DAGENS ORD: | ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1 |
|
[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ] Det guddommelige alternativ21 jan. 2014 Det kristne kernebudskab er igen til debat i medierne. Der sættes spørgsmålstegn ved om Gud er almægtig, om præster bør tro på Gud og om kirken har ansvar for at fortælle om Guds kærlighed.Jeg vil gerne gå i den diametralt modsatte retning. Gud er almægtig, mennesker har brug for hans indgreb og det er kristnes fornemste opgave at fortælle og praktisere Guds kærlighed. Kirkens opgave er kort og godt at være Guds nærvær i samfundet og præsters opgave er at formidle dette nærvær til mennesker i konkrete situationer. Jesus sagde i det, der vel nok er verdens korteste prædiken: ”Guds rige er komet nær. Omvend jer og tro på evangeliet”. Punktum. Så kan det ikke siges mere præcist. Men hvad betyder det? Der er en anden verden, en alternativ verden, hvor Gud bestemmer. Denne verden er god, fredelig og retfærdig, fordi Guds karakter gennemstrømmer den. Dette guddommelige alternativ er kommet nær, siger Jesus. Det er et tilbud, der ligger lige ved hånden og tilbyder tro, håb og kærlighed i en verden af brudte relationer, håbløshed og had. Det giver os et valg at reagere anderledes, mulighed for at opmuntre og overskud til at gøre godt. Guds rige er kommet nær. Hvis det ikke var får Guds almagt i dette rige, ville verden være lost. Sådan er det bare. Men det kristne budskab er klart: Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet! Evangelium betyder gode nyheder og henviser til det kristne kernebudskab. Det budskab fejrer kirken hvert år i jul og påske. Det budskab forsikrer os om, at Gud altid vil være der for os, at han altid vil tilgive os de meste forfærdelige brølere, og at han altid har en udvej, uanet hvilken suppedas, vi er havnet i. Det er julens og påskens budskab. Julen, at Gud er kommet nær. Påsken, at Gud har tilgivet os og givet os nyt fremtidshåb. Hvis vi tvivler på disse budskaber, er der ikke længere grund til at fejre de kristne højtider. For så er substansen og vitaminerne taget ud af det kristne kernebudskab. Tro er reduceret til menneskelig intuition og kirkens tilbud er blot at imødekomme menneskelige behov. Jeg har lyst til at forkynde det guddommelige alternativ, der sætter mennesker fri til at vælge, tale og handle anderledes. Men jeg har lyst til at fortælle dig, at den Gud, du intuitivt har fornemmet var et eller andet sted, den Gud du ikke rigtig har turdet bede til endnu, den Gud, som du ind imellem tvivler på eksisterer, den Gud er kommet mennesker nær gennem Jesus Kristus, den Gud har gennemlevet de menneskelige vilkår med lidelse og lykke som også du gennemlever, den Gud har vist mennesker tillid og sendt dem ud med det gode budskab, ligesom han også tror på dig nu, at du skal lykkes med de gaver og talenter han har givet dig. Jeg har lyst til at fortælle dig, at den dårlige samvittighed, du har over helt præcise overtrædelser, den skyld, du føler over at du ikke slog til her og der og alle vegne og den skam, du kan mærke hviler som en tung byrde, der kaster skygge over dit liv og stjæler din glæde, den synd, skyld og skam har Jesus Kristus båret på korset en gang for alle for dig. Han sagde: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? for at du aldrig skulle behøve at sige det, og han sagde: Det er fuldbragt! efter at han havde påtaget sig alle menneskers overtrædelser og tilkortkommenheder på sig. Jeg har lyst til at fortælle dig, at det nederlag, du led, den fiasko, du føler, du er, og det mørke, du mærker knuger sig om dig ikke skal have det sidste ord. Der er en, som har overvundet selv døden, som jo er det endelige farvel. Finito! Jesus opstod igen og havde allerede inden forberedt sine disciple på at naturens mirakel skulle ske med ham: At når hvedekornet lægges i jorden og døre, bærer det mangefold frugt. Er du på gravens rand? Tillykke med det. Der er lige ved at ske et mirakel! Det er det guddommelige alternativ. Det er Guds rige. Og det er en virkelighed, der er til at tage og føle på, fordi Gud er så kærlig, at han sender sin eneste søn, og så retfærdig at han må lade sin søn dø for at du og jeg kan få tilgivelse, og ja, så almægtigt, at selv ikke døden kunne holde ham, men slippe ham fri for at også vi skulle overvinde alle dødens kræfter og blive mønsterbrydere af en anden verden. Det sidste nøgleord i Jesu prædiken er: Omvend jer. Omvend betyder vende sig om. Ligesom pigen der ligger og slikker sol på stranden. Hun vender sig om, så solen kan skinne på hende lige der, hvor hun har brug for det. Kom ud af skyggen og vend dig om til Gud og lad hans stråler af tro håb og kærlighed varme dig. Tanker i tiden
Svend Løbner Madsen, journalist, redaktør og mentor |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|