[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Charley Stephansen, Præst
Vestermarkskirken
Mail: clstephan@hotmail.com
Går gennem mørke, men er ikke forladt
1 apr. 2024
Dette kapitel i klagesangene fortæller meget konkret og relevant hvad mange oplever til tider gennem livet. Når mørket, problemerne og udfordringerne tårner sig op og vi føler magtesløsheden og lysten til at opgive.Håbet er dog aldrig helt udslukket, fordi vi kan ikke opbruge Guds trofasthed eller barmhjertighed. Der vil altid være nok, fordi lidelsen ikke vil vare ved.
Vi har altid brug for at vende om og bede om tilgivelse og Gud vil give den trofast til os hver gang vi bekender vores synd.
Gud ord til sidst i kapitlet er opmuntring og trøst om ikke at være bange, fordi Gud har hørt din bøn og vil komme dig til undsætning. Det er ikke ude med dig.
Det Gud har begyndt i dig, vil han også fuldføre. Hold ud og hold fast.
Klagesangene 3 2 „Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke. 3 Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang. 4 Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser. 5 Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider. 6 Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven. 7 Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri. 8 Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner. 9 Der er ingen vej ud af mit fængsel, for enhver flugtvej er spærret af forhindringer. 10 En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig. 11 Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker. 12 Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive. 13 Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte. 14 Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang. 15 Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte. 16 Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden. 17 Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til. 18 Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig.
Herrens trofasthed, nåde og almagt
19 Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte. 20 Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.
21 Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting
holder jeg fast ved: 22 Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op. 23 Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen. 24 „Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.” 25 Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar. 26 Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind. 27 I ungdommen må man lære at bære sit åg.[1] 28 Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed. 29 Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning. 30 Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser. 31 Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt. 32 Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed. 33 Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.
Omvendelse og syndserkendelse
40 Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde. 41 Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen. 42 Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe. 43 På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel. 44 Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky. 45 Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt. 46 Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os. 47 Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner. 48 Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer. 49 Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse. 50 Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os. 51 Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl. 52 Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget. 53 Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten. 54 Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: „Det er ude med mig!”
Bøn om hjælp og straf over fjenderne
55 Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre. 56 Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner. 57 Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!” 58 Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
