DAGENS ORD: ”Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.” Filipperne 2:4

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Hvor inkonsekvente må præster være?

23 jan. 2015

Kirken skylder i hvert fald sig selv og det samfund kirken virker i at være troværdige.

Hvis en medarbejder i en finansiel virksomhed ikke har styr på sin privatøkonomi og f.eks. af det offentlige bliver trukket i løn for en eller anden betaling, ja, så er det ofte fyringsgrund. Hvis en medarbejder i en virksomhed modarbejder værdigrundlaget eller skriver negativt om virksomheden på Facebook, så er også dét opsigelsesgrund. På det almindelige arbejdsmarked er der ingen ’slinger i valsen’ når en leder eller medarbejder undsiger virksomhedens vision og arbejdsgrundlag. Gør han dét, så er det ud af butikken.

Sognepræst Per Ramsdals oprindelige udmeldinger om, at han ikke tror på Kristi fysiske opstandelse, rummer et større problem end hans personlige forholden sig til spørgsmålet. Når én eller flere søger at lægge afstand til evangeliets overnaturlige mirakler og i stedet vil indpasse Gud i en naturlig forklaring, som en art ’energi eller kraft’, så bevæger de sig selv og kirken ud i det ’rene ingenting’. Når Den danske Folkekirke ikke er klare i mælet om en grundlæggende problemstilling, sås der tvivl om institutionens fundament. Tjenestelige samtaler, udsagn om ”misforståelige udtalelser” m.m. genopretter desværre ikke tilliden, for den løse og humanistiske teologi har godt fat i mange præster.

Når præster hævder, at kirken slet ikke indeholder det kirken lover, så er der umiddelbart to- tre mulige konsekvenser der tegner sig i horisonten: Kirken skal se at få sig et indhold, der står mål med virkeligheden, og præster skal forpligtes til at forholde sig konsekvent til kirkens grundlag, ellers spiller kirken hasard med sin egen eksistens.

Der hvor bekendelsen og troen til Gud, hans handlinger i fortid, nutid og fremtid benægtes eller fordrejes, skal man ikke forvente at kunne hente åndelig kraft. I bedste fald spilder man sin tid i disse sammenhænge, i værste fald er der ’død i gryden’.

Kirkens virkelighed er knyttet til Jesus Kristus og til den opgave at være hans lys og salt i verden, indtil han selv kommer igen. Præster er forpligtet af kirkens trosbekendelser og hvis ikke de gælder for præsterne, hvem gælder de så for? Kirkelukning er slet ikke en utænkelig tanke, når det handler om kirken som organisation. Den er nemlig naturligt lukningstruet, når den ikke længere spiller en troværdig rolle og er tømt for reelt indhold.


I Første Korinterbrev kapitel 15 skriver Paulus: Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom og vi er de ynkværdigste af alle mennesker. Er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves. Men nu er Kristus opstået fra de døde og set af mere end 500 brødre på én gang.

Oldkirken var drevet af én oplevelse frem for alle andre. Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Havde Jesus ikke vist sig for disciplene, spist og drukket sammen med dem, talt med dem og været fysisk sammen med dem, efter sin opstandelse, havde der aldrig været en eneste kirke, endsige et evangelium.

Hvad driver Den danske Folkekirke? Tro på naturvidenskab og rationalitet, eller tro på den opstandne? Form før indhold? Kristendom uden kristen tro? Hvis dem der forkynder evangeliet ret beset taler mod bedre vidende, hvad gavn gør de så?

Jesu opstandelse er ikke et eventyr eller en historie på niveau med fortællingen om julemanden! Jesu opstandelse er enten fysisk og reelt noget der konkret har fundet sted, noget skelsættende, eller en værre gang humbug.

Hvis Guds rige alene er ’energi’ – et af universets endnu uigennemskuelige fænomener, men dog naturbundet – så er vidnesbyrdet om Jesu opstandelse en løgn. Og præster der tror dét, bør rettelig holde op med at være ansat i en kirke, der bygger på Det nye Testamentes skrifter og de oldkirkelige bekendelser.

Som almindeligt medlem af Den danske Folkekirke, uden noget formelt hverv, tæller min mening ingen steder. Alligevel har jeg den klare holdning, at hvis en præst betvivler trosgrundlaget eller undsiger kirkens arbejdsgrundlag, så er det opsigelsesgrund.

Når støvet har lagt sig om føje tid, og Ramsdals navn følger alle de andre navne på præster, der tror mere på fornuft og videnskab end på, at Jesus er Kristus, så er følgende spørgsmål stadigvæk aktuelt: Er præster uden tro på Kristi opstandelse, de ynkværdigste af alle mennesker, når de prædiker tomhed og appellerer til menneskers åbenbart tilsvarende forgæves tro? Og hvis de er dét, hvad gør kirken så for at forholde sig til den problemstilling? For noget skal der vel gøres?

Kirken skylder i hvert fald sig selv og det samfund kirken virker i at være troværdige.

Spørgsmålet om Jesus fysisk stod op af graven, giver i mine øjne ganske enkelt ikke plads til, at have ’et ben i hver lejr’, eller at der ’tales med to tunger’. Her er det et enten eller, hvis ikke vi vil være dummere end godt er, uanset om man så tror det ene eller det andet. Det er i orden at være i tvivl om mangt og meget, men den bærende sandhed i kirken skal enten accepteres eller forkastes, med de konsekvenser det har. Og er teologerne ikke voksne nok til selv at tage konsekvensen, så må biskopperne hjælpe dem, så de ikke fremover arbejder som præster, hvis ikke de tror på Jesu Kristi opstandelse. Sværere er det heller ikke!


 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk