DAGENS ORD: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Johannes 8:36

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

[ Mere ... ]

 

Fastetid

1 mar. 2024

Vi er midt i fastetiden, de godt 40 dage, der går fra askeonsdag op til påske.

Der er mange måder at forstå faste på, men en vigtig inspiration kommer fra evangeliernes beretninger om Jesu fristelse i ørkenen.

I Matthæus-evangeliet står beretningen skrevet således:

Jesu fristelse i ørkenen
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«


Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ « Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Matt. 4, 1-11

Jesu fristelse i ørkenen er kardinal i forståelsen af, hvem Jesus er. Han føres af ånden ud i ørkenen og faster i fyrre dage og nætter. I følge Markus-evangeliets beretning sker det i forlængelse af, at han er blevet døbt af Johannes ved Jordanfloden. Samtidig indledes dette evangelie med beretningen om, hvem Johannes Døber er – nemlig den, der baner vejen for Jesus som frelser. Og efter Jesus er kommet tilbage fra ørkenen, og har overvundet djævelens fristelser, begynder hans gerning som forkynder:

Johannes Døber i ørkenen
Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn.
Som der står skrevet hos profeten Esajas:

Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej.
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!

– således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet, og han levede af græshopper og vildhonning. Og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden.«

Jesu dåb og Jesu fristelse
I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due; og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«
Straks efter drev Ånden ham ud i ørkenen. Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham.

Jesu forkyndelse i Galilæa
Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«

Markus 1, 1-15

Jesu vandring i ørkenen, og efterfølgende fristelse, er en vigtig begyndelse på hele hans gerning. I Matthæus-evangeliet ligger beretningen om hans tid i ørkenen lige forud for Bjergprædikenen, hvor Jesus på en meget dyb måde udfolder, hvad det indebærer at leve tæt på Gud.

De fyrre dage og nætter i ørkenen er med andre ord en form for ”indvielse”, en vigtig kamp med det onde, som Jesus foretager på menneskehedens vegne. I dåben, som ifølge Markus sker lige forud for vandringen, bliver det yderst nære forhold mellem Gud og Jesus bekræftet, idet en røst lyder fra himlen: ”Du er min elskede Søn, i dig har jeg fundet velbehag”.

Hvad der egentlig sker i ørkenen i alle de 40 dage og nætter, kan vi kun forestille os, for det eneste, der står beskrevet, er den berømte dialog med djævelen, som også udfolder sig hos Lukas. Her står:

Jesu fristelse i ørkenen
Jesus vendte tilbage fra Jordan fyldt af Helligånden, og ført af Ånden var han ude i ørkenen i fyrre dage og blev fristet af Djævelen. Han spiste ikke noget i de dage, og da de var gået, led han sult. Da sagde Djævelen til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig til stenen her, at den skal blive til brød.« Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene.‹ « Så førte Djævelen ham højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: »Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.« Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹« Derpå førte Djævelen ham til Jerusalem, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned herfra. For der står skrevet:
Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig,
og:
De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«

Men Jesus svarede ham: »Der er sagt: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ «
Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid.

Lukas, kap. 4, 1-13

Jesu fristelse handler om tre ting:
1) At forvandle stene til brød
2) Overmod
3) Magt og herlighed

Til den første fristelse svarer Jesus ganske enkelt, at mennesket ikke lever af brød alene. På trods af de mange dages faste, lod han sig ikke friste til at forvandle stenene til brød, selvom han muligvis havde kunne gøre det.

Da djævelen forsøger at udfordre ham på hans mægtighed ved at sige, at han kan styrte sig selv ned uden at blive slået ihjel, svarer Jesus roligt: ”Du må ikke udæske Herren din Gud”.

Da djævelen lover ham alle Jordens riger og al herlighed, afviser Jesus det helt enkelt ved at sige: ”Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene”.

I Matthæus-evangeliet står, at djævelen derpå forlod ham, og at der kom engle og sørgede for ham.

Man kan nemt forestille sig Jesu totale udmattelse, efter de 40 dages vandring i ørkenen, efterfulgt af det voldsomme møde med djævelen - men ikke desto mindre vender han styrket tilbage, og går kraftfuld ind i sin gerning.

I vores mere jordnære perspektiv på fasten er vi ofte optagede af, at der er noget, vi skal undlade at spise eller drikke, eller livsmønstre, vi skal ændre på. Men i forståelsen af, hvad fasten egentlig handler om, kan vi godt lade os inspirere af de tre niveauer, Jesus blev fristet på.

At forvandle stene til brød er at skabe rigdom ud af noget, vi ikke har magt over. Jesus kunne uden tvivl have forvandlet stenene i ørkenen, men valgte ikke at gøre det, trods sin sult. Han var klar over, at den fysiske sult ikke skulle styre, men længslen derimod være rettet fuldt og helt mod Gud.

Da djævelen ville have ham til at kaste sig ud over kløften fra de høje tinder, og siger, at Jesus sagtens vil blive reddet af englenes beskyttelse, handler fristelsen om overmod. Hvor mange af os kender ikke til at forestille os, at vi kan langt mere, end vi egentlig er skabt til at skulle. Vi vil gerne op på høje tinder, i mere eller mindre overført betydning – og fristelsen til at vise sig, kan være nærliggende.

Jesu måde at bevare roen på, kan være en vigtig læring. Vi skal følge Gud, men vi skal ikke udæske Gud, ved at være overmodige med vores kræfter. Vi skal ikke tro, at vi kan præstere mere end der er meningen. Vi skal ikke stramme garnet, som det lyder i en berømt julesang.

Den tredje fristelse, som handler om at få magt og herlighed, og ultimativt set eje hele Jorden, er noget, som alle mennesker kender til, i større eller mindre skala. Jesus overvinder fristelsen, men meget få mennesker gør det. Længslen efter magten nager og gnaver som en lille ”orm” i os alle – og det kræver en stor indsats for os hver især at bekæmpe denne side af den menneskelige natur.

I denne tid, hvor vi er konfronteret med krig og ødelæggelse i både Ukraine og i Gaza – samt mange andre steder på kloden – møder vi disse fristelser udfoldet i stor skala. Grunden bag al krig er at nogen vil have magten over andre – selvom det kan være iklædt hellige motiver.

Putin har netop, i sin store tale til det russiske parlament, gjort alt, hvad han kunne, for at retfærdiggøre sin krig mod Ukraine. Og som jeg skriver dette, den 1. marts, begraves Aleksej Navalnyj i Moskva, under stor militær og politimæssig bevågenhed fra det russiske styre. Det berettes, at det ikke er til at finde en rustvogn, fordi alle bedemænd, der ønsker at stille op, bliver udsat for trusler.

I det nordlige Gaza er godt 100 mennesker blevet dræbt, mens de stimlede sammen om en nødhjælpskonvoj – og det diskuteres nu på højt internationalt plan, hvad som er årsagen. Det israelske militær stilles til regnskab, men udtaler selv, at de intet havde med det at gøre, men tværtimod havde travlt med at sikre, at nødhjælpen nåede frem. I krig er der altid mange udlægninger af, hvad der sker … og i den ulykkelige situation, som nu hersker i Gaza, er der både ofre og bødler på begge sider. En uendelig spiral af gengældelse og vold, som næppe er til at stoppe.

Hvis ikke vi skal fortvivle fuldstændig midt i alt det frygtelige, som foregår, er det vigtigt at bevare det fokus, som Jesus konstant gør, i sin fristelse i ørkenen. Han holder sig til Gud, og lader sig ikke udæske. Han nægter at bruge magt, men bevarer fokus på sin sårbare kærlighed.
Han udtrykker sin lære så fint og enkelt i saligprisningerne, som indleder Bjergprædikenen – den lange tale, som han ifølge Matthæus-evangeliet holder for sine disciple, kort efter, at han er kommet hjem fra ørkenen. Ordene taler for sig selv, som et stærkt budskab om ydmyghed og fred:

Saligprisningerne
”Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Matt. 5, 1-12



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk