DAGENS ORD: ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” Ezekiel 36:27

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Svend Løbner Madsen

Netpræst

Svend Løbner Madsen, Journalist

Mail: mail@svendlobner.dk

[ Mere ... ]

 

Tro, tradition og total tilgivelse

1 apr. 2021

Jeg mødte en mand, som stillede mig et spørgsmål, jeg selv havde bakset med længe: ”Med så mange religioner i verden, hvordan kan vi så vide, at netop kristendommen er den rigtige?”

Et rigtig godt spørgsmål! Og svaret fløj ud af munden på mig og kom helt bag på mig selv. For første gang forstod jeg rigtig, hvorfor evangeliet om Jesus – ikke nødvendigvis kristendommen som religion – er et rigtig godt svar på menneskets søgen efter mening.

Hvad giver evangeliet? Vished om tilgivelse. Sikkerhed. Tryghed.

Jeg vil nødig nedvurdere andre religioner, for de er udtryk for mennesket ærlige søgen efter Gud. Men det gik op for mig, at kristendommen – eller rettere Evangeliet, dvs. De gode nyheder om Jesus – udtrykker mere klart, at forbindelsen til Gud er genoprettet.

Intet sted i de religiøse grundskrifter finder vi så klar tale som i evangeliet i Det Nye Testamente: Gud sendte Jesus til jorden. Jesus ofrede sig for alle menneskers synd. Han er nu ypperstepræsten – altså det øverste
åndelige overhoved over dem alle sammen – og går i forbøn for os hos Gud. Gud og menneske er forenet.
Som Johannes udtrykker det så klart og entydigt, som jeg endnu ikke har læst det i andre religiøse grundskrifter: Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn. (Joh. 1:12)

Det mætter vores tro, det opfylder alle traditioner, og det er total tilgivelse fra al skyld, som opstår i dilemmaet mellem godt og ondt.

Evangelium betyder gode nyheder, og i der Nye Testamente omhandler evangeliet to ting: Gudsrigets komme og Jesu forsoningsdød på korset.

Her vil vi tage fat i det sidste, da det relaterer til religionens håndtering af skyld.

Jesu død på korset soner menneskehedens synd og udøser Guds velsignelser over os.

Hvordan det skete, udfolder Hebræerbrevets forfatter for de troende jøder på et religiøst sprog. Han bruger det for dem velkendte Tabernakel som model og siger, at Tabernaklet er et sindbillede på, en skygge af selve himlen, hvor Jesus som både ypperstepræst og offer træder frem til Gud til bedste for os.

Her skal vi lige forstå, hvordan tabernaklet var indrettet. Tabernaklet fra et telttempel, som Gud bad israelitterne opføre, mens de vandrede fra slaveriet i Egypten til det forjættede land i Kanaan.

Yderst var der en forgård, hvor præsten først og fremmest udførte offerritualet på folkets vegne, enten det var duer, får, geder eller køer. Alt sammen for at sone folket synder.

Efter offeralteret kommer vandbadet, hvor præsten renses, inden han går ind i selve åbenbaringsteltet, som er opdelt i to afdelinger: det hellige og det allerhelligste.

I det hellige stænker han offerblodet på alteret og bringer den ofrende soning. Her frembærer han desuden røgelsesofre, der symboliserer forbøn for den ofrende.

I det allerhelligste – i den anden del af Åbenbaringsteltet - står pagtens ark med lovtavlerne og Moses’ blomstrende stav indeni. Hen over pagtens ark står keruberne, engle, hvis vinger mødes i midten hen over arken.

Herind må kun ypperstepræsten gå en gang om året for at bede om soning for hele folkets synder. Herinde bor Gud selv. Her kommer intet urent ind. Guds nærvær var så stærkt her, at ypperstepræsten måtte have en klokke ved kjortlen og et reb om benene, så folk kunne høre ham derinde, og hvis det blev stille, trække ham ud igen. Herinde stænker ypperstepræsten en gang om året blodet fra ofre på vegne af hele folkets ubevidste synder. Det gør han på sonedækket – eller nådestolen, som det også hedder – altså låget på den kiste, der kaldes Pagtens Ark.

Det er dette scenarie, som er rammen om den virkelighed, der udspillede sig, da Jesus døde på korset. Her på jorden blev han klynget op af romerne godt hjulpet den ligegyldige Herodes og den arrige hob af jødiske skriftkloge og masser, der let lod sig forføre.

Men i himlen – som det jordiske Tabernakel symboliserede - blev han bragt som offer på offeralteret for hele menneskehedens synder, både i fortid, nutid og fremtid. Vi læser i Hebræerbrevet:

… en sådan ypperstepræst trængte vi til, en, der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en, der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer.
Hebr. 7:23-27).

Derfor råbte han på korset: Det er fuldbragt! Og netop den formulering gentager Hebræerbrevets forfatter med tanke på alle jødiske religiøse ofringer:

Og han tog sæde ved Majestætens højre hånd, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder (Hebr. 1:3).

Da han havde sagt ”Det er fuldbragt” gik himmel og jord i ét, alt blev mørkt, og der kom jordskælv, og så skete det, der forbinder himmel og jord. For i samme stund blev forhænget i Templet i Jerusalem – det tempel som blev bygget efter samme model som Tabernaklet i ørkenen – det forhæng som skiller det hellige fra det allerhelligste, blev revet midt over, så vejen nu var banet lige ind i Guds nærhed.

Forhænget blevet revet over ”fra øverst til nederst”, står der, ikke fra nederst til øverst, som det ville være sket, hvis mennesker havde gjort det. Nej det var Gud selv, der iturev forhænget oppefra. (Luk. 23:45).

Kristus er det fuldkomne offer, der er bragt en gang for alle for alle mennesker, et offer, der skal forkyndes, så folk ikke behøver være urolige mere, men kan hvile i at relationen til Gud er genoprettet og intakt.

Sig det til de bekymrede, angstplagede, depressionsramte, selvmordstruede: Det er fuldbragt. Hør det, fortæl det, ja, råb det ud: Verden har ikke længere et skyldproblem. Mennesker behøver ikke længere tvivle, om nu offeret er tilstrækkeligt. De gode nyheder, evangeliet, er at det er fuldbragt, færdigt, fuldkomment fuldført.

Det mætter vores tro, det opfylder alle traditioner, og det er total tilgivelse fra al skyld, som opstår i dilemmaet mellem godt og ondt.



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk