Det afgørende spørgsmål
Der var en gang, hvor kristendommen spredte sig hurtigt, i det meste af den dakendte verden. I Mellemøsten og i Nordafrika. Fra Spanien i vest over Sydfrankrig, Italien, Grækenland, Tyrkiet, Ukraine til Indien i øst; ja, der, satte de første kristne disciple og apostle et uudsletteligt aftryk i deres tid.De tolv apostle og de første kristne tændte en hellig ild, som var langt mere brændende end nutidens diffuse spiritualitet. Hvor kunne de? Og hvorfor står det nu så sløjt til med kristendommen i Europa i dag?
Som apostlen Johannes grav ved Efesos, i det nuværende Tyrkiet, er forfaldet til ruiner, er kristenheden i det område som apostlene omformede og fornyede i deres tid, forfaldet.
Igennem Europa står rigtig mange kirker gabende tomme. Fra Skandinavien i nord til Italien i syd. Fra Spanien i vest til … ja, man ved snart ikke hvor, i øst? I Tyrkiet er der i hvert fald ikke længere meget tilbage, af den kristne tradition.
Samtidigt har nogle af de kirker der er aktive i Europa, udbredt en ”lykkeforkyndelse”, og har ladet underholdning og kulturelle aktiviteter tage over, i stedet for forkyndelse om synd og nåde.
I mange af de karismatiske kirker er der lagt mere vægt på kraft, end på retfærdighed. Der bliver fokuseret på lovsang til en Gud, man ikke længere beder til, og der er en overdreven opmærksomhed på Åndens gaver, alt imens Jesus Kristus bliver tilsidesat som Herre.
Tidens mest udbredte form for kristendom i Danmark er kulturkristendommen.
Sådan ser det umiddelbart ud!
Spørgsmålet der trænger sig på rammes ind af Jesus selv, der i Lukas evangeliet 18, 8 spørg: »Men når Menneskesønnen kommer (igen), mon han så vil finde troen på jorden?«
Troen på hvad, kan der spørges om? Den tro, der holder fast ved ordet, og som derfor kan ’flytte bjerge’. Troen der er drevet af en stærk overbevisning om, at Jesus Kristus er opstået fra de døde og derfor både kan og vil hjælpe dem, der søger ham.
Ser vi på den første kristne menighed, så var den en græsrodsbevægelse. Båret af en stærk trosglød, og optændt af en levende troserfaring. Alle de første, over femhundrede troende, havde selv mødt den opstandne (1 kor. 15, 6) og for denne menighed var Helligånden et konkret pant på deres Guds opfattelse.
I denne græsrodskirke var det i samtalen mellem naboer, venner og i familien, at det kristne budskab blev båret ud til alverden. De omvendte begynder at omvende andre, så kristentroen nærmest smittede.
I det andet århundrede skriver den antikristne græske filosof Kelsos for eksempel, ’at kvinder omvender kvinder, slaver omvender slaver, og børn omvender børn’.
Nogle kirkehistorikere taler om, at en tiendedel, hvilket ville svare til seks millioner blandt Romerrigets 60 millioner indbyggere, var kristne, godt 250 år efter den første pinse. I et samfund, der modarbejdede og forfulgte kirken.
Vi kan derfor med god ret spørge; hvorfor er vi i vore dage blevet så åndeligt kraftesløse og hvorfor står vores kirker så tomme, som de gør?
Er det mon fordi vi ikke længere holder fast i ordet? Er det fordi vi er kommet i tvivl om opstandelsens virkelighed? Er vores bønner blevet til halvtomme fortvivlende nødskrig, til en gud, vi dårligt tør tro på? Noget kan tyde på dét.
Apropos bøn, stå stillede Jesus det føromtalte spørgsmål i forlængelsen af en lignelse om det at bede. Lukas skriver:
Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« (Luk. 18 1-8)
Jesu spørgsmål er som en ragekniv ind i vores tid. En kniv der skærer ind til den bare hud og blotter hvad der gemmer sig under alt det vildtvoksende og indfiltrede, der sidder udenpå. Og som efterspørger dét, der kan gøre hele forskellen; troen på Guds virkelighed og på hans kærlighed til os. For den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. Dét er trosvirkelighedens indgang.
En virkelighed som er blevet os åbenbaret i Jesus Kristus; og som den formidles til os gennem Bibelens ord; og som den manifesterer sig i Helligåndens nærvær og gerning, i vores trosliv og i vore bønner. Ikke som føleri, men som konkret erkendelse, der fører til handling og som giver retning.
Jesus bruger enken som illustration på menighedens stilling i verden. Enker er symbolet på ulykkeligt stillede personer, der trænger til hjælp og understøttelse. Det første kristne har brug for at erkende, er behovet for guddommelig indgriben, hjælp og understøttelse. Et personligt møde med Gud selv, intet mindre.
Når den uretfærdige dommer lod sig bevæge af enkens vedholdende bøn, hvor meget mere vil da den retfærdige Gud som er kærligheden selv, gribe ind, når vi, hans tronede menigheder er stillet overfor verdensmagterne, ligesom en forladt enke. Fra Guds side er hjælpen parat; men spørgsmålet er om der i kristenheden findes troen. Den tro der holder fast ved ordet, og som derfor kan ’flytte bjerge’ fordi der af den udspringer den rette bøn, som er mere end et bart nødskrig.
Det er det afgørende spørgsmål: Tror vi det glade budskab på de præmisser Jesus stiller?
Og vover vi at vidne om, at Jesus Kristus, sandelig er opstanden? For dét er vores tros centrum, intet mindre!
Så er Gudsriget midt iblandt os, ja inden i os!
Se flere artikler i Arkivet
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
