DAGENS ORD: ”Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.” Filipperne 2:4

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Adventsrefleksioner

7 dec. 2013


Ventetid kan være træls, sød og lokkende, alt efter om vi venter på noget – eller nogen.

Advent betyder ventetid – eller rettere forventningens tid. For når man venter på noget godt, lever man i glædelig forventning. Og forventningens glæde er som bekendt den største.

Men skal vi være helt ærlige er det træls at vente. Derfor kan jeg godt forstå, at DSB har afskaffet venteværelser på stationerne. Det er da træls at vente. Selv bor jeg tæt på jernbanestationen og venter derfor længst muligt inden jeg skynder mig over og stiger på toget kort før det kører af sted.

Jo, det er træls at vente. Men ikke altid. Jeg kan huske, da jeg første gang jeg ventede på min date for at vi sammen kunne køre til ungdomsmøde i kirken. Jeg havde erklæret ”at jeg faktisk godt kunne li hende” i telefonen, og nu skulle vi mødes alene for første gang. Det var en skøn ventetid, hvor jeg glædede mig til at se hendes skikkelse komme ud ad døren og se hendes ansigtsudtryk, da jeg rakte hende et buket røde roser. All good things come to those who wait, synger Sisses Kjyrkjebø, og den date har nu foreløbig varet i 33 år.

Det betaler sig at vente. Men det er vi ikke vant til i vores tid. Når vi køber teknik, springer vi brugsanvisningen over og når måske kun at kigge i en ”Quickguide”, hurtig vejledning. Vi kan li Instant coffee, dvs. kaffe , der bliver til med det samme – eller snabbkaffe, som svenskerne kalder hurtigkaffen. Og ja, vi foretrækker skrabelodder for almindelige lottokuponer, fordi vi da kan skrabe og se om vi har vundet med det samme.

Men livet er ikke et skrabelod, dets goder ikke hurtigkaffe og læringen kommer ikke i en letfordøjelig quickgiude. Ligesom en blomst tager tid til at udfolde sig og træet må have tid for at vokse sig stærkt, må vi mennesker også give os tid for at blive hele mennesker.

Tænk blot på søvnens betydning i døgnrytmen. Otte timer om dagen spilder vi på den slags pjat! Men os, der har prøvet at springe en nats søvn over i travlhed, ved at søvnmanglen indhenter én som træthed, irritabilitet og hovedpine!

Tænk på årstidernes skift. Ind imellem har selv naturen stress, og temperaturen lokker vintergækkerne frem før tid om foråret. Så kommer frosten, og de spæde spirer må lade livet. Vi må vente på at de fire årstider indfinder sig, og det må naturen også. Ventetid er livstid.

Og tænk på vor egen modenhed som mennesker. Som ung kan man tro, at man klarer sig, blot man propper viden i hovedet, så det er ved at briste. Men modenhed kommer af erfaring, og erfaring får man over tid. Har man tid til at vente, kan viden forvandles til visdom.

Jo, ventetiden kan være træls, men ventetiden er også anledning til at mærke sig selv, til at føle, at man lever, til at glæde sig til det, der kommer. Som når en forelsket mand venter på sin date i en rusten Morris Marina.

Der er noget dragende over ventetiden, når den udfordrer os. Nogle gange venter vi på at erobre, tage i besiddelse, overstige en forhindring, nå et mål. Sådan har jeg det med bjerge. De er til for at bestiges. De kalder på mig og siger: tag mig! Og jeg må begynde den møjsommelige klatring. Det gjorde jeg som ung med Kilimanjaro og besteg de to højeste punkter i hhv. 1974 og 1977.

Ventetiden kan være træls - en lang venten på noget, som aldrig ser ud til at komme. Ventetiden kan være sød - fyldt med længsel efter den, man har kær. Og ventetid kan være lokkende – et kald, der udfordrer os til at droppe mageligheden, sprænge grænser, og overraske os selv.

Advent er ventetid. Julemåneden er begyndt. Men den er heldigvis mere end bare venten på juleaftenen. Den er også en glæde over Gud, som vi elsker, fordi han elskede os så højt, at han lod sin søn føde på jorden og frelse os.

Det er en stadig udfordring, hvordan vi lever vores liv, så det besvarer denne kærlighed på værdig vis.

Det tog hyrderne på marken et par timer at komme ind i Betlehem og tilbede barnet. Hvor det skyndte sig!
Det tog de vise mænd fra Østerland et par uger – måske måneder – at komme frem og skænke barnet deres kostbare gaver. Hvilken udholdenhed.
Det tager ikke mange sekunder for os at glæde os over den gave, som Gud sendte menneskeheden for snart 2000 år siden.

Lad os bruge adventstiden til at glæde os over den.


 
Svend Løbner Madsen

Tanker i tiden

Svend Løbner Madsen, Journalist

Mail: mail@svendlobner.dk

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk