvilken religion, man bekender sig til. Hvilke dogmer man er enig med. Hvilke traditioner, man følger. Hvilken kultur, man bekender sig til. Det er alt sammen menneskeværk, opstået gennem historien og vedligeholdt af vores egne ønsker om magt og kontrol.
Skal templet, tempeltjenesten, præsterne, tiendeordningen, ofringerne og hele hurlumhejet være på bjerget eller i Jerusalem? Kan du høre det? Skal vi være frikirke eller folkekirke? Katolikker eller protestanter? Og jeg vil gå endnu videre: Kristne eller muslimer? Eller nogen anden religion for den sags skyld. Hvis Jesus havde siddet sammen med Dalai Lama ville han have sagt det samme:
”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed!” (v. 24).
Og det er her historien om Jesu respektfulde kommunikation når sit klimaks. Kvinden kommer i tanke om de ældgamle løfter om en Messias, der skal åbenbare det hele fra Gud. Og Jesus kan svare: ”Det er mig, jeg som taler med dig!” (v. 25-26).
Og det var lige her, kvinden lod sin vandkrukke stå ved brønden og skyndte sig ind til landsbyen og råbte: ”Kom og se den mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort.”
Sikke en kommunikation! Det kan ikke gøres bedre. Men det er naturligvis også Mesteren, der underviser os ved helt praktisk at gå foran og gøre det selv.
Og hvor har vi brug for at lære det – og jeg tager mig selv med. Vi er tilbageholdende, så vi ikke kommer i gang. Vi er egoistiske, så vi tror vi taber ansigt ved at indrømme svagheder. Vi er negative, så vi nærmest ikke får øje på de gode nyheder, vi er undvigende, når det virkelig brænder på og vil hellere flygte end konfrontere, og vi er tilbøjelige til at opdele i dem og os, hvor de andre typisk er nede, udenfor, dumme eller på anden måde negative, og vi selv sjovt nok altid er på den rigtige side, vi er de gode, de sjove, de kloge osv.
Jeg har lyst til at konfrontere den indstilling – allermest i mig selv – og gøre som Jesus. Jeg kalder mig en Jesu efterfølger i kristen forklædning, for jeg kan ikke løbe fra den tradition, jeg er rundet af. Men jeg er først og fremmest en efterfølger af Jesus, og vil gerne invitere andre med på den vandring, uanset hvilken baggrund, de har.
For der er altid en åben himmel. Gud er altid på udkig efter dem, der søger ham. Han søger ærlige søgere, uanset hvilken hvilket folk, hvilket sprog, hvilken kultur, ja hvilken religion, der er rundet af.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
