DAGENS ORD: ”Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.” Efeserne 4:29

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Jeg vil ha’ håndtrykket tilbage!

10 jun. 2013

Man kan snart ikke se et dansk TV-show eller en prisoverrækkelse, uden at skulle se mennesker som givetvis kun kender hinanden dårligt, danse omkring i en besynderlig kinddans, mens de prøver at komme fri af hinanden igen.
Et godt fast håndtryk har ellers altid været anset for en god ting. "Et fast håndtryk afslører en fast karakter" som man siger. "Stikke på næven" er et af de mere folkelige udtryk for denne gamle og i sin tid udbredte måde at hilse på. Man kan give hånden, når man kommer og igen, når man går. Når man laver en aftale eller vil ønske tillykke. Det danske håndtryk har mange betydninger og en lang tradition bag sig. De sammenlagte hænder er et stærkt og letforståeligt symbol. Det er et tegn på gensidighed. Håndtrykket fortjener en renæssance.

Den danske samværskultur har de seneste år udviklet sig i en paradoksal retning. Vi krammer med mennesker vi kun kender perifert, men skal ”lave en kalenderaftale” for at ses med vores venner. På den ene side har vi opbygget en samværsform hvor vi skal være ”åh så åbne” over for hindanden, mens dyb kontakt og engagement i medmennesket er blevet til en kejtet forestilling. Eller om ikke andet blevet til en mere sjælden omgangsform. Overfladekulturen har fået overtaget.

Også jeg har indladt mig i et kram med mennesker jeg dårligt kender, men med tiden slår det mig, hvor underlig denne skik er. Især fordi vi har en lang og respektfuld ”håndtrykskultur” med i vores baggage, som i øjeblikket taber terræn til det perifere knus. I vores iver efter at være imødekommende taber vi nuancerne og mangfoldigheden, hvis et møde mellem mennesker næsten altid skal begynde med et knus. Håndtrykket er faktisk ikke så ringe endda!

At give hinanden hånden er et tegn på tillid og åbenhed. Ved at række sin tomme højre hånd frem blotter man sig og demonstrerer, at man har fredelige og venskabelige hensigter.
Lad os ikke glemme at giv hinanden hånden, se hinanden i øjnene og tillade os at variere vores måde at hilse goddag på, eller hej, eller dav, alt efter omstændighederne. Ærlighed er nemlig også en vigtig brik i samværskulturen. At give et knus til en man dårligt kender, er de fleste gange, at overspille ens kropssprog. Knuseriet bør være forbeholdt nærtstående og må gerne være ”noget særligt”. Vil vi fremme ærligheden i vores samvær med hinanden, er der brug for flere nuancer i vores mødehilsen, end knuset.

Den dybere kontakt mennesker imellem forudsætter tryghed og ærlighed. Så vil vi gøre op med det overfladiske i tiden, skal vi holde op med at oversælge os til hinanden. I min forståelsesramme kan knuset være overdrevet, uagtet en ellers god hensigt. Håndtrykket signalere respekt og er ikke en overskridelse af den naturlige afstand mellem mennesker, der ikke er nærtstående. Måske håndtrykket er værd at genopdage? Om ikke andet kan håndtrykket blive begyndelsen til et mere ærligt samvær, med et andet menneske?


 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk