DAGENS ORD: ”Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.” Esajas 46:4

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

Mail: signevoldby@gmail.com

 

Når fejltagelser bliver forvandlet i Guds hånd…

16 mar. 2024

Kære læser,
Kender du det, at noget går galt i ens liv? Man siger noget forkert eller gør noget forkert – og man tænker, Det bliver aldrig godt igen!

Men: Gud er trofast!

Jeg vil opmuntre dig til – lige om et øjeblik!! – at synge den dejlige forårssalme, som vi kalder ”den blå anemone”, skrevet af Kaj Munk… Den handler om, at selv om alt i vores liv kan ændre sig, så er Gud trofast – og dér, hvor man tror, at alt er slut, velsigner Gud med nyt liv og opstandelse – alt sammen ud fra en blå anemone, som Kaj Munk flyttede!!!

Kaj Munk har også skrevet en pragtfuld prædiken om palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel – og der er lidt usikkerhed, om det her æsel havde sit føl med…

I de gamle skrifter står der, at Jesus skal komme ridende på et æsel – og så står der ”komma” – på et trældyrs føl. Måske har man så tænkt: ”Nååh… så er der jo to dyr?!” – og det er det, der fortælles om i evangelierne – men, skriver Kaj Munk, Det kan da godt være, at det er en kommafejl, at der er et lille føl med – men det har da bare gjort palmesøndag endnu mere festlig, at et lille føl tripper afsted sammen med sin mor og Jesus!

Så hvis du lige nu kæmper med nogle ”komma-fejl” i dit liv – så giv dem i Guds hånd – Han kan sagtens få noget godt ud af alt det svære, for Gud er trofast!

Et andet sjovt eksempel…For nogle år siden fik jeg en mail fra en nybagt mor, hvor hun skrev, at de havde fået en lille pige, og at de overvejede at få hende døbt i en græsk kirke… Om det mon kunne lade sig gøre?

Jeg sad lidt og tænkte på, hvordan jeg bedst kunne hjælpe dem, og jeg tænkte på, at forældrene, sandsynligvis med en form for tilknytning til Grækenland, lige skulle høre, hvordan det ville være med en græsk dåb og græsk ritual i Danmark. Så jeg skrev til moderen, at det selvfølgelig sagtens kunne lade sig gøre, men at de nok skulle kontakte en græsk-ortodoks kirke i Danmark og lave en aftale med dem.

Jeg sendte mailen, og så ringede moderen… Hun sagde, at hun simpelthen ikke rigtig forstod, hvad jeg havde skrevet… de ville faktisk bare spørge, om deres lille datter kunne blive døbt i ”Græse kirke” – og det viste sig, at stavekontrollen havde ændret det til ”græsk kirke” uden, at moderen havde opdaget det!!

Altså – godt at Gud er trofast – når alt bliver anderledes, hvis et ”e” bliver til et ”k”!

Sidste billede… Da jeg var sygehuspræst, kom jeg ind på en ene-stue, hvor en kvinde, der hed (lad os sige det…) Anne Hansen. Hun var alvorligt syg, og vi både talte og bad sammen. Ugen efter lå hun stadig på samme ene-stue, jeg tjekkede hendes navn på døren, og jeg bankede på og gik ind. Sygdommen havde ændret hende, så jeg næsten ikke kunne kende hende, men jeg sagde, ”Hej Anne, det er mig, der er sygehuspræst, og jeg ville bare lige høre, hvordan det hele går?” – Og kvinden i sengen sagde – ret vredt, ”Hvad snakker du om? Jeg aner ikke, hvem du er, og jeg har aldrig talt med en sygehuspræst – jeg blev indlagt i går!!!”

Der stod jeg – to kvinder, samme ene-stue, samme navn… Hvordan redder man det?

Men Gud er trofast – Han gav mig en god idé!! - ”Lige et øjeblik, sagde jeg til kvinden, og så gik jeg ud, bankede på døren og gik ind igen og sagde, ”Goddag, jeg hedder Signe og er sygehuspræst, og jeg ville bare lige høre, hvem du er, og hvad du er indlagt for…”
Heldigvis begyndte kvinden at le, og vi blev gode venner, og de næste uger delte vi både håb og tro, og Guds fred og trofasthed blev en styrke for hende, og det endte med, at jeg fik lov at begrave hende…

Kære læser, påsken handler om, at Gud er trofast. Tænk dit liv og dine komma-fejl igennem og giv dem trygt i Guds hånd – må lyset fra korset og glæde fra påskemorgens opstandelse velsigne dig…

Og NU – skal du synge/læse Kaj Munks Den blå Anemone!!
Al Guds velsignelse til dig…

Signe Voldby, præst





Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk