DAGENS ORD: ”I fred kan jeg lægge mig og sove, for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.” Salme 4:9

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

[ Mere ... ]

 

Den meget svære forsoning.

16 jul. 2023

Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til hele Israel: »Det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen, så man måtte sige: 'Hvem vil stige op til himlen og hente det ned til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?' Det er heller ikke på den anden side af havet, så man måtte sige: ›Hvem vil drage over til den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?‹ Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.«
Femte Mosebog 30,11-14

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
Romerbrevet 6,3-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«
Matthæusevangeliet 5,20-26


Prædiken til netkirken:

Søndagens evangelium til den 16. juli i år er en stærk tekst, som dybest set handler om forsoning – den meget svære forsoning. Vi skal først forlige os med vores broder eller søster, før vi bringer en gave til alteret … et stærkt symbol på, at Gud ønsker alle mennesker forenet.

Midt i krigen i Ukraine, og midt i alt, hvad der ellers foregår i verden, forekommer teksten yderst aktuel. Og samtidig umulig at leve op til. For hvordan kan man blive enig med sin modpart, før man går til alters?

Lad os forestille os Putin og Zelensky stå i den samme ortodokse kirke og være på vej til nadverbordet. Det kunne næppe lade sig gøre. Men i det små kender vi det også, her i vores langt mere ydmyge lutherske sammenhæng … vi kryber os afsted langs kirkegulvet, fordi vi ved at der omkring alterskranken også vil knæle nogen, som vi har det svært med. Vi kan dårligt nå at række ud til hinanden, før vi går derop. Og alligevel går vi derop, i håb om, at selve ritualet, i alt dets dybde, vil skænke os fred og forsoning. Og det gør det!

Men hvad gør man (vi) med vreden? I min menighed i Stege har vi en studiekreds, hvor vi taler om tro og håb, og hvordan vi i hver vores liv kan lade Guds ånd bevæge os og inspirere os. Ved vores sidste samling kom et svært spørgsmål op, fra en deltager, som er ved at blive skilt, og er meget ked af det, fordi han dybest set ikke ønsker det. Han spurgte: Hvad gør man med vreden? Hvad siger bibelen om det?

Hele kredsen sluttede sig omkring ham i dette spørgsmål, både i solidaritet og opbakning. Vi kender alle til vrede i vores liv. Vi kender alle til fortvivlelse, angst og svigtede forhåbninger. Vi kender til sorg og tab, og til skam, når livet ikke lykkes, som vi havde håbet det. Og hvor er Gud så henne i alt disse bristede forventninger til, at livet skulle gå godt?

Det er svært at svare på … andet end at Gud er med os, midt i smerten, midt i alt det ufuldstændige, midt i alt det brudte, midt i alt det bristede. Hvorfor råbte Jesus ellers ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, da han hang på korset i sin allermest skæbnesvangre time?

Gud tog al smerte på sig og forsøgte at forvandle livets kors, gennem sin opstandelse. Men dette er så stort et mysterium, at det knapt går an at fatte. For hvordan kan Gud både på en gang bøje sig imod og være til stede i al sin solidaritet, og på den anden side også være den, der forløser al synd og smerte i verden? Er det et og det samme? Eller er forløsningen én dimension og tilgivelsen og kærligheden en anden?

Jeg spørger, fordi jeg som sjælesørger ofte bliver mødt af disse spørgsmål. Hvordan kan Gud både være en tilgivende Gud, og på den anden side også en Gud, der vil, at vi skal gå nye veje? Hvad sker der med os, når det ikke lykkes for os at være kærlige mod vore medmennesker?

Frelse og forsoning er svære størrelser, og man må være ydmyg, når man tager tag med dem, ligesom Jakob var, da han ved flodbredden midt om natten på sin rejse med hele sin familie og alle sine dyr udbad sig velsignelsen: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”, råbte han til den usynlige skikkelse, han kæmpede med. Han gik derfra med et nyt navn, og netop en velsignelse, men også med en brækket hofte.

Således kommer velsignelsen i smerten, og måske er det først, når vi bliver som brudte lerkar, at Gud for alvor kan begynde at arbejde i os.

Som den svenske forfatter Margareta Melin så smukt siger det i en bøn:

DU
som har villet mit liv
og skabt mig
efter din vilje,
alt i mig kender du
og omslutter det med din ømhed,
det svage såvel som det stærke,
det syge såvel som det raske.

Derfor overgiver jeg mig selv til dig
uden frygt og forbehold.
Som et lerkar
stiller jeg mig i dine hænder.
Fyld mig med godt fra dig,
så jeg bliver til velsignelse.
Jeg priser din visdom,
du som tager ind til dig
det som er skadet og svagt
og lægger din skat
i skrøbelige lerkar.

Med denne bøn kan vi alle gå åbne og sårbare til nadverbordet – og mødes i forsoning.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk