[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
Hvis søn er han?
1 okt. 2021
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
Matthæusevangeliet 22,34-46
Sådan lyder evangelieteksten til den første søndag i oktober, 18. søndag efter trinitatis.
”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?”
Sådan spørger Jesus farisæerne, som han står overfor, direkte og uden omsvøb. De har svært ved at svare ham, og fra den tør de ikke længere spørge ham om noget.
I en passage fra Johannesevangeliet svarer Jesus selv på, hvem han er, klart og enkelt, via brugen af hyrdebilledet:
”Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«” Joh 10,11-16
Hyrden, der passer på sine får og fører dem sammen, samler dem som flok og vandrer mod nye mål og atter vender hjemad, er på en fin måde billedet på, hvem Kristus er.
Lidt tidligere i Johannesevangeliet betegner Jesus sig som ”Døren”, og som ”Vejen”. Uden at gå igennem ham, kommer man slet ikke ind i Guds rige. Han er både vejen, sandheden og livet – og også den port, man må bevæge sig igennem, for at komme til Gud.
De første kristne kaldte sig ”Vejen”, og var pilgrimme, ligesom Jesus selv havde været det. De bevægede sig ud i verden, og i deres nærområder, for at fortælle om det, de havde oplevet, sammen med Jesus. De var som flokken, der bevægede sig, mens deres usynlige mester fulgte med.
Alle påskens beretninger fortæller om, hvordan Jesus efter sin gravlæggelse viste sig i stadig nye opstandne skikkelser – et stort mysterium, på mange måder, men også beviset for disciplene på, at han virkelig var Guds søn, og dermed den, han havde lovet at ville være, for dem. Nærværende, tilstede – som den gode hyrde, der vogter sine får, så de aldrig bliver alene, selvom de kan føle, at de er det.
Som pilgrimme bevæger vi os sammen, gennem landskaberne, mod mere eller mindre klare mål, med en synlig eller en usynlig hyrde.
Vi søger en ro, en stilhed, som gør at Guds store virkelighed lukker sig op. Det er netop dette, som er døren til enheden med den gode hyrde – den, som sætter sit liv til for fårene. Undervejs, ved at møde andre på vejen, og ved at få uventet hjælp i de mest besværlige situationer, opdager man, at vi ikke lades i stikken, tværtimod. Man oplever at blive fundet, som det forsvundne får … og man oplever, at blive beskyttet mod angreb fra ”ulve”, i mange betydninger. En ny tillid kan begynde at vokse frem – ”a pilgrimage of trust”, som Broder Roger fra Taizé så fint har udtrykt det.
Der er hyrden, som går bagved og lægger mærke til alle de får, som forsvinder i grøfterne og buskadserne, og som tager sig tid til at befri dem fra kløfter og torne. Denne hyrde vil gerne forlade de 99 veltilpassede får for at finde det ene, som er forsvundet.
Den gode hyrde kan også være den, som går foran og viser vejen. Det er den profetiske hyrde, som bevarer overblikket og fører flokken videre over bjergtinderne og gennem dalene.
I pilgrimsbevægelsen kan det helt konkret være kortførerne, altså dem som leder vejen. Begge hyrde-typer er meget vigtige for at holde sammen på flokken og sikre, at den kommer godt fremad, uden at nogen tabes af syne, fordi dem i front bevæger sig for hurtigt frem.
Når man bevæger sig i ”bagenden” af en pilgrimsflok, er det et godt sted for fortrolighed – et rum, hvor man kan tale sammen, udveksle erfaringer og øve sjælesorg. Det er et godt sted at fornemme troens dybde; at dele det, som vi er i tvivl om, og sårbare overfor. Oppe i forenden, derimod, bevarer man overblikket og er først til at se de store vidder.
Martin Luther siger, at vi er lige så forbundne med Kristus gennem troen, som malingen på en væg. Man kan faktisk ikke se, hvad som er maling, og hvad som er væg. Vi er så indfoldede i Kristus, som pigmenterne i malingen forbinder sig med væggen. Det er den dybde, som troen skaber i os, understreger Luther.
Vi kan slutte med at reflektere over følgende spørgsmål:
Hvornår bliver vi selv væk?
Hvornår – og hvordan - bliver vi fundet igen?
Hvornår finder vi selv andre, som er faret vild?
Hvordan yder vi omsorg?
Sætter vi ind i mellem vore liv til for vores venner, når de er i nød?
Hvad mener vi om Kristus?
Stilhed og eftertanke
BØN:
Kristus,
utrættelig søger og finder du dem,
som leder efter dig,
og som tror sig langt borte fra dig.
Gør os parate til hvert øjeblik
at overgive vor ånd i dine hænder.
Mens vi stadig leder efter dig,
har du allerede fundet os.
(Broder Roger, Taizé - f. 1915)
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
