[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
Jesus siger i sin bjergprædiken:
1 maj. 2021
Jesus siger i sin bjergprædiken, i Matthæusevangeliet, kapitel 6, 5-15:”Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn, komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.”
----------
Bøn er på en måde sjælens ”åndedræt”. Bøn er, som Jesus siger, ikke noget, man skal udstille på torve og stræder og i templer, for at vise sig og gøre sig til noget særligt, men noget, som vi bærer i vores hjerter, som det stille suk, ”Du Abba, min fader”.
Den eneste bøn, som Jesus lærer os, er Fadervor, og netop denne bøn forbinder os både med Gud og med mennesker. Dens ord er stærke og dybe, og runger gennem hele den kristne historie. Det er den bøn, som alle kristne, trods store kulturelle forskelle verden over, har til fælles. Og i bønnen står tilgivelsen som det centrale – den tilgivelse, vi giver til andre, og den tilgivelse, som Gud skænker os.
I de seneste år er der vokset en kontemplativ bevægelse frem, hvor fokus er på den indre bøn og stilheden. Bevægelsen er inspireret fra de gamle klostertraditioner, men udviklet i dialog med det, man kunne kalde ”den moderne søgen”, altså i dialog med mennesker, der ofte har søgt til andre traditioner end den kristne, for at finde livets mening.
En af dem, der har været inspirator i denne bevægelse, er den nu afdøde Cistersienser Thomas Keating, som boede i Snowmass i Colorado i et kloster højt oppe i bjergene. Ikke så langt derfra voksede et buddhistisk kloster op. Stadigt flere søgende kom forbi det Cistersienske kloster og spurgte om vej til det buddhistiske kloster. Keating og de andre brødre begyndte at spørge de besøgende, hvad det var, de søgte. Det viste sig, at de ønskede ro, og at finde ”hjem”.
Munkene begyndte derfor at søge tilbage i deres egen tradition for at se, hvad de kunne finde. De havde i mange år levet i daglig kontemplation og bøn, men var ikke vant til at tænke på, hvad moderne mennesker behøvede. Udfordret af de søgende, der kom forbi for at spørge om vej til det buddhistiske kloster, udviklede Keating og hans samarbejdspartnere den centrerende bøn. Det blev til en moderne, mere gennemarbejdet form af de metoder, som cistersienserne var vant til at bruge – med fokus på at være nærværende i nu´et, præcis som i den buddhistiske praksis.
En kerne i centrerende bøn er, at vi ikke kan nå ind til det indre hvilested, hvor ånden findes i os, hvis vi til stadighed lader os forstyrre af tankerne, eller ”sindet”. Hver gang dagligdags tanker kommer flyvende, gælder det i meditationen om at give slip på dem. Det er som at sidde som dykker på bunden af et hav og se skibene sejle forbi ovenfor. Man skal ikke stige op ad vandet og hoppe ombord på skibene, men blot fredeligt konstatere, at de flyder forbi, oppe på vandoverfladen. På den måde kan man forblive i meditationen.
Som hjælperedskab kan man finde et ”helligt ord”, som man kan bruge, hver gang, man ønsker at give slip på tankerne. Ordet skal være naturligt for én, og vil vise sig. Det kan f.eks. være enkle ord som ”Fred”, ”Jesus”, ”Fader”, ”Himmel”, eller lignende. Ordet stiger op i bevidstheden og minder om, at alle tankerne for en stund godt må forsvinde, som skibe, der sejler stille forbi.
Dette er anderledes end de østligt orienterede meditationsteknikker, der bruger f.eks. et mantra som fokus- og orienteringspunkt. I centrerende bøn handler det om at give slip, og hvile i nåden, fremfor at skærpe sindets fokus mod et bestemt punkt. Bønnen er ikke en
”koncentrationsmetode”, men handler om overgivelse, med det formål at vække hjertet.
Gennem denne form for stille bøn kan man se sin virkelighed gennem et andet ”spejlglas”. Så er det nemmere at se vejen, i al dens mangfoldige muligheder.
----------------
Her kommer et udvalg af enkle bønner, som bringer os ind i stilhedens nærvær:
Lad mig søge stilhedens gave,
enkelheden og ensomhedens,
hvor alt, hvad jeg rører ved,
bliver til bøn:
Hvor himlen er min bøn,
fuglene er min bøn,
vindene i træerne er min bøn,
for Gud er alt i alle
(Thomas Merton)
---
Min Gud, jeg behøver ikke
at klatre op til himlen
for at tale med dig.
Jeg behøver heller ikke at hæve stemmen,
for at du skal høre mig.
Selvom jeg bare
hvisker ganske tyst
hører du allerede
for du er i mig
jeg bærer dig i mit hjerte.
Der kan jeg finde dig.
(efter Teresa af Avila - 1515-1582)
----
Kristus,
utrættelig søger og finder du dem,
som leder efter dig,
og som tror sig langt borte fra dig.
Gør os parate til hvert øjeblik
at overgive vor ånd i dine hænder.
Mens vi stadig leder efter dig,
har du allerede fundet os.
(Broder Roger, Taizé )
---
Tak du vor Gud, vor Skaber og Fader,
gennem kosmos bruser den store lovsang
til din ære.
Stjernetågerne er måske englenes slagtøj
i det himmelske orkester.
(Martin Lönnebo: “Betraktelser och bönner under en månad”, 1979)
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
