DAGENS ORD: ”Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.” Filipperne 2:4

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Nytår - lad os gøre status!

27 dec. 2010

Omkring nytår gør vi status – både på det personlige plan og på det samfundsmæssige plan. Det sidste viser sig mest markant i dronningens og statsministerens nytårstaler. Der bliver set tilbage på året, der gik og frem mod året, der kommer.

Personligt må vi vende blikket indad. Tænker over året og måden vi brugte det på. Har vi haft for travlt? Har vi spildt tiden? Har vi brugt tid nok på børnene? Og hvad med bibellæsning og bøn?

Er der områder, hvor vi kunne have ydet en større indsats i relation til vore medmennesker? Har vi handlet i overensstemmelse med almindelig god skik på adfærd, og har vi været tro mod vore idealer? Er der områder, der trænger til en justering, så er det nu, der er tid for at gøre det.

På det samfundsmæssige plan ser vi frem mod dronningens og statsministerens nytårstaler. Men vi har også vore egne tanker.

Hvordan er det gået med verden som helhed? I hvilke retninger har Danmark bevæget sig? Er det en udvikling jeg kan stå inde for, og hvad kan jeg eventuelt biddrage med for at ændre eventuelle uønskede udviklingsbaner? Hvilke opgaver venter på at blive løst, og hvilken rolle kan jeg påtage mig i den sammenhæng?

Og vi kan stille os flere spørgsmål: Kan vi snart se en ende på den økonomiske krise? Skal vi blive ved med at slås med et overmåde stort bureaukrati i det offentlige, hvor lærere, sygeplejersker, pædagoger, politibetjente m. fl. bruger alt for meget tid på det administrative og kontrolforanstaltninger i stedet for at bruge mere tid på det, de egentlig er uddannet til? Vil vi komme til at se flere umenneskelige stramninger i forhold til udlændinge? Vil folketinget gennemføre et vielsesritual for homosexuelle i folkekirken? Vil den nye værdikommission få en positiv virkning på det politiske arbejde?

Spørgsmålene er mange og kan mane til udfordring. Skal jeg selv blande mig mere i samfundsdebatten og prøve at sætte mit præg på den? Ja, hvorfor ikke?

Lad os får gjort status nu ved årsskiftet. Jeg tænker ikke så meget på de almindelige nytårsforsætter om at tabe sig, holde op med at ryge, være lidt mere omgængelig. Nej lad os tage fat på de lidt større linier.

Godt nytår.
Bjarne Nederby Jessen
Netkirkepræst
27. december 2010




 
Bjarne Nederby Jessen

Tanker i tiden

Bjarne Nederby Jessen, Ikke længere aktiv
Frikirken Salem

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk